Marie Stærke: Jeg blev for dygtig for hurtigt

INTERVIEW: Da Marie Stærke første gang blev borgmester, var hun blot 27 år gammel og den yngste kvindelige borgmester nogensinde. Nu er hun 40 år og en helt anden type leder. Fire år i opposition gav hende tid til at se indad, tænke sig om og til at øve sig i at være leder for den socialdemokratiske byrådsgruppe.

Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Laura Ellemann-Jensen

Tidligt til tops
Hvad betyder det for lederskabet, når lederen er langt yngre end de ansatte? Er det alderen eller erfaringen, der former en ledelsesstil?
Ugebrevet Mandag Morgen sætter i serien 'Tidligt til tops' fokus på dem, der er strøget til tops i en ung alder. Læringskurven har for nogle været eksplosiv, mens det for andre har betydet afkald på livets ellers almindelige udvikling. Interviewet her det første i serien.
Borgmestre er store, gamle mænd med fyldige maver. De sidder dagen lang i deres store borgmesterstol, mens de ryger en cigar og drikker en whis...nej vent. Stop. Det er jo løgn. Borgmestre er også unge kvinder, der drikker myntete og spiser frisk frugt. Det er mødre, der går tidligt for at hente deres børn eller bare for at lægge vasketøj sammen, mens de ordner mails, telefonopkald og funderer over politik.

Marie Stærke er sådan én. Hun er lige blevet 40 år, stadig ung, men da hun første gang blev borgmester i Køge, året var 2007, var hun blot 27 år. Dengang den yngste kvindelige borgmester nogensinde.

Det var ikke med hendes gode vilje, at det skete så tidligt. Hun syntes for det første, at det var for tidligt. Og for det andet var årsagen ulykkelig, for hun overtog – og det kan man skrive helt uden omsvøb – kun posten, fordi hendes forgænger døde.

Og den unge borgmester var ikke ene om at mene, at hun var for ung. Det mente flere af hendes kolleger fra byrådet, hvor hun på det tidspunkt havde siddet i fem år, også.

”Der var en del, der bakkede mig op, men der var også nogle, der var meget kritiske og sagde: ’Du er alt for ung’.”

Din alder blev brugt som argument imod dig?

”Ja. Og jeg blev vist også kaldt uerfaren. Men på det tidspunkt havde jeg faktisk siddet en periode og var blevet genvalgt og havde som politisk ordfører været med til mange centrale møder. Så jeg tænkte, at jeg godt kunne forstå dem, men at jeg ikke ville flytte mig. Jeg tænkte, at jeg var en mindst lige så god kandidat, som de var,” fortæller Marie Stærke.

Vi sidder på hendes kontor og taler om unge ledere. Om deres ofte katapultagtige vej op ad rangstigen, om udfordringer og fordele ved alderen. Om at være borgmester på 27 år og om at være borgmester på 40 år. Og om omverdenens holdning til alderen.   

Politik, også den lokale, kan være en utaknemmelig gesjæft. Der er magtkampene, der er fløjkrigene, og der er alle rævekagerne, som ingen nogensinde har set, men som alle på et tidspunkt har smagt. Engang blev der ligefrem bagt én, mens Stærke var på barsel. Den nævnes provokerende en passant her som en appetitvækker. Mere om den senere for kagen var så enorm, at den næsten væltede hende og familieplanlægningen. 

For dygtig for hurtigt

Blå bog: Marie Stærke

Født 1979
BA, historie, dansk og engelsk, Københavns Universitet (2016)

2018-: Borgmester og fmd., Økonomiudvalget, Køge Kommune
2014-2018: Byrådsmedlem, selvstændig konsulent og studerende
2007-2013: Borgmester, Køge Kommune
2006: Formand, Kulturudvalget
2003: Politisk ordfører
2001-2007: Medlem, Køge Byråd, Socialdemokratiet, og studerende, Københavns Universitet
1999-2001: Formand, DSU, Køge

Det virker kontralogisk, men man skal passe på med at blive for dygtig for hurtigt. Det har Marie Stærke fået at føle et par gange.

