Lyspunktet i Kinas ukrainske mareridt

Udviklingen i Ukraine kan bedst beskrives som et langt mareridt for den kinesiske ledelse. Alle de principper, de selv værner om for at holde Kina samlet og bevare magten, er blevet trampet på. Men måske kan Ruslands fremfærd faktisk vise sig at være et lille lyspunkt for kinesiske interesser.

Mens alverdens demokrater og humanister krydser fingrene for en gunstig udvikling i den langvarige ukrainske krise, ser den kinesiske ledelse til med lidt mere blandede følelser.

Den folkelige opstand og det efterfølgende magtskifte i Ukraine er ikke noget, den kinesiske regering hylder. Kineserne har formentlig holdt skarpt øje med udviklingen og nøje afvejet, om den giver grund til at ændre i deres egen strategi for at undgå samme situation i Kina.

Kina fandt, at de vestlige regeringers klare stillingtagen grænsede til indblanding i Ukraines interne anliggender. Men værre blev det, da pro-russiske kræfter – med støtte og pres fra Kreml – fik gennemført en folkeafstemning om Krims fremtidige status. For tænk, hvis Taiwan fik samme idé? Eller Tibet eller Xinjiang?

Den efterfølgende afstemning i FN’s Sikkerhedsråd om, hvorvidt folkeafstemningen skulle fordømmes, understregede Kinas dilemma. Snævert set ville Kina have klart stærkest interesse i at stemme for resolutionen og dermed stoppe en farlig præcedens i at udvikle sig. Men det ville betyde, at Kina skulle stemme med de vestlige magter og dermed isolere Rusland. Kina var ikke villig til at gå så langt og afstod derfor fra at stemme – en beslutning, der meget præcist illustrerer, hvor svært det er at afstemme interessekonflikterne.

Med annekteringen af Krim bragte Rusland krisen op på et langt mere principielt plan. Her er vi nemlig ude i et klart brud med det ikke-indblandingsprincip, som er en af de internationale normer, Kina vogter nidkært om.

Et geopolitisk pusterum

Set fra Beijing er udviklingen i Ukraine gået fra slem til værre. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvor meget den skubber til de internationale normer og alliancemønstre – og om noget overhovedet går i Kinas retning.

Hvad angår alliancemønstrene, understreger udviklingen, at Rusland aldrig er nem at være på hold med. Putins Rusland følger sine egne interesser fra sag til sag og er villig til at gå rigtig langt, når det gælder den nærmeste interessesfære, hvilket klart inkluderer Ukraine.

Kina og Rusland vil vedblive med at kunne finde interessefællesskaber, f.eks. i Mellemøsten. Men en egentlig alliance bliver der aldrig tale om. Dertil er mistroen landene imellem for stor. Omvendt er Kina stadig milevidt fra de vestlige landes basale værdisæt, så den tilsyneladende enighed med Vesten om Ruslands utidige indblanding rækker ikke langt. For Kina har krisen i Ukraine blot understreget, at landet står alene på den store scene.

Følg Nis Høyrup

 

Når det gælder de internationale normer, er det tydeligt, at der rokkes ved ikke-indblandingsprincippet, når stormagterne for alvor har noget på spil. Det er stik imod et af kerneprincipperne i Kinas udenrigspolitik og dermed som udgangspunkt en skidt udvikling set med kinesiske øjne.

Men man kan alligevel undre sig over, at Kina stadig føler sig så presset, at man sætter dette princip så højt. Normalt er det jo os småstater, der nyder godt af stærke internationale regler, mens en stormagt som Kina ikke burde føle sig truet af indblanding udefra.

Den tanke er der bestemt også folk i det kinesiske udenrigspolitiske og militære establishment, der har fået, og Ruslands fremfærd kan derfor forventes at give ekstra ammunition til de kræfter, der gerne ser, at Kina sætter sine interesser hårdere igennem. Ikke mindst når konsekvenserne i form af små-sanktioner og visumbegrænsninger er til at leve med.

Paradoksalt nok er det netop Ruslands villighed til at bryde med de internationale principper, der på den geopolitiske scene kan give Kina lidt luft.

At dømme efter de vestlige reaktioner – herunder bestemt også de danske – er Rusland på vej tilbage på listen over potentielle fjender. Det er et mindre koldkrigs-deja-vu, der har den sideeffekt, at det begyndende fokus på Kina som udfordrer til USA’s globale dominans udskydes et par år endnu.

Læs flere af Nis Høyrups indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.

Forrige artikel Er produktiviteten bæredygtig? Næste artikel Den tredje industrielle revolution er i gang