Efter nye underskud og valutakurstab på ca. 230 millioner kr. har MD Foods Internationals storstilede satsning i England nu kostet aktionærerne og andelshavere i MD Foods præcis én milliard kr. Alene de sidste tre år er tabet 700 millioner kr., viser Mandag Morgens analyse af de engelske selskabsregnskaber. Efter det seneste årsresultat, som endnu ikke er offentliggjort, er egenkapitalen i MDI dykket fra 402 millioner kr. til ca. 170 millioner kr. Dermed lever MDI ikke op til kravene i låneaftalen med de banker, der har lånt koncernen 1,3 milliarder kr. Kravet er en egenkapital på mindst 200 millioner kr. Den manglende egenkapital er for nylig blevet dækket ind af andelsselskabet MD Foods, som for MDI har stillet en garanti over for bankerne. Det er sket uden at informere de menige andelshavere blandt landmændene, som efter de seneste års tab er skeptiske over udviklingen i MDI. De bliver givetvis tvunget til at satse yderligere 300-400 millioner kr. i ansvarlig kapital de kommende år og overtage hele den finansielle risiko i MDI. Så vidt Mandag Morgen erfarer, vil de institutionelle investorer blandt MDIs aktionærer nemlig ikke være med til at indskyde mere ny kapital i MDI. Hovedparten af de eksterne aktionærer tror nemlig ikke længere på det stort anlagte projekt, som andelsbevægelsen og institutionelle investorer gik sammen om i 1989. De vil tage den endelige beslutning, når de om få uger får forelagt en handlingsplan. Ledelsen for MD Foods amba står nu over for en ganske svær opgave: De skal overtale de 9.000 andelshavere til at ombytte forventede efterbetalinger til risikovilligt kapitalindskud i de kriseramte engelske selskaber. Uden andelshavernes ja til nye kapitalindskud vil det ikke være muligt at videreføre MD Foods’ prestigefyldte internationale satsning. De institutionelle investorer ser i stedet helst en fusion med den engelske konkurrent Northern Foods.