Måske det er sket mange gange før, men første gang hun registrerede det var op til kommunalvalget 2005, hvor hun blev opstillet som nummer otte på listen. I hendes optik en langt dårligere placering end den 4.-plads, hun havde fået, da hun stillede op første gang i 2001. Hun véd godt, at de to valg ikke kan sammenlignes, for der var kommunesammenlægninger, og Køges opstillingslister skulle flettes med Skovbos ditto. Men skuffet, det var hun alligevel, og hun følte sig fravalgt og vel nærmest degraderet. Hun var blevet modarbejdet uden at opdage det.

”Jeg tror ikke, at der var en ambition om at slippe af med mig. Deres ambition var at sige: ’Nu slapper du lige lidt af, unge dame – kan du lige komme til eller hvad?’”  

Hvad var problemet så? Det var det her: Marie Stærke havde avanceret for hurtigt. To år tidligere havde daværende borgmester Torben Hansen udset hende til posten som politisk ordfører. Han havde et fagligt godt øje til den tidligere DSU-lokalformand, og han ville have hende frem i bussen. Der var noget gods i hende Stærke, lader det til, at han har tænkt. Og alt det nåede han, siger Marie Stærke i dag, at tænke, før hun selv gjorde sig den slags ambitiøse forestillinger.

Borgmesteren fik sin vilje, og i 2003 blev Marie Stærke politisk ordfører. Hun kan stadig huske, hvor dårligt, hun fik det – ja: dårligt! – over den kæmpemæssige opgave, hun nu stod med.

”Jeg sad næsten og rystede over, hvor stor en opgave, jeg syntes, det var. Jeg var usikker på, om jeg nu kunne løfte den opgave….”

Hun stopper op, og imiterer sig selv fra dengang. Stivnet. Store øjne. Armene ryster lidt. Hun havde ikke helt set det komme.

”Det var SÅ vildt. Og lige dér vidste jeg godt, at jeg skulle sige ja. Hvis man siger nej, så er det jo det samme som at standse karrieren. Men jeg syntes bare, det var helt crazy.”

Det var der åbenbart også andre, der syntes, og de følgende år begyndte snakken at gå. Ved hun nu. Men dengang opdagede hun intet, og måske det var ungdommens nådegave, at hun ikke blev alt for bevidst om, hvor ukollegiale politiske kolleger også kan være. Konkurrencen internt i partier kan være ubarmhjertig.

Hun nævner ham selv. Tommy Kamp, den daværende partiformand i Køge. Han ville have hende ned i rangordenen på den opstillingsliste.

”Nu er det så mange år siden, så jeg kan godt tale om det. Min fornemmelse, som jeg sidder med i dag, det er, at jeg var blevet lidt for dygtig.”

Og det skal man passe på med?

”Ja! Jeg tror simpelthen, at Tommy Kamp så mig som en trussel, og så gik han og snakkede om mig. Jeg skulle ikke komme for godt i gang. Og så stemmer folk en ned.”

Hun imiterer igen. Gør stemmen dyb, rynker brynene, løfter pegefingeren. Nu er hun en mand: skulle ikke komme for godt i gang.

Død mands stol

Først efter valget i 2005 fik hun meget konkrete politiske ambitioner. Til manges overraskelse gad hun end ikke være medlem af det magtfulde Økonomiudvalg, for det bestod kun af – og det her er, hvad Marie Stærke og hendes lille klub af kvinder fra byrådet selv gik rundt og sagde – "gamle tykke mænd". Lig med: ke-de-ligt. Gab.

Næh, hun ville være formand for Kulturudvalget, og det blev hun så. Men ret hurtigt ændrede tingene sig, for borgmesteren Torben Hansen blev alvorligt syg, og i oktober 2006 vidste gruppen godt, at det så skidt ud. Og ret hurtigt begyndte stolelegen, faktisk endnu inden den siddende borgmester havde meldt sig syg.

En kollega kom hen til Marie Stærke og fortalte hende, at han regnede med hendes opbakning til ham. Underforstået: Når Torben Hansen ikke er iblandt os mere, skal du stemme på mig som arvtager. Det var totalt grænseoverskridende for hende.

”Jeg var helt rystet. Jeg synes, det var illoyalt,” siger hun.

Det var for tidligt?

”Ja. Altså jeg kunne slet ikke ha’ det ... at tale om at Torben var væk, og hvem der så skulle være den. Så jeg valgte at sladre til Tommy Kamp. Jeg ringede og sagde, at han skulle vide, hvad der foregik, og at man var begyndt at tale om, hvad der sker, hvis Torben ikke kommer tilbage. Og han blev tosset!”

Hun får våde øjne, når vi lander på emnet. Alt, hvad der har med indtagelsen af borgmesterkontoret at gøre, handler om et farvel til hendes nestor. Og derfor blev det også et af de mere særprægede generationsskifter i dansk politik. Nok var hun 27, og han blev 54. Men det var mest af alt liv, og det var død. Kræft, når den er værst. Det var force majeure.

Selvsamme Tommy Kamp, der få år forinden havde kuet hende ned ad opstillingslisten, ringede efter noget tid tilbage til hende. Hun skulle være den. Hun skulle tage over. Og i første omgang skulle hun hjælpe til, når Torben Hansen var for dårlig og ikke kunne selv.

Det kunne han ikke i januar. Nu er året 2007. Stærke blev bedt om at repræsentere kommunen til DR’s sportsgalla, hvor Køge var nomineret i kategorien årets sportskommune. Middagen var overstået, og hun skulle lige nette sig, inden showet gik i gang. Ding. En sms tikker ind. Han var død.

”Jeg gik ind til showet og tænkte, at det ville være flot og en ære for Torben, hvis vi fik den pris, men samtidig tænkte jeg også, at jeg ikke håbede det, for jeg ville simpelthen ikke kunne holde masken på scenen. At stå der. Vel vidende at han var død.”

Køge vandt ikke prisen. Ballerups borgmester Ove E. Dalsgaard og Fredericias Uffe Steiner Jensen nåede at sige ”hils Torben mange gange”, inden hun nærmest afbrød dem.

”Og så siger jeg: ’Han er død’. Og så triller tårerne bare ned ad kinderne på mig. Det var første gang, jeg sagde det højt og delte det med nogen,” fortæller Marie Stærke.

Trods modkandidater blev hun med 75 procents opbakning ny borgmester.

Gammel eller erfaren?

Mest af alt forsøgte hun i årene frem mod nederlaget ved valget i 2013 at gøre sin forgænger glad og stolt. Han havde støttet hende som arvtager, og det forpligtede. Hun ville gerne føre hans politik videre, og hun ville i det hele taget gerne gøre det på hans måde.

Men samtidig var hun væsentligt yngre og følte, at hun skulle bevise sit værd. Så hun tog sager, hun kunne have overladt til udvalgsformændene. Hun stillede sig op og forsvarede lortesager i pressen og i det hele taget var vigtige ledelsesbegreber som ’uddelegering’ og ’motivation’ ikke værktøjer, hun gjorde brug af. Hun skulle bare opnå det, hendes forgænger havde forsøgt.

Det var ikke nødvendigvis en dans på roser, og det var hårdt. Rosenrødt var det til gengæld, da hun blev gravid med sit første barn. Hun var på barsel i 5 måneder, og i den periode gik hun til gruppemøder og andre presserende møder. Bortset fra det, hed det barsel.

Men da hun kom tilbage i juni 2011 var noget anderledes.

”Jeg kunne mærke en forskel – det tror jeg, alle kvinder og kvindelige ledere oplever. Man er jo væk. Folk står ikke stille. Men jeg synes også, at jeg kunne mærke, at der var en anden opfattelse af mig,” husker hun.

