Mediernes nye udfordringer
Medier kan bruges til mange ting. Sidste uge bragte nye detaljer og afsløringer frem i sagen om læk og indblanding i Helle Thorning-Schmidts skatteforhold, der er blevet dækket massivt på alle mediekanaler. Manipulation og uskønne magtspil mellem spindoktorer, journalister, embedsmænd og politikere har set dagens lys.
Almindelig anstændighed og respekt for privatlivet har været nogle af de mest tydelige ofre for mediernes jagt på den store sensation. Skattesagen er det seneste udtryk for en tivolisering af demokratiet, der ofte fremstår som et rent underholdningshow snarere end en civiliseret og oplyst styreform.
Medierne har været en af statsminister Helle Thorning-Schmidts største udfordringer i regeringens første år. Hvordan hun har tacklet den opgave – og hvordan hun kan bære sig ad med at genvinde danskernes tillid – ser vi nærmere på i lederportrættet Thornings mission: Tilbage til nutiden.
I denne udgave af Mandag Morgen Navigation analyserer vi også, hvordan den nye globale arbejdsdeling direkte udfordrer grundpillerne i den danske model. I den strategiske analyse Det nye globale nærhedsprincip kan du læse, at vore naboer i det nære øst udgør den største konkurrent for danske industriproduktion og innovationskraft i de kommende år.
Digitalisering og evnen til at udnytte de nye teknologier bliver helt afgørende for, om Danmark og danske virksomheder vil klare sig i den globale kappestrid eller flytte udenlands. Det offentlige kan her bidrage til at sætte ekstra fart i den digitale omstilling. Hvordan det kan foregå, handler denne måneds omfattende Intelligence-sektion om.
Mandag Morgen Navigation er viet til at trække de store linjer op i samfundsudviklingen og analysere de udfordringer, som vil ramme os i de kommende måneder og år. I analysen Krigen om råstofferne tegner vi f.eks. et kort over fronterne i den globale råstofkrig, der bliver afgørende for virksomheders og nationers fremtidige vækstmuligheder.
Husk også, at du alle hverdagsmorgener fra kl. 6 kan læse en ny analyse fra Mandag Morgen på mm.dk. I vores digitale ugebrev samler vi hver mandag ugens vigtigste begivenheder og historier. Både ugebrevet og Mandag Morgen Navigation kan downloades på mm.dk. Vil du gerne have nyheder inden for et bestemt område leveret direkte i din mailboks, er det nu også muligt at abonnere på udvalgte strategiske dagsordener.





