Det dansk-kinesiske opgør om menneskerettigheder var ikke en tilfældig diplomatisk forvikling, men starten på en ny måde at føre udenrigspolitik på. Det er nu ikke blot virksomhederne, der i stigende grad må veje deres egne interesser på menneskerettighedernes guldvægt. Også staterne er i stigende grad tvunget til at lade mere traditionelle udenrigspolitiske prioriteter vige til fordel for mere bløde emner. Derfor varsler det dansk-kinesiske opgør et vigtigt nybrud i de inter-nationale omgangsformer. Men det vestlige sværd er tveægget: Vesten kan kun befæste sin moralske sejr ved at optræde moralsk - og Vestens moral er langt fra uangribelig. Samtidig leder menneskerettighedsdebatten med dens mange udiplomatiske aktører til en række konflikter mellem staterne, som det tidligere var klog statsmandskunst at vige udenom. For virksomhederne indebærer udviklingen, at politik og forretning bliver to sider af samme sag. Mandag Morgen fortolker de inter-nationale reaktioner på sidste uges vigtigste nyhed.