Og det var ikke en god opfattelse, skal det understreges allerede her. Mens hun var på barsel, var sagen med Suzuki-Torben og Tommy Kamp, der blev anklaget for bestikkelse og magtmisbrug, begyndt at røre på sig, og selv om partiets formand, Helle Thorning-Schmidt, i september havde vundet regeringsmagten, smittede det ikke positivt af på borgmesteren, da hun var tilbage fra barslen. Henrik Sass Larsen, der var opstillet i Køge, blev pludselig ikke sikkerhedsgodkendt som minister på grund påståede kriminelle relationer i Køgemiljøet, og lokalt spurgte partiet derfor sig selv, om man havde gjort det rigtige. Var det overhovedet den rigtige, der var frontfigur?

På grund af den ændrede stemning i gruppen blev det besluttet, at der allerede i januar 2012 skulle vælges en spidskandidat, og her stillede Marie Stærkes barselsvikar, Thomas Kielgast, op mod hende, for efter at have snust til borgmestergerningen i et lille halvt års tid, havde han fået mod på mere. Stærke havde ikke opdaget, endsige tænkt over, at der skulle være blevet indgået alliancer og bagt rævekager, mens hun var på barsel.

”Thomas (Kielgast, red.) var og er en vanvittig dygtig leder, og jeg tror, at gruppen har følt sig set og anerkendt på en måde, som jeg ikke havde givet dem. Det er en af de ting, jeg har lært. Jeg var slet ikke opmærksom på gruppens trivsel. Det syntes jeg dengang var gruppeformandens opgave. Men borgmesteren skal også. Selvfølgelig.”

Så nu gør hun det anderledes. Hun uddelegerer og er på en anden måde opmærksom på gruppens trivsel.

”Lige nu står vi i en situation, hvor vi har forsøgt at genoprette økonomien, men pludselig kan vi se, at økonomien ikke hænger sammen på det specialiserede børneområde – ligesom vi ser det mange andre steder. Og jeg tror, at første gang jeg var borgmester, der havde jeg selv forsøgt at løse det. Men der er jeg, tror jeg, blevet bedre til at uddelegere – jeg har for eksempel lige holdt et møde med børneudvalgsformanden, næstformanden og direktøren og talt med dem om, hvordan vi kan løse det – og så har de bolden. Nu skal de ud og tale med partierne. Og jeg oplever, at de gerne vil tage den opgave på sig. Jeg er med på, at det er en sur opgave, men de vil jo gerne selv finde en løsning. Jeg skal ikke påtage mig det, der i virkeligheden er deres arbejde. Det er virkelig noget, jeg har lært siden første periode, jeg var borgmester.”

Men er det din alder eller din erfaring, der gør en forskel her?

”Jeg har tænkt meget over det, og jeg skal ikke kunne sige, om længden af tid, man har været leder, betyder noget. For hvis jeg først lige var blevet leder nu, så kan det jo godt være, at jeg havde haft behovet for at bevise mig. Men for mig at se, med min profil, så tror jeg, det har noget med alder at gøre. Jeg véd simpelthen ikke, om jeg havde haft det behov, hvis jeg først var blevet leder nu. Jeg kan se det på min forgænger – han var rigtig god til at uddelegere.”

Fire uundværlige år

Marie Stærke vandt opgøret med sin barselsvikar, men hun tabte næsten to år senere borgmesterposten, og 90 års socialdemokratisk styre var forbi.

Set i efterrationaliseringen lysskær var det kun godt. Og hvorfor nu det? Fordi fire års oppositionsperiode skabte plads til at udvikle partiforeningen og de politiske projekter og langsigtede strategier, som den tumultariske overtagelse måske ikke havde givet rum til.

Marie Stærke kunne på en ny måde koncentrere sig om at udvikle gruppen, og de kunne finde frem til et fælles projekt. Der var tid til at tænke.

”Jeg må bare konstatere at de fire år, hvor jeg virkelig havde tid til at tænke: Hold kæft, det var godt! For lige pludselig stod jeg med en klar strategi, klare tanker om Køge og udviklingen og de næste skridt. Det havde jeg aldrig haft overskud til, hvis jeg var blevet genvalgt i 2013 og var fortsat i samme rille og bare kørt videre,” siger hun.

