De meningsløse tab

Erik Rasmussen
Danskernes farligste rejse

Mandag Morgens adm. direktør og grundlægger, Erik Rasmussen, har med udgangspunkt i personlige oplevelser, samtaler med landets førende eksperter og omfattende research skrevet "anklageskriftet" Danskernes farligste rejse.

Læs hele "Danskernes farligste rejse" her

Anklagen retter sig ikke mod læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, men mod et system, der har svigtet patientsikkerheden og dermed er blevet medskyldig i, at hundredtusindvis af patienter har lidt unødig skade under indlæggelse på sygehusene, og at flere tusinder er døde i løbet af en længere årrække.

Hvert år dør et sted mellem 1.000 og 5.000 danskere på grund af ”utilsigtede hændelser” i sygehusvæsenet.

Årligt indrapporteres over 150.000 utilsigtede hændelser, og halvdelen påfører patienterne skader. Se figur 1 nedenfor. Nogle af disse skader er milde. Andre kræver ny behandling og muligvis genindlæggelse. En del koster altså patienterne livet.

Og det er oven i købet kun toppen af isbjerget. Patientombuddet, der modtager indberetningerne, vurderer, at der er ”et stort mørketal” – fejl, der ikke indrapporteres.

Læs også kommentaren "Regionerne og Politiken forskønner dødeligheden"

Det er i kortest tænkelige form tilstandsrapporten på patientsikkerheden i Danmark anno 2013.

Det er nu 12 år siden, at DSI Institut for Sundhedsvæsen udsendte den første rapport om ”utilsigtede hændelser på danske sygehuse”. Den udløste en bred debat om behovet for at sætte patientsikkerheden højere på den sundhedspolitiske dagsorden.

[graph title="Fejl skader patienter" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/42a73-figur_fejlskaderpatienter.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/9cfd1-figur_fejlskaderpatienter.png" text="En stor del af fejlene på sygehusene og i det kommunale sundhedsvæsen påfører patienter skader."]Kilde: Patientombuddet: Årsberetning 2012. Del 1. Dansk Patientsikkerheds Database, 2013. [/graph]

Men hvad er der så sket i mellemtiden? Spørger man de eksperter, som har fulgt området – og deltaget i debatten – gennem årene, er svaret: Langtfra nok.

Og ét er det store antal dødsfald. Hvad der er nok så skræmmende, er, at vi ikke kender antallet mere præcist. Er det 1.000 eller 5.000 menneskeliv, som hvert år kunne være reddet? Vi ved det ikke.

Et anklageskrift

For et lille års tid siden blev jeg selv indlagt på et dansk universitetshospital, hvor jeg skulle opereres for en ukompliceret blærelidelse. Men operationen blev meget kompliceret og tog adskillige timer. Tre dage efter blev min tilstand stærkt forværret, blodtrykket faldt som en sten og kunne til sidst ikke måles, de vigtigste organer satte ud.  Jeg var blevet offer for et såkaldt septisk chok – en potentielt dødbringende blodforgiftning.

Respiratoren holdt mig kunstigt i live, men chancerne var meget spinkle. En ny operation var påkrævet, men stærkt svækket af et stort indgreb få dage forinden ville jeg have svært ved at overleve det næste. Problemet var, at den første operation efterlod infektioner og bakterier, der via blodårerne spredtes til hele kroppen. Jeg var uhyggelig tæt på at ende i statistikken som en ”utilsigtet hændelse” med dødelig udgang.

Mirakuløst overlevede jeg – efter adskillige psykisk og fysisk udfordrende dage i respiratoren og flere ugers genoptræning. Det noget diffuse begreb ”utilsigtede hændelser” havde pludselig fået en meget konkret betydning for mig.

Det var på den baggrund, jeg begyndte at dykke ned i tallene. Og jo dybere jeg dykkede, desto mere indigneret blev jeg: Indigneret over, at vi i så mange år har normaliseret et stort antal utilsigtede og uforklarlige dødsfald i det danske sundhedsvæsen. Dødsfald, der tilsyneladende kunne være undgået.

Resultatet er det ”anklageskrift”, som Mandag Morgen offentliggør i dag.

