Skosælgere, borgerservitricer og prostituerede. Det er ikke lutter flatterende ord, de danske diplomater får med på vejen fra en af udenrigstjenestens tætteste iagttagere, professor Martin Marcussen, netop som alle Danmarks 71 ambassadører og hjemlige chefer i denne uge samles til det årlige ambassadørtræf på Asiatisk Plads.

Ugen ud har ambassadørerne travlt med at møde deres ”kunder og interessenter”, som de selv kalder de virksomheder, kommuner og ministerier, som Udenrigsministeriet samarbejder med. Se tekstboks. Men deres fokus på at skaffe kunder og tjene penge på eksportrådgivning og handelsfremstød for bl.a. at opfylde indtjeningskravet på godt 100 mio. kr. årligt, skygger for det klassiske diplomatiske arbejde, lyder kritikken fra Martin Marcussen, professor i international forvaltning ved Københavns Universitet

”Det er ikke i Danmarks interesse, at ambassadørerne konkurrerer med hinanden om at lokke danske virksomheder hen til lige præcis deres ambassade. Det er jo det, ambassadørmødet handler om: De konkurrerer om, hvem der kan skaffe flest kunder,” siger Martin Marcussen i et interview med Mandag Morgen.

Professoren kritiserer dermed Udenrigsministeriets satsning på økonomisk diplomati, som har domineret det danske diplomati, siden departementschef Ulrik Vestergaard Knudsens tiltrædelse i 2013.

”Han tiltrådte på et mandat om at gøre økonomisk diplomati til det nye sort i udenrigstjenesten. Det var et forsøg på at finde et nyt raison d’être, som alle og enhver – selv der midt i finanskrisen – kunne forstå. Men det kommercielle fokus sker på bekostning af det klassiske udenrigsdiplomati, der bl.a. handler om relationsopbygning, tillidspleje og samarbejde i internationale organisationer. Og det er 100 procent problematisk,” siger Martin Marcussen og uddyber:

”Når man blander det økonomiske handelsarbejde ind i diplomatiet, så underminerer man sin egen autoritet. For hvad er det egentlig, de danske ambassadører har gang i? Arbejder de for et bedre globalt samarbejde i en verden i krise, eller forsøger de at sælge Ecco-sko og Arla-produkter?”

Udenrigsministeriets departementschef afviser, at ugens ambassadørmøde skulle være en intern konkurrence om kunder:

”Ambassadørmødet er hverken en funktion af eller en platform for intern konkurrence mellem vores ambassadører. Det kan jeg helt afvise,” siger Ulrik Vestergaard Knudsen og fortsætter:

”Udenrigsministeriets berettigelse er i dag og på sigt, at vi skal hjælpe danskere med at få succes i udlandet, hvad end det er danske virksomheder, forskere, borgere eller andre ministerier. Så det er formålet med det – ikke en jagt på kunder,” siger han, men anerkender dog, at satsningen på det økonomiske diplomati rejser spørgsmål om prioritering af ressourcer:

”Jeg vil godt anerkende, at når man laver en satsning på økonomisk diplomati, som vi har gjort, så flytter man ressourcer fra noget andet. Og det er klart, at på et tidspunkt, hvor verden udvikler sig ekstremt usikkert med Brexit, ISIL, Rusland, migration, så står vi over for en periode, hvor vi skal genoverveje de samlede prioriteter. Men jeg kan sige med sikkerhed, at det bliver ikke på bekostning af det økonomiske diplomati,” siger Ulrik Vestergaard Knudsen.

Stærke mænd vinder frem

Der er ellers masser af klassisk diplomatisk arbejde at tage fat på for tiden, hvor briterne har besluttet at forlade EU, den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump har sået tvivl om solidaritetsprincippet i NATO, og ”stærke mænd” i Tyrkiet, Rusland og Kina buldrer frem uden megen respekt for internationale aftaler og konventioner.

”Den liberale, diplomatiske verdensorden bliver truet fra alle sider lige nu. Vi har brugt årtier på at opbygge et internationalt system baseret på samarbejde og regler, der betyder, at de store lande ikke uden videre kan tryne de små. Men nu er der ikke længere nogen af betydning, der forsvarer denne struktur,” siger Martin Marcussen.

”Vi lever i en tid, hvor det er populært at have stærke mænd med simple svar på problemerne. Ungarn, Tyrkiet, Rusland, USA, Indien og Kina – hele vejen rundt er de stærke mænd på vej frem. Og det er ikke noget, der tjener Danmarks interesser,” siger han og henviser til et citat fra filminstruktøren Stanley Kubrick, der går på, at de store lande altid har opført sig som bøller og de små lande som prostituerede.

”Det er den nyrealistiske logik, vi risikerer at ende ud i, hvor Danmark må opføre sig som prostitueret, fordi vi er afhængig af de store landes nåde. Sådan behøver det ikke at være. Men det kræver, at vi forsvarer den regelbundne internationale verdensorden, der bliver truet lige nu,” siger han.

Danskerne er dog også selv en del af problemet. Vi forsvarer ikke aktivt det internationale system, dels fordi vi ikke har de diplomatiske ressourcer til det, og dels fordi vi prioriterer de kommercielle aktiviteter.

”Og så er det efterhånden blevet politisk legitimt i den danske debat at stille spørgsmålstegn ved, om de internationale regler overhovedet er i Danmarks interesse, om vi kan bruge konventionerne til noget, og om EU nogensinde har gjort noget for os,” siger Martin Marcussen.

”Der har Udenrigsministeriet slet ikke været gode nok til at minde politikerne og befolkningen om, at Danmark er en lille, åben økonomi afhængig af en liberal og regelbaseret verdensorden, og at det er grundlaget for vores velfærd, for vores succes.”

”Det er ekstremt bekymrende. For det er først i det øjeblik, at helvede bryder løs, at vi indser, at den regelbaserede internationale orden er en forsikringsordning, som vi lige har opsagt,” advarer han.

Granskerens rådgiver

Mandag Morgen møder Martin Marcussen på et lille rodet kontor oppe under loftet på Institut for Statskundskab på det gamle kommunehospital ved søerne i København. Kontoret ligner et biblioteksdepot med stakkevis af bøger overalt, og der er kun lige ryddet i en smal passage hen til det skrivebord, hvor professoren sidder og arbejder. På gulvet står en stak med den nyeste bogudgivelse med den ligefremme titel ”Diplomati”. Se tekstboks.

Det er den første bog i en trilogi om det moderne danske diplomati, der har været genstand for Martin Marcussens studier de sidste fire år, bl.a. idet han har været medlem af ekspertgrupper i Udenrigsministeriet, rejst rundt til de danske repræsentationer i udlandet og senest været en del af følgegruppen for ambassadør Peter Taksøe-Jensens udenrigspolitiske redegørelse, der blev lanceret tidligere i år.

Pointen om, at den regelbundne internationale orden er selve kernen for Danmarks globale interesser, deler Martin Marcussen med statsministerens udenrigspolitiske gransker. Men som granskerens sparringspartner forsøgte Martin Marcussen længe at overbevise Taksøe-Jensen om også at bruge rapporten til at melde klart ud, at der er blevet skåret for meget på udenrigstjenestens budgetter. Det budskab kom ikke med i rapporten, formentlig fordi Taksøe-Jensen med sin velkendte politiske tæft havde læst de politiske signaler godt nok til at vide, at vi fremover ”kommer til at leve med en mindre udenrigstjeneste”, som udenrigsminister Kristian Jensen (V) sagde til Politiken i april inden rapportens lancering. Til gengæld er advarslerne mod en impotent dansk udenrigstjeneste blevet en af hovedkonklusionerne i Martin Marcussens egen bog:

”Hvorvidt Danmark i dag har et beredskab, der kan understøtte en aktiv udenrigspolitik, må betvivles,” lyder det i bogens konklusion.

Og i nærværende interview siger han det endnu skarpere: ”I dag er det et spørgsmål om systemets sammenbrud,” mener han og henviser til de sidste års besparelser. Se figur 1.

Konkurrencestaten presser diplomaterne

Martin Marcussen er ikke alene en sjælden kritiker af Udenrigsministeriets nye kommercielle kurs, han er også en indædt forsvarsadvokat for et klassisk stærkt dansk diplomati, og i bogen forsøger han derfor at illustrere værdien af aktive danske diplomater, selv om de ofte må arbejde i det skjulte.

”Formålet med bogen er i høj grad at gøre det usynlige synligt. Diplomater er per definition ikke synlige. Deres opgaver handler om tillidsopbygning, netværksopbygning, at udbrede kendskab til Danmark, og alt det tager meget lang tid, og det er meget svært at kvantificere. Har de succes, så mærker vi det først ved, at der ikke opstår en konflikt,” siger han.

”Det stiller diplomatiet over for et problem. Vi kan ikke se, hvad de laver, og det gør det ganske vanskeligt for diplomatiet at klare sig i konkurrencestatens tidsalder, hvor alt, hvad man laver, helst skal kunne kvantificeres.”

”Konkurrencestaten kræver, at man leverer et direkte og målbart bidrag til nationalbudgettet. Men klemmes diplomatiet ned i den logik, risikerer vi at glemme, at den liberale og regelbaserede verdensorden er selve eksistensgrundlaget for Danmark,” advarer han.

Borgerservice fylder for meget

Den store satsning på det økonomiske diplomati er i samme optik en redningsplanke for et presset Udenrigsministerium, der længe har kæmpet for at bevise sit eget værd – og der er eksportarbejdet et af de få områder, hvor befolkningen direkte oplever, at diplomaterne bidrager med noget.

”Når udenrigstjenesten hjælper danske virksomheder i udlandet, bidrager de jo til den hjemlige vækst og til at skabe arbejdspladser. Der taler man direkte til noget, danskerne kan forstå,” siger Martin Marcussen.

Det andet sted er den mere elementære men ressourcekrævende opgave at tælle danskere, når en naturkatastrofe eller et terrorangreb rammer et sted i udlandet. Det er nærmest noget medierne og politikerne forlanger.

”Offentligheden forventer, at Udenrigsministeriet kan redegøre for, hvor mange danskere der præcis er i Nice efter en terroraktion. Og det koster enorme ressourcer at kunne svare på det mediespørgsmål.”

”Diplomati er i sin natur langsigtet og usynligt. Det, Udenrigsministeriet forsøger med økonomisk diplomati og borgerservice, er nogle kortsigtede forsøg på at gøre sig bemærket lige nu og her,” siger Martin Marcussen.

Hvor skal vi så bruge vores diplomatiske ressourcer?

”På længere sigt er det det lange seje træk om at deltage i internationale organisationer og etablere de internationale spilleregler, som er hele grundlaget for vores velfærdsstat og vores stabile politiske system. Det internationale samfund er fuldstændig under opløsning for tiden. Og det burde være der, vi bruger energien,” siger han og fortsætter:

”Efter Brexit burde Danmark opgradere den diplomatiske indsats i London, snarere end at nedgradere. Nu er der en ny relation, der skal dyrkes. Det er en god investering. Og når vi har problemer med det dansk-indiske samarbejde pga. Niels Holck-sagen, burde vi opgradere den diplomatiske indsats i Indien, ligesom vi burde opgradere i Rusland, når Putin truer,” siger han.

”I den her særlige kritiske periode i verdenshistorien, vi nu befinder os i, er der behov for aktivt at påvirke udformningen af de nye internationale spilleregler. Men lige præcis nu trækker vi os i Danmark tilbage fra verden og skærer ned på vores diplomati. Det er helt absurd, især når man samtidig siger, at man vil have mere Danmark i verden.”

Men der er jo ikke penge til det hele. Udenrigsministeren har jo også gjort klart, at vi skal leve med en mindre udenrigstjeneste.

”Det store problem er, at Kristian Jensen betragter midlerne til diplomatiet som lutter udgifter. I stedet burde han se det som en investering i at bevare en fredelig verden, som er grundlaget for Danmarks velstand. Og så skal man huske, at diplomati faktisk er ekstremt billigt. Man kan drive hele den danske udenrigstjeneste i næsten to år for prisen på et kampfly.”

Ønsker du dig i virkeligheden tilbage til et mere klassisk diplomati?

”Ja, helt sikkert. Staten har ikke i nyere tid været vigtigere som en aktør i den internationale verdensorden. Der har vi brug for det klassiske diplomati. Men det er også den del af diplomatiet, der er langsigtet og usynligt, og som derfor er svær at vise værdien af over for befolkningen. Men det må bare ikke alt sammen være økonomisk diplomati og borgerservice. Der er vigtigere ting på spil.”

LÆS OGSÅ: "Det er nødvendigt at sætte diplomatiet massivt ind i kampen om markedsandele"