”Det gav os ro, og det gav mig ro til at øve det at være leder. Så jeg øvede på gruppen. Både i uddelegering og i at bruge tid på hinanden og arbejde frem mod, hvad det egentlig var, vi ville. Hvis det ikke bare var magt, hvad var det så? Det havde vi faktisk ikke talt så meget om.”

På det personlige plan brugte hun de fire år på meget af det, hun ikke nåede, inden hun raketagtigt steg i graderne. Den sidste arbejdsdag som borgmester tilbragte hun på Gran Canaria med sin mand, Jesper, og nu blev der lagt planer. Fire ting skulle der ske: Marie Stærke skulle gøre sin uddannelse færdig, hun skulle forsøge sig som selvstændig konsulent, de skulle have et barn mere – det havde de ikke turdet på grund af den udfordrende barselsvikar – og så skulle hun genvinde borgmesterkæden.

Og sjældent har man da set en plan være så succesfuld. Eksekveringen er det tætteste man kommer på perfekt. Hun kan godt selv se det og griner, når hun remser det op:

”Efterhånden kunne jeg sætte flueben ved alle de ting. Frederik blev født i oktober 2014. Og jeg startede virksomhed, mens jeg var på barsel med ham, og jeg fik min bachelorgrad i marts 2016 og så var der valg i 2017.”

Der sker noget med hendes energi, når hun taler om de fire år. Marie Stærke er et naturligt, energisk og smilende væsen, men der bliver ligesom skruet et par grader op for dét væsen, når de fire fantastiske år kommer på banen. Læringskurven var stejl. Fagligt såvel som menneskeligt.

”At opleve den ensomhed, det er at være iværksætter, og hvor mange ting du sidder med selv, selvfølgelig ikke i lige så stor skala som borgmester … men næsten. Du får noget viden ind, og du tænker: Hvad fanden skal jeg gøre med den? Og hvordan skal jeg løse det? Hvad koster min viden? Det syntes jeg var svært. Hvad gør man for eksempel, hvis der er nogen, der ikke betaler sine regninger? Det der med at være den eneste ansvarlige for at tjene sin egen løn – det er altså helt vildt.”

”Og det med at komme tilbage på universitetet og få nogle helt andre indtryk og læse Shakespeare og filosoffer. Det havde jeg ikke læst i flere år. Kæmpe optur. Og de der togture frem og tilbage. Og det at blive mor til nummer to barn var bare helt vildt også. Så det var en kæmpe menneskelig rejse. Jeg ville jo helst have været borgmester, men hvor ville jeg ikke have været de fire år foruden,” siger hun og har svært ved at stoppe sig selv igen.

Hvad tror du, der var sket med dig, hvis du ikke havde haft den periode?

”Jeg kan godt frygte, at jeg var blevet slidt op. På en dårlig måde. Gået ned med et eller andet. Og vi havde ikke fået et barn mere. Det turde vi ikke. På den måde tænker jeg faktisk, at jeg var gået hen og blevet en halvdårlig borgmester. Jeg ville være kørt sur i det.”

Tiden er blevet en vigtig faktor for hende. Nu går hun uden dårlig samvittighed tidligt hjem, det kunne være en onsdag, for som hun siger, så tænker hun ikke bedre og større tanker i borgmesterstolen end hjemme ved vasketøjet. Så tid har hun lært er vigtig, og hun skænker salig Tage Erlander en tanke, når hun tænker på det. Den svenske socialdemokratiske statsminister havde en nu legendarisk kommentar, da han under et dansk besøg så Jens Otto Krags tætpakkede kalender:

”Hvornår får du tid til at fundere?”

Omtalte personer

Marie Stærke

Borgmester (S), Køge Kommune, næstformand, Socialdemokratiet
BA i Historie, Dansk og Engelsk


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu