Medierne kan ikke lege gemmeleg, når vi taler om demokratiets krise

Et mediesystem i krise

’Danskernes brug af nyhedsmedier 2024’ fra Center for Nyhedsforskning ved Roskilde Universitet bekræfter billedet. 23 procent forsøger aktivt at undgå nyheder – især unge, der finder journalistikken for negativ, deprimerende og uden forbindelse til deres liv. Kun 15 procent af de 20-29-årige ser dagligt flow-tv-nyheder. For dem er de store journalistiske nyhedsudsendelser blevet både irrelevante og utroværdige.

Men krisen stikker dybere end generationsforskelle. Den rammer bredt. Tilliden til medier er markant lavere blandt danskere med kort uddannelse og lav indkomst – særligt i yderområderne. Mange oplever, at deres historier aldrig bliver fortalt – eller bliver reduceret til karikaturer og konfliktvinkler. Og når tilliden svigter, flytter deltagelsen andre steder hen: til kommentarspor, til vrede hashtags, til platforme uden redigering, redelighed eller ansvar.

Journalisterne stiller aldrig de spørgsmål, jeg ville stille. De lytter ikke til folk som mig.

Citat fra en deltager, der føler sig marginaliseret i den offentlige debat og ikke anerkendt som legitim stemme

Det danske billede står ikke alene. I rapporten Strategies for Building Trust in News (Reuters Institute, 2023) dokumenteres et lignende tillidstab globalt. Mistilliden er særlig stærk blandt dem, der i forvejen er marginaliserede: unge, lavtuddannede, minoriteter, folk udenfor storbyerne. For dem fremstår medierne som lukkede miljøer med indforståede koder og perspektivfattig dækning.

Og tillid handler ikke kun om indhold. Det handler om tone, inklusion og relevans. Medier, der konstant kommunikerer krise og konflikt, uden blik for løsninger eller handlemuligheder, bliver ikke opfattet som vagthunde – men som støjkilder. ’Trends and Predictions 2025’, også fra Reuters Institute, føjer en advarsel til: Hvis medierne ikke formår at skabe relationer baseret på respekt og relevans, vil næste generation ikke arve idéen om journalistik som samfundsbærer. Den vil blot opleve medier som endnu en notifikationsstøj, man med god grund kan slå fra.

Hvorfor er medierne havnet i en tillidskrise?

Populistiske ledere – med USA’s præsident Trump som prototypen – har aktivt udpeget medier som fjenden, hvilket har undermineret pressens legitimitet i store dele af befolkningen. Det skaber et miljø, hvor faktatjek, kildeetik og journalistisk ansvarlighed mistænkeliggøres som del af et etablissement. Konsekvens: For mange borgere bliver det ikke længere vigtigt, om noget er sandt – men hvem der siger det.

Det er som om medierne altid taler til hinanden – aldrig til os.

Udsagn fra en fokusgruppe, hvor medierne blev opfattet som en del af den politiske elite, snarere end dens modspil

Før fandtes fælles referencerammer. Nu vælger folk deres egne mediebobler – ofte via sociale medier. Det forstærker polariseringen og skaber mistillid på tværs af sociale klasser og befolkningsgrupper, fordi vi sjældent læser det samme eller forstår de samme begivenheder ens. Tillid til medier er i stigende grad tillid til ’egne’ medier – ikke medier generelt.

Flere grupper – særligt lavindkomstborgere, unge og folk i landdistrikter – oplever ikke, at medierne afspejler deres virkelighed. Når journalistikken primært produceres af storbyakademikere, risikerer den at miste kulturel genklang uden at ville det. Folk siger: “De dækker os aldrig – og hvis de gør, så er det med fordomme.”

Meget journalistik fokuserer på skandaler, konflikter og katastrofer. Det skaber en opfattelse af, at medierne forvrænger virkeligheden og bruger frygt til at fastholde opmærksomhed. Især unge føler sig “emotionelt drænet” af nyheder, som de opfatter som gentagende og håbløse. Pressede medieøkonomier har ført til nedskæringer, clickbait og overfladisk dækning. Når journalistik styres af likes og klik, udvandes den klassiske rolle som vagthund og samfundsinformator.

Flere forskningsmiljøer – herunder Reuters Institute, Nieman Lab og Center for Nyhedsforskning på RUC i Danmark – har peget på konkrete veje ud af krisen. Et af de mest citerede forslag fra Strategies for Building Trust in News er idéen om en “redaktionel kontrakt”, hvor medier forpligter sig på:

• Repræsentation: afspejle hele befolkningen
• Relation: opbygge kontakt til læsere – ikke bare sende indhold ud til dem
• Relevans: gøre journalistikken konkret og brugbar
• Retskaffenhed: gennemsigtighed i de redaktionelle processer og etiske principper for  mødet med algoritmerne

Hvis medierne vil genvinde deres legitimitet som fjerde statsmagt, kræver det mere end professionel dygtighed. Det kræver selvrefleksion – og mod til forandring. Det handler om mediekulturen, og hvad vi selv kan gøre for at genskabe tilliden.

De dækker jo aldrig noget, før det er for sent. De er mere optaget af skandaler end af at forstå, hvad der foregår.

Kritik rettet mod sensationsjournalistik og medieprioriteringer, som ifølge deltagerne ikke afspejler samfundets virkelige problemer

Der er også brug for nogle strukturelle tiltag: Langsigtede investeringer i lokal journalistik og mere undersøgende journalistik. Redaktioner, der afspejler befolkningens mangfoldighed og som har selverkendelse i forhold til fordomme og forudfattede vinklinger. Mediepolitiske rammer, der belønner journalistikkens demokratiske funktion med at søge indsigt, perspektiv, fakta og løsninger. Og vigtigst: en ny redaktionel selvforståelse. Vi har som demokratiets vogtere og kritiske overvågere af magten mistet den brede kontakt og tillid hos befolkningen, og det kræver hårdt arbejde at genvinde det tabte.

Demokratiet har brug for medier, vi kan tro på. Ikke perfekte medier. Ikke ufejlbarlige medier. Men medier, der tør forpligte sig på andet end at dyrke holdninger og skabe opmærksomhed. Medier, der skaber sammenhængskraft, praktiserer gennemsigtighed med fejl, som har indlevelsesevne i forhold til andre mennesker, som skaber tillid i forhold til rollen som offentlighedens repræsentanter og demokratiets vogtere.

Når medierne mister demokratiet af syne, mister vi også troen på hinanden. Og det har ingen råd til – heller ikke medierne selv.