Angela Merkel er en seriøs politiker, der er sