Kommunalvalgkamp blottet for kommunalpolitik
Valgforsker: Medierne gav kvantitet i stedet for kvalitet
Kommunalpolitikerne har de seneste uger gjort en ihærdig indsats for at trække de politiske markeringer ud af valgkampen. Og det er lykkedes ganske godt, viser en analyse, som Ugebrevet har foretaget af en række lokale dagblade. Kun hver femte artikel tager udgangspunkt i et konkret politisk spørgsmål, og mere end halvdelen af valghistorierne handler om spin, spil og personer. Skoler, daginstitutioner og andre konkrete serviceområder fylder stort set intet i debatten. Analysen er tankevækkende, fordi den er foretaget i den del af dagspressen, hvor de nære og konkrete politiske spørgsmål typisk står højt på dagsordenen. “Vi har fået mere kvantitet, men ikke mere kvalitet, ” siger valgforsker og lektor ved Danmarks Journalisthøjskole Roger Buch.