Min anklage retter sig ikke mod læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, men mod et system, der har svigtet patientsikkerheden og dermed er blevet medskyldig i, at hundredtusindvis af patienter har lidt unødig skade under indlæggelse på sygehusene, og at flere tusinder er døde i løbet af en længere årrække.

Dødsfald kan undgås

Anklagen støttes af centrale ”vidner” – eksperter, der igennem en lang årrække har beskæftiget sig med patientsikkerhed og sundhedsøkonomi. Se også tekstboks.

Professor i sundhedsøkonomi på Aarhus Universitet Jes Søgaard har på Mandag Morgens opfordring vurderet, hvad vi ved om forebyggelige dødsfald på danske sygehuse. Hans konklusion er entydig: Vi ved ufattelig lidt – ud over at tallet antagelig ligger mellem 1.000 og 5.000 dødsfald om året.

Det store antal utilsigtede hændelser og dødsfald må i vidt omfang betegnes som ”uagtsomme”, fordi årsagen ofte er en eller anden form for uagtsomhed eller manglende disciplin. Det er i hvert fald budskabet i projektet ”Patientsikkert Sygehus”, der blev lanceret i 2010 af Dansk Selskab for Patientsikkerhed i samarbejde med TrygFonden.

Rapporten fastslår, at mange patienter udsættes for skader, fejltagelser eller mangler i behandlingen, til trods for ”at det ofte er velkendt, hvad der skal til for at forebygge skaderne,” som det hedder i rapporten. ”Den viden om pleje og behandling, som sundhedsvæsenet har, bliver ikke altid brugt systematisk og konsekvent i patientbehandlingen.”

For at komme problemet til livs har ”Patientsikkert Sygehus” udviklet en række forskellige ”pakker”, der opstiller regler og retningslinjer for bedre pleje og omsorg, f.eks. tryksårpakker, respiratorpakker, sepsispakker, pakker for sikker kirurgi, hjertestop m.v.  Pakkerne tyder på, at bedre rutiner og arbejdsgange på blot tre områder kan forebygge flere hundrede dødsfald om året. 

Hvis resultaterne kan dokumenteres, tegner de et klart billede: En væsentlig årsag til det store antal skader og fejl, nogle med døden til følge, er elementære svigt i den løbende pleje og behandling af patienterne.

Stresset sundhedspersonale

Flere forhold kan bidrage til at forklare de mange utilsigtede hændelser og dødsfald på sygehusene. Det gælder bl.a. nedskæringer og arbejdspres. 

Problemet behandles i en rapport fra Sundhedsstyrelsen fra 2009 om ”Arbejdsmiljø og utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet”. Rapporten fremhæver – ikke overraskende – stress, højt arbejdstempo, udbrændthed m.v. som direkte årsager til dødelighed i forbindelse med indlæggelse, hyppighed af komplikationer og andre former for utilsigtede hændelser. Konklusionen bakkes op af andre danske og udenlandske undersøgelser.

Man skal heller ikke have været indlagt ret længe på en sengeafdeling på et stort hospital, før man indser, at de utilsigtede hændelser er en uundgåelig konsekvens af det stressniveau, der karakteriserer hverdagen på mange sygehuse.

To stressede miljøer møder hinanden: Patientmiljøet og behandlermiljøet. Patienterne befinder sig i ukendte omgivelser og skal uforberedte og uforstående håndtere store personlige udfordringer. De mødes af et personale, der sjældent har den nødvendige tid til at give patienterne den ønskede tryghed. Ikke fordi de ikke vil, men fordi systemet og arbejdsgangene ikke tillader det.

Vi kender alle udtrykket ”Der skal et godt helbred til at være indlagt på et sygehus”. Vi trækker på smilebåndet og har ligesom accepteret det som en kendsgerning. Det er det også. Det dokumenterer alle tal – hvor usikre de end måtte være.

Den nødvendige indsats

Vi har hidtil normaliseret de mange utilsigtede dødsfald som ”accepterede” eller ”erkendte” risici.

Hvis det handlede om krigs- eller trafikofre, ville vi aldrig acceptere det. Problemet og dets omfang har været erkendt i årevis uden at udløse nogen målrettet indsats eller målbare resultater.

Den mangelfulde patientsikkerhed er den sikkerhedsrisiko, der rammer flest danskere hårdest.

