Det er nu 9 måneder siden, at Mandag Morgen opfordrede politikerne til at lave en ny national kontrakt, hvor man efter inspiration fra Sverige og de tyske Hartz-reformer bringer omkostningerne ned og øger produktiviteten, så konkurrenceevnen genoprettes. 

Det høje omkostningsniveau er som en møllesten om halsen på Danmarks konkurrenceevne, og det skader mulighederne for at øge vores velstand og velfærd. Den danske model skal nytænkes på en række områder. 

Noget tyder på, at denne erkendelse er ved at brede sig på tværs af det politiske højre-venstre-skel. I den forløbne uge vakte det opsigt, da den forhenværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) på forsiden af Børsen meldte ud, at lønnen og skatten på arbejdskraft bør sænkes, så danske virksomheders konkurrenceevne igen kan matche niveauet i de lande, vi konkurrerer med. Erhvervsorganisationerne jublede og kaldte det en befriende melding. Den kan “åbne for en konstruktiv debat om Danmarks fremtid”, sagde Jens Klarskov, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Udmeldingen kommer, kort tid efter at Venstres chefideolog, Claus Hjort Frederiksen i Berlingske meddelte, at det danske skatteniveau skal ned på det svenske niveau – det vil kræve offentlige besparelser på op imod 65 milliarder kr. – og “lønstigningstakten skal ned, så vi kan indvinde det gab, der er på omkring 15 pct. i forhold til Tyskland”. Efter et årtis lønfest vil Claus Hjort nu have otte års løntilbageholdenhed og smalhals.

Man kan med en vis ret undre sig over, at Sohn og Hjort Frederiksen ikke selv har gjort mere for at rette op på Danmarks strukturelle konkurrenceevne, mens de selv var ministre og havde magt. 

I den sammenhæng har Hjort Frederiksen uden tvivl det største forklaringsproblem, for under VK-regeringen eksploderede lønudviklingen, skatterne blev hævet, det offentlige udgiftstryk steg til 56 pct. af bruttonationalproduktet, og de årlige offentlige udgifter blev i løbet af ti år øget med 165 milliarder kr. i løbende priser. 

Men Sohn har også et udestående selvopgør. Som erhvervsminister nåede han ikke at tage hul på den skrappere konkurrencepolitik, som er en afgørende forudsætning for at ændre løn- og prisspiralen i det danske samfund. Og regeringens skattereform førte kun til små, marginale skattelettelser for almindelige lønmodtagere. Trods alle grønne skåltaler har regeringen ikke formået at nytænke skattepolitikken, så markant højere skat på ressourceforbruget og – nok så vigtigt – på de store boligformuer kan bane vej for en større skattenedsættelse på arbejdskraft og på selskaber. 

Den store og nytænkende skattereform, der på realistisk vis kan dæmpe lønningerne og styrke konkurrenceevnen, er stadig en uløst opgave på politikernes bord – fra Venstre til SF. Men måske er de nye meldinger fra Hjort og Sohn udtryk for, at tiden er ved at være moden til en mere gennemgribende nytænkning af incitamentsstrukturerne i den danske model.

SAS baner vej for socialdemokratisk nybrud

Baggrunden for de nye politiske udmeldinger er dramatisk nok. SAS er kun få uger fra at gå konkurs, hvis ikke medarbejderne accepterer lønnedgang og en reduktion af selskabets omkostninger på 2,6 milliarder kr.

[quote align="right" author=""]Man kan med en vis ret undre sig over, at Sohn og Hjort Frederiksen ikke selv har gjort mere for at rette op på Danmarks strukturelle konkurrenceevne, mens de selv var ministre og havde magt.[/quote]

Både finansminister Bjarne Corydon (S) og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har opfordret medarbejderne til at acceptere ledelsens redningsplan, der betyder overenskomster til en lavere løn.

“Det er socialdemokratisk politik, at statens selskaber skal give overskud. Ellers er det et tab for samfundet,” sagde statsministeren forleden uden omsvøb. Meldingerne fra den socialdemokratiske top repræsenterer et nybrud i forhold til tidligere, hvor man nødig stillede sig bag krav om lønnedgang. Det understreger, hvor alvorlig og desperat situationen er i SAS, at de to ledende socialdemokrater føler sig nødsaget til at komme med den udmelding.

Fagforeningerne og medarbejdernes repræsentanter er skeptiske over for redningsplanen, fordi den udfordrer deres velerhvervede rettigheder. Men omvendt har de grund til at være skræmte over udsigten til at miste deres job. Det er et reelt dilemma, som fagbevægelsen skal håndtere. Ikke alene i SAS, men på hele det danske arbejdsmarked. Flere andre virksomheder, bl.a. Jysk og Inspiration, har tidligere presset medarbejderne til at acceptere lønnedgang for at komme gennem krisen. 

