Kære læser,

2017 blev på mange måder et skelsættende år. For første gang oplevede vi i Danmark, hvordan social uro ser ud, når det er værst. Ukontrollerede skyderier i gaderne på Nørrebro i København, hvor tilfældige blev ramt, visitationszoner i hovedstaden og Aarhus og en udbredt magtesløshed fra politi og sociale myndigheder.

Kun fordi lokale imamer og bekymrede fædre greb ind, lykkedes det for en tid at stoppe skyderierne. Det har givet mig en underlig fornemmelse af ikke at kunne genkende Danmark.

Den samme fornemmelse får jeg, når jeg ser på den stigende utryghed i befolkningen.

Ifølge Trygfondens Tryghedsmåling 2017 er 38 pct. af danskerne bange for, at sygdom skal ramme familien økonomisk. 42 pct. er bange for, at de ikke kan klare uventede udgifter. Og værst af alt er hele 54 pct. bange for, at de ikke får tilstrækkelig pleje, når de bliver gamle.

Det er, som om store dele af befolkningen ikke længere tror på, at vi har et velfærdssamfund, som vil træde til, hvis man rammes af sygdom, arbejdsløshed eller alderdom.

Når jeg hen over julen har tænkt 2017 igennem, har det fået mig til at indse, at Danmark ikke er et velfærdssamfund for alle. Danmark har snarere udviklet sig til et velfærdssamfund for 80 pct. af befolkningen.

De resterende får ikke uddannelse eller støtte eller lærer ikke det, som skal til, for at de kan mestre deres liv. Det er her, vi finder den ordblinde, barnet med ADHD eller autisten, som ikke fik den plads i livet, som de ellers ville have haft mulighed for, hvis velfærdssamfundets institutioner havde handlet rigtigt og rettidigt.

Inklusion er en fuser

Lad os være ærlige og indse, at den politiske ambition om inklusion i folkeskolen ikke har sikret, at netop de, som har behov for støtte, faktisk også får det.

Det viste Institut for Menneskerettigheders rapport, 'Ret til uddannelse – Når børn med psykiske handicap ikke går i skole’, der udkom lige før jul, tydeligt, og Landsforeningen Autisme har længe talt om, at op imod en tredjedel af de autister, som skulle være inkluderet i folkeskolen, blot går derhjemme uden nogen form for undervisning – såkaldt skolevægring.

Det skaber utryghed og koster i form af menneskelig nød, men også i forhold til samfundsøkonomien.

Tænk bare på, at vi, til trods for at den danske økonomi ikke har haft det bedre i mange år, stadig ikke formår at give mennesker med forskellige former for handicap eller psykisk sygdom en plads på arbejdsmarkedet.

Næsten hver femte dansker bliver på et tidspunkt i sit liv ramt af psykisk sygdom, og når det sker, ender tre ud af fire af dem uden for arbejdsmarkedet. De mennesker ender på en eller anden form for overførselsindkomst. Der er således noget grundlæggende galt med velfærdssamfundet.

Jeg tror, at vi har glemt betydningen af en sammenhængende socialpolitik, og det hænger sammen med satspuljen. De socialpolitiske tiltag, som kom ud af satspuljen i 2017, er tænkt og udført alt for isoleret. Det nytter ikke noget, at se socialpolitik som en række enkeltstående nedslag i form af evidensbaserede metoder anvendt på enkeltstående målgrupper.

Der mangler sammenhæng i forhold til samfundets øvrige politikker, f.eks. på beskæftigelses-, sundheds- og uddannelsesområdet. Det har man senest kunnet se i fortsættelsen af indsatsen over for de hjemløse.

Socialpolitik er sikkerhedspolitik

Det illustrerer problemet med det, som jeg vil kalde ’den lille socialpolitik’. Med det mener jeg en isoleret socialpolitik, som indebærer, at det sociale arbejde ikke støtter mennesker med handicap, psykisk sårbarhed eller sociale problemer. Effekten ser man kun i form af enkeltstående mønsterbrud.

Derfor skal vi nytænke socialpolitikken og gøre den til velfærdssamfundets centrale politik, for det er der, den hører hjemme.

Den tidligere vesttyske forbundskansler Willy Brandt sagde i 1969, at socialpolitik i bund og grund handler om sikkerhedspolitik indad til og udad til. Det er socialpolitikken, som afgør, om vi i fremtiden kommer til at leve i et fredeligt Danmark. Det kan nok så meget politi eller militær ikke sikre, uden at vores grundlæggende frihedsrettigheder bliver skadet.

Så i stedet for at bruge alt for megen politisk opmærksomhed på at sikre mennesker, som allerede har deres på det tørre, må vi i 2018 ændre retning.

Kort sagt handler det ikke om at bruge samfundets mange milliarder til at give skattelettelser, men om at sikre den fremtidige tryghed i det danske velfærdssamfund.

Den understøttende hånd

Jeg har hen over julen overvejet, hvilke indsatser jeg i det nye år vil pege på som de første, der skal styrkes.

Det er ingen let opgave, for der er stort behov for nytænkning – faktisk taler vi om et afgørende paradigmeskifte for velfærdssamfundets fremtid.

Først og fremmest skal de fremtidige indsatser have langt større fokus på at genskabe troen på, at velfærdssamfundet er der for dem, som rammes af sociale begivenheder.

Der skal fokus på samfundet som den støttende hånd under det menneske, som ikke magter tilværelsen selv.

Omvendt skal vi forlade ideen om offentlig service for alle dem, som kan selv. Vi har alle et personligt ansvar, og den, som kan selv, skal selv.

Jeg hørte forleden en lærer fra en folkeskole fortælle, hvordan hendes tid ofte blev beslaglagt af det, hun kaldte ’forhandlingsbørn’, dvs. de børn, som var vant til at være selvstændige og stille spørgsmål ved, om det nu var side otte eller side ti, de skulle læse. Alle disse børn tog tid fra de fem, som sad bagerst i klassen, og havde størst behov for støtte.

Den situation skal vi have ændret. Det kommer til at tage tid, men der er nok mere tale om en mentalitetsændring end noget udgiftskrævende.

Dernæst skal vi tage snakken om tidlig indsats over for udsatte børn, voksne og familier alvorligt. Vi skal gentænke alle de tiltag, som laves over for børn og familier, før børnene starter i skole.

Det drejer sig om alle de børn, som har særlige udfordringer, dvs. de handicappede, de psykisk sårbare og de, som er ramt af sociale problemer.

De ikkevestlige drenge udgør et særskilt problem, fordi de klarer sig ualmindeligt dårligt i dagtilbud og skole. En stor andel vil ende med at blive en kolossal udgift for samfundet, hvis vi ikke får lavet en tidlig og systematisk indsats i forhold til dem.

Også her er vi nødt til at tænke helt anderledes. Samlet set bliver en omlægning til en meget tidligere indsats i forhold til børn og unge med særlige behov en stor økonomisk og uddannelsesmæssig mundfuld. Her bliver vi nødt til over de næste 10-20 år at anvende en stor del af de milliarder, det såkaldte økonomiske råderum, som vi samfundsmæssigt har i overskud.

Omvendt kan det ses som en investering i fremtiden, for det vil øge arbejdskraftudbuddet i samfundet på sigt og reducere de fremtidige udgifter til overførselsindkomst.

Genskab tillid til tryg alderdom

Endelig skal der skabes sikkerhed for, at alle ældre kan få den pleje, som er nødvendig, når de rammes af forskellige former for funktionsnedsættelser, og at ingen ældre skal leve et liv i fattigdom.

Jeg vil sammen med kommunerne, ældre- og pårørendeorganisationerne og de faglige organisationer først i det nye år nedsætte et hurtigt arbejdende udvalg, som inden efteråret skal pege på de områder, hvor det danske samfund skal øge den offentlige indsats.

Jeg har tidligere peget på, at øget konkurrence på ældreområdet vil fremme kvaliteten. Det er jeg ikke længere sikker på, bl.a. fordi de mange private tilbud ikke har ført til øget tryghed – snarere tværtimod.

Vi skal derfor i løbet af de næste år have genskabt tilliden til en tryg alderdom for den danske befolkning.

Jeg vil slutte med at formulere en politisk ambition for det danske velfærdssamfund for det 21. århundrede.

Den tager sit udgangspunkt i det Danmark, som blev socialt foregangsland i en åben og globaliseret markedsøkonomi op igennem det 20. århundrede.

Jeg tror på, at vi kan genskabe den position fremadrettet, og at velfærdssamfundet igen kan komme til at gælde for hele befolkningen.

De skridt, som vi tager i 2018, skal bygge på fællesskab, lighed og tillid, således at Danmark også i midten af det 21. århundrede kan blive et lysende eksempel på et velfungerende velfærdssamfund – for alle.

Godt nytår!