Timingen kunne næppe være mere præcis: Umiddelbart før forhandlingerne om et nyt medieforlig, og netop som den nye lov om mediestøtte er trådt i kraft, offentliggøres et alvorligt anklageskrift mod en af nyhedsformidlingens grundpiller: den politiske journalistik.

Det kommer i form af bogen ”Political Journalism in Transition – Western Europe in a Comparative Perspective”, der er forfattet af en række europæiske medieforskere. Under den akademiske overskrift skjuler sig en meget alvorlig kritik af en journalistik, der over en flerårig periode er blevet stadig mere overfladisk, personcentreret og sammenfiltret med sine kilder – en udvikling, der accelereres af en voldsomt opskruet intern konkurrence om breaking news. Mens medierne kæmper om, hvem der kan vælte flest ministre, falder tilliden til såvel journalister som politikere til nye lavpunkter.

Bogen analyserer europæiske lande som Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Danmark og konkluderer, at de i betydeligt omfang oplever de samme problemer. Selv om de britiske skandaler med aflytninger af kendte og kongelige ligger i en klasse for sig, er de alligevel symptomatiske for et journalistisk race to the bottom, der ikke alene underminerer tilliden til medierne, men også svigter det demokrati, de selv opfatter sig som en garant for.

Danmark er ifølge bogen ingen undtagelse – snarere tværtimod. En undersøgelse af ni europæiske lande udpegede i 2012 Danmark som det land, hvor der er konstateret den hurtigste vækst i den personcentrerede politiske journalistik. Danske nyhedsmedier udmærker sig ifølge bogen ved at have rykket sig stadig tættere på politikernes personlige liv, herunder deres privatøkonomi. Det gælder både for tabloidpressen og de mere seriøse medier. Antallet af politiske skandaler i medierne er tredoblet i perioden fra 2000 til 2010.

Den kritik er fremsat flere gange, men med bogen ”Journalism in Transition” foreligger et mere omfattende og internationalt sammenligneligt studium af nyhedsindustriens største udfordring: Tabet af troværdighed.

Mediernes forsvarsmekanismer

Der er flere måder, de anklagede medier kan forsvare sig på: At ignorere anklagen, at miskreditere anklageren (analysen) eller at normalisere problemet med henvisning til vilkårene i ”moderne journalistik og politik”. Man kunne også tage anklagen alvorligt. Det vil sige erkende problemet og begynde at løse det.

Skal man tage udgangspunkt i nyhedsmediernes sædvanlige måde at besvare kritik på, er responsen forudsigelig: En sammenblanding af fortielse og normalisering.

Det illustrerer også den medvirkende årsag til, at de fortsætter turen mod bunden – ikke bare kvalitetsmæssigt, men også forretningsmæssigt. Igennem de sidste fire årtier har økonomisk krise og læserflugt været et tilbagevendende tema i dagspressen.

Den første store udfordring kom fra tv-mediet, senere fulgte internet, gratisaviser m.v. Hver gang kom udfordringen som en overraskelse og en trussel, som man ofte forsvarede sig imod ved at gøre som konkurrenterne – f.eks. ved at gøre sit produkt – nyhederne – gratis tilgængeligt. Den fatale strategiske fejltagelse er svær at rette op på.

Nu må også tv-nyhederne erkende, at de har mættet eller trættet deres seere. DR Nyheder og TV 2 Nyhederne har tilsammen mistet en halv million seere de sidste ti år. Også her normaliseres problemet: Der er kommet flere medieplatforme til, folk har ændret vaner etc. Det er ikke helt forkert, men måske heller ikke hele sandheden.

Måske skyldes problemet også, at nyhederne rammer over, under eller ved siden af behovet hos en befolkning, som ønsker en anden og mere vedkommende form for nyheder. Måske er de også trætte af valget mellem katastrofer og skandaler, de ikke kan forholde sig til.

Konkurrencespild

I stedet for at åbne for en dybere selverkendelse og tænke over, hvordan de kan skabe fornyet interesse for deres ydelser, har medierne kastet sig ud i en stadig hårdere og mere destruktiv konkurrence på marginalerne – en konkurrence, der snarere styrker deres egne professionelle egoer end forholdet til læsere og seere.

Rapporten omtaler udviklingen som ”The Emergence of an Increasingly Competitive News Regime in Denmark”. Det, der konkurreres på, er i stadig mere tydelig grad, hvem der kommer først med breaking news – et begreb, som den indædte konkurrence har bidraget til at forfladige og udvande.

Konkurrencen om de få minutters eksklusivitet flytter næppe læsere og seere, men koster til gengæld ressourcer. Medieforskerne bruger den rammende betegnelse ”konkurrencespild”.

Hermed er vi fremme ved den konklusion, som er ”anklageskiftets” vigtigste perspektiv: At nyhedsmedierne har svigtet en af deres vigtigste opgaver, nemlig at bidrage til en seriøs og informeret debat om de store udfordringer, samfundet konfronteres med.

Det handler i vidt omfang om politik, og hvordan den forvaltes. Skal man tage den nye rapport for pålydende, prioriterer og praktiserer nyhedsmedierne den politiske journalistik på en måde, der stiller alvorlige spørgsmålstegn ved deres egen betydning for de demokratiske processer og dermed – dybest set – ved deres egen eksistensberettigelse.

Spørgsmålet er, hvornår de selv opdager de breaking news, der handler om deres egen fremtid.