To politiske trends viser, at danske politikere mere end nogensinde er ramt af idétørke.

Den ene er, at et mere eller mindre sidespors-parkeret folketing hygger sig med at spilde ministrenes og embedsmændenes tid på ligegyldige paragraf 20-spørgsmål og samråd.

Den anden er, at en globaliseringsramt og konkurrencestats-fokuseret regering hyrer eksterne konsulentfirmaer til at lægge ekstra tryk på sit upopulære reformarbejde – i såvel forberedelsen som implementeringen af vanskelige beslutninger. Det har provokeret mange lønmodtagerorganisationer, der i forvejen er irriterede over, at Finansministeriet er i gang med et hårdhændet oprydningsarbejde.

Som Danmark nærmer sig 2015 og dermed 100-året for en markant udvidelse af folkestyret, kaster Christiansborg-politikerne sig over det kortsigtede, petitesserne og det medieegnede, mens en halvlukket klub af konsulentfirmaer og centrale embedsmænd – ikke mindst Finansministeriets – for længst har overtaget den beslutningsforberedende kuglestøberrolle, som LO og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd engang havde over for Socialdemokraternes top.

Cykelmonstre på Frederiksberg

Der blev trukket på smilebåndet, da LO’s ugebrev, A4, forleden havde plukket 13 mere eller mindre fjollede spørgsmål ud af de næsten 3.000 paragraf 20-spørgsmål, folketingsmedlemmerne i 2013 stillede til ministrene i Helle Thorning-Schmidts regering. Det var ikke småting, regeringsapparatet skulle svare på. Eller som A4 finurligt skrev: Det var det måske netop.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) skulle forholde sig til, at unge cyklister på Frederiksberg var blevet sat tilbage i deres pedalkunnen på grund af lærer-lockouten. Venstres Jan E. Jørgensen krævede et ministersvar: ”Hvad er ministerens holdning til, at det angiveligt ikke er muligt for Københavns Politi at afholde cyklistprøve for 7.-klasserne i Frederiksberg Kommune som erstatning for den prøve, der blev aflyst som følge af lockouten af lærerne?”

Endnu et eksempel fra årets spørgebunke: Skal hospitalerne opkræve et gebyr, hvis en portør hjælper bedemanden med at lægge en afdød i kisten? Den slags spørgsmål bør en travl sundhedsminister ikke negligere, mente Venstres Sophie Løhde.

Mens Folketinget muntrer sig med hverdagens problemer – store som små – vandrer konsulenter ind og ud ad ministeriedørene og tager del i langt større beslutninger end Christiansborg-politikerne.

Det kom fornylig frem, at McKinsey-konsulenter i en periode er hyret til at få styr på den kuldsejlingstruede skolereform og komme med forslag til privatiseringer i omsorgssektoren. Finansminister Bjarne Corydon (S) var hurtigt ude at sige, at det er business as usual at bruge konsulenter, hvad der er helt korrekt. Det er blot første gang i længere tid, at det er kommet i offentlighedens søgelys. Og det gav ekstra debat, at det netop er McKinsey, som skal håndtere nogle de mest ophedede temaer i den offentlige sektor i disse brydningsår.

Konsulenterne bruges til at forberede det politiske arbejde og lave rapporter, der kan ligge klar i skufferne til nye armlægninger med forskellige forandringsforskrækkede grupper i samfundet. Det giver firmaerne stor indflydelse. Ikke mindst implementeringsdelen har stor bevågenhed i regeringstoppen; en opfølgningsopgave, mange tidligere regeringer delvis har forsømt, måske fordi tiderne var federe og sorgløsheden større.

Magtforskydning mellem aktørerne

Den overordnede pointe er imidlertid en anden: Der sker i disse år en magtforskydning mellem demokratiets aktører. Konsulent-danmark og centrale embedsmænd har i et vist omfang overtaget den centrale rolle, LO-hovedkvarteret før i tiden havde over for Socialdemokraterne. Fagbevægelsen kreerede ideerne, partiet gennemførte dem. Nogenlunde sådan var arbejdsdelingen. Baglandet støbte solide tanker, der kunne inspirere til nye retninger og ny lovgivning.

Da denne innovative fødekæde tørrede ud, blev det ekstra svært for de daværende oppositionspartier S og SF at komme med en markant anderledes måde at gøre tingene på end V og K.

I dag har centraladministrationen – med håndsrækning fra fremtrædende konsulentfirmaer – i stort omfang overtaget politikskabelsen. I for stort omfang, synes nogle kritikere, der mener, at det hele er blevet for djøf-elitært, lyder kritikken.

Men bør udviklingen ikke også give anledning til selvransagelse hos lønmodtagerorganisationerne? Hvorfor er man ikke bedre i stand til at skabe relevans og gennemslagskraft i en socialdemokratisk ledet regering? Er det, fordi netop denne regering er støbt i umusikalsk teflon? Eller er en del af forklaringen, at der er for meget forudsigelig brok og for få konstruktive forslag til, hvordan Danmark igen kravler op af krisehullet?

Naturligvis er der mange faresignaler ved for enøjet brug af McKinsey-konsulenter, især hvis de hver gang tænker på samme måde som Finansministeriet: Tænk nu, hvis budgetbisserne tager fejl i deres antagelser om, hvad der er godt for Danmark? Konsulenterne og embedsmændene ligner hinanden – og ofte kender de endda hinanden i forvejen. Man kan hurtigt blive forelsket i sine egne beslutninger og ramt af blinde vinkler.

Et mindre konsulentfirma ved navn Analyse og Tal opsummerer faremomenterne i Politikens debatspalter: ”Dem, der betaler hele gildet, lønmodtagerne, trækker ofte det korteste strå i de lange rapporter. Rapporterne foreslår oftest mere kontrol, erhvervsskattelettelser og privatiseringer.”

Nok er regeringen gået reform-amok, men den mangler måske i virkeligheden selv ideer. Den demokratiske idétørke har sat ind, konsulenterne ligner embedsmændene, Folketinget leger med drillespørgsmål. Og det vil sikkert fortsætte, hvis Venstres Lars Løkke Rasmussen igen kommer til magten. Hvor skal det friske blod og innovationen komme fra?

Læs flere indlæg af Peter Mose her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.