Holdningsskred

Der er også tegn på en holdningsændring blandt vælgerne. Hvor det for få år siden var tabu at tale om direkte lønnedgang, siger to ud af fem arbejdende danskere i dag, at de er parate til at gå ned i løn, hvis det kan redde deres job. Det viser en meningsmåling, som Epinion har lavet for DR Nyheder. 

I en virksomhed, der er truet på eksistensen, kan det muligvis være en nødvendig nødløsning. Det var i øvrigt også den slags situationer, som Ole Sohn udtalte sig om i interviewet til Børsen, og han anbefalede ikke generel lønnedgang i Danmark, sådan som flere ellers har forsøgt at udlægge hans udtalelser. 

Selv i en lukningstruet virksomhed er lønnedgang sjældent nok. En virksomhed som f.eks. SAS skal også iværksætte en samlet genopretningsplan, der spiller på mange flere tangenter og kan forbedre den strukturelle konkurrenceevne. 

Hvis ikke lønnedgangen skal ende som en smertestillende pille til en dødstruet patient, må man samtidig sørge for bedre ledelse, mere effektive arbejdsgange, investeringer i ny teknologi, mindre ressourcespild, nye forretningskoncepter og mere innovation.

Det er farligt, hvis debatten om virksomheders eller nationens konkurrenceevne alene reduceres til et spørgsmål om lavere løn. 

[quote align="left" author=""]Hvis ikke lønnedgangen skal ende som en smertestillende pille til en dødstruet patient, må man samtidig sørge for bedre ledelse, mere effektive arbejdsgange, investeringer i ny teknologi, mindre ressourcespild, nye forretningskoncepter og mere innovation.[/quote]

Samfundsøkonomisk set er det ikke en langtidsholdbar løsning, at danske virksomheder over en bred kam sætter lønningerne ned, for det vil sætte en ondartet spiral i gang med stagnation og negativ økonomisk vækst. Det er elementært, og det er som taget ud af de økonomiske lærebøger. Og vælger alle europæiske lande at skære lønnen ned for at styrke den nationale konkurrenceevne, vil det ødelægge forbruget og alles velstandsmuligheder. Eurolandenes aktuelle recession vil i givet fald skabe en ondartet og negativ spiral, der ender i en langvarig depression. 

Farvel til nødløsningerne

Danmark og de øvrige europæiske lande har brug for en mere intelligent strategi end de kortsigtede nødløsninger, hvor man kun skruer på lønnen. I Danmark skal der sættes ind over en bred kam. Der bør laves en ny samfundskontrakt, hvor flere års løntilbageholdenhed kombineres med en skrap omkostningsreform, øget konkurrence, højere produktivitet, mindre ressourcespild og mere innovation. 

På alle disse områder har Danmark i flere år sovet en tornerosesøvn, hvor vi har bildt os ind, at den danske model var i verdensklasse, og at vi kunne købe hele verden – og i øvrigt holde meget mere fri og tage på længere ferier end alle andre nationer. Vi er nødt til at søge helt nye veje, hvor der sættes turbo på innovationen og produktiviteten, samtidig med at vi udviser større økonomisk mådehold.

Det gør os alle rigere, når produktiviteten forbedres – som det f.eks. er sket på sygehusene, der i løbet af et år har øget produktiviteten med 5,3 pct. Mandag Morgen har skrevet en række artikler med konkrete løsningsforslag til, hvordan produktiviteten kan øges i det danske samfund, så det er ikke ideer, det skorter på. Se MM34/2012.

Danmark har også brug for en omkostningsreform. Danmark er det dyreste EU-land at leve i. Priserne på boliger, fødevarer, transport og andre leveomkostninger er langt højere end selv i Tyskland og Sverige, og de høje leveomkostninger er igen med til at presse lønningerne højere op. 

Af samme grund bør politikerne snart enes om at lave en meget skrappere konkurrencelovgivning, hvor konkurrencen øges i detailhandlen, og der lægges en hård kurs over for hemmelige prisaftaler, kartel- og monopoldannelse, og der indføres markant højere bødestraffe, inklusive fængselsstraffe, for overtrædelse af lovgivningen. Det gælder lige fra byggebranchen til detailhandlen. 

Regeringen har taget nogle af disse forslag med i sit udspil til en ny konkurrencepolitik, men foreløbig nøjes man med at lave analyser og studiegrupper. Det er ikke nok. Der er brug for ambitiøse reformer. De danske priser stiger hurtigere end lønningerne, og flere brancher stikker ud her. Bankerne har f.eks. hævet deres priser på en række ydelser, og senest har teleselskabet TDC hævet sine priser markant. Det peger den forkerte vej. 

Priserne bør kunne sænkes over en bred kam, og vi kunne f.eks. sætte os det mål, at Danmark i løbet af fem år bringer leveomkostningerne ned på det svenske niveau. 

Det nødvendige opgør

En målrettet indsats på omkostningssiden vil gøre det lettere at skabe en aftale med arbejdsmarkedets parter om, at der skal udvises øget løntilbageholdenhed i de kommende år. Det kunne man tage op i en ny runde af trepartsforhandlinger om sikring af Danmarks økonomiske fremtid, så man får færdiggjort noget af det arbejde, som mislykkedes tidligere på året i de forliste trepartsforhandlinger. 

[quote align="right" author=""]En målrettet indsats på omkostningssiden vil gøre det lettere at skabe en aftale med arbejdsmarkedets parter om, at der skal udvises øget løntilbageholdenhed i de kommende år.[/quote]

Politikerne må også tage deres del af ansvaret. Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik er lønstigningerne i den private sektor kun 1,3 pct., mens stigningerne er dobbelt så store i kommunerne og tre gange så høje i regionerne. Det er uholdbart. Den offentlige sektor må også vise løntilbageholdenhed, samtidig med at der må sættes langt mere ambitiøse mål for produktiviteten. Den kan løftes betragteligt, som sygehusene har vist det.

Samtidig må der kulturelt og mentalt gøres op med de ekstravagante lederlønningers æra. Det er fint, at topchefen i SAS går foran med en lønnedgang på 20 pct., men hans lønniveau er stadig langt højere end hos konkurrenterne i Norwegian, og det er en forskel, der ikke modsvares af højere præstationer. Snarere tværtimod. 

En række brancher har i de senere år været vidne til uforholdsmæssig store løn- og bonuspakker til topcheferne, som igen har brugt hin­anden til at jobbe niveauet endnu højere op. Det har været særlig grelt i finanssektoren, hvor man i flere år har set en ekstrem lønudvikling, så lønningerne nu er 27 pct. over andre brancher for medarbejdere med sammenligneligt uddannelsesniveau. 

Ekstrem grådighed er ikke godt for forretningen, viser erfaringerne fra finanskrisen, og den kriseramte finanssektor er nødt til at rydde op. Den nye normalitet i samfundet tvinger virksomhederne og den offentlige sektor til en mere omhyggelig og sparsommelig omgang med pengene, så belønningen står i et mere rimeligt mål med de faktiske præstationer og den værditilvækst, der skabes. 

Den nye samfundskontrakt

Uden et stærkere politisk lederskab er det usandsynligt, at Danmark kan genoprette sin strukturelle konkurrenceevne. Også den offentlige sektor må bidrage til løsningen. Det er uholdbart, hvis de offentlige lønninger løber i forvejen, men lønnen er kun en lille del af den samlede løsning. 

I de kommende år bliver udfordringen at skabe bedre velfærd for færre penge, så den offentlige service forbedres, samtidig med at der skabes økonomisk råderum til nye offensive investeringer i fremtidens infrastruktur, og det bliver muligt at sænke skatten på arbejde. 

Business as usual med fortsat stigende offentlige udgifter kan den konkurrenceudsatte private sektor ikke bære. Derfor må den danske velfærdsmodel også nytænkes. Medarbejderne og brugerne må engageres i fornyelsen, der bl.a. bør bane vej for afbureaukratiseringer, nye digitale serviceløsninger og masser af innovation. En mere effektiv og moderne velfærdsmodel kan blive en vigtig dynamo til at løfte Danmarks strukturelle konkurrenceevne, og i den sammenhæng bør den offentlige sektor også øge konkurrencen gennem flere udbud og flere intelligente indkøb. 

Prisen for at lade stå til vil være enorm. Alle dele af det danske samfund må bidrage til at finde nye løsninger.

Hvis ikke landets konkurrenceevne styrkes gennem en bred vifte af reformer, vil det danske samfund i de kommende år opleve øget arbejdsløshed og stigende udflytning af arbejdspladser til både det nære og det fjerne udland. 

Det er realiteter i den globale økonomi, som man ikke kan ignorere. Og konsekvenserne kan allerede ses. Alene siden tredje kvartal i 2011 er den faktiske beskæftigelse i Danmark faldet med ikke mindre end 36.000 personer, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Regeringens opreklamerede kickstart har muligvis gjort faldet lidt blødere, men den har overhovedet ikke virket, hvis målet var at skabe øget beskæftigelse. 

På det punkt har regeringen fejlet, og de små forkølede udspil fra regeringens forskellige vækstteams ser ikke ud til at ændre billedet. De foreløbige udspil er nærmest pinlige. Kendsgerningen er, at regeringen i finanslovens mange kompromiser ikke har gennemført de nødvendige omprioriteringer, der skulle skabe plads til at finansiere store, langsigtede investeringer i nye offensive vækstudspil. De enkelte vækstteams og deres forslag er derfor endt som en lang og pinefuld demonstration af afmægtigheden. Danmark fortjener en bedre skæbne.