Der er brug for at trække en streg i sandet og én gang for alle gøre patientsikkerheden til en højt prioriteret dagsorden i samfundet – både behandlingsfagligt, politisk og økonomisk.

Det skylder vi ikke alene dem, der har lidt under skaderne eller betalt den største pris, men også den million danskere, der hvert år indlægges på danske sygehuse. De har krav på optimal sikkerhed og tryghed. Det yder vi ikke i dag.

Tre vidneforklaringer

Sundhedsvæsenet er for dårligt til at lære af egne fejl og dele erfaringer med hinanden.

Det er budskabet fra overlæge Jørgen Hansen, når han skal gøre en kort status over ti års arbejde med patientsikkerhed. Siden patientsikkerhedsordningen blev etableret, har han stået i spidsen for at indsamle og kommunikere data om udviklingen i utilsigtede hændelser. Og han havde både ønsket og forventet, at sundhedsvæsenet var nået meget længere med at reducere skader og forebyggelige dødsfald blandt patienterne.

”Til januar er det ti år siden, patientsikkerhedsordningen blev etableret. Men når jeg ser tilbage på det tiår, er jeg unægtelig lidt skuffet over, hvor lidt det har rykket – at der ikke er gjort mere for at forebygge utilsigtede hændelser,” siger Jørgen Hansen.

”Vi modtager årligt mere end 150.000 rapporter fra alle de lokale institutioner og formidler herefter viden ud til alle dele af sundhedssektoren, netop med det formål, at man skal lære af de fejl, som andre allerede har begået. Det sker desværre langtfra i det omfang, man kunne ønske,” siger han.

”De enkelte institutioner i sundhedssektoren er meget autonome. De har tilsyneladende meget svært ved at dele viden og især at tage ved lære af andres erfaringer. Det er en stor barriere i kampen for at forebygge utilsigtede hændelser. Det er netop evnen og viljen til at lære af andre, der skal sikre, at vi hele tiden bliver bedre.” 

Inden for det næste halvandet år forventer Jørgen Hansen omkring 150.000 flere rapporterede hændelser fra den kommunale sektor. Men han er ikke i tvivl om, at det samlede antal fejl er ”uhyggeligt højt”, og at der er ”et stort mørketal”.

Også to af Danmarks mest fremtrædende sundhedsøkonomer finder begge, at usikkerheden om omfanget af utilsigtede hændelser og dødsfald er helt uacceptabel, og efterlyser konkrete initiativer og handlinger, der kan sikre en bedre patientsikkerhed.

Professor Jes Søgaard, Aarhus Universitet, siger: ”Det er skandaløst, at vi står over for så store problemer uden at vide mere om det præcise omfang – om det er 1.000 eller 5.000, der dør hvert år som følge af utilsigtede hændelser. Derfor er det nødvendigt, at vi hurtigt får skabt klarhed og iværksat en målrettet større indsats,” siger han.

”Alle er opmærksomme på problemet, men man fornemmer en berøringsangst over for at tage alvorligt fat om det – og den berøringsangst omfatter såvel centrale myndigheder som alle øvrige dele af sundhedsvæsenet. Det opfattes som en tabersag, som der ikke er nogen, der for alvor vil engagere sig i. Ellers var vi nået længere med viden og løsninger,” siger han.

Professor Kjeld Møller Pedersen, Syddansk Universitet, mener, at en løsning af problemet primært er en ledelsesopgave. Det er ledelsens engagement og prioriteringer, der skal sikre det nødvendige gennembrud. ”Men det kræver en kulturændring i sundhedsvæsenet og på sygehusene,” siger han. ”Den nuværende tilstand er selvfølgelig ikke acceptabel. Vi må til at arbejde ud fra en nulfejlskultur.”

Kjeld Møller Pedersen finder det også nødvendigt at få præciseret begreberne og blive langt bedre til at registrere de utilsigtede hændelser. ”Vi må have en fælles forståelse for, hvornår noget er en erkendt risiko, hvornår det er en utilsigtet hændelse, og hvornår det er en decideret fejl. Tilsvarende må rapporteringen af de utilsigtede hændelser være langt mere nøjagtig. Vi må også erkende, at der forekommer langt flere utilsigtede hændelser, end der registreres. Men en bredere og mere præcis registrering er også et spørgsmål om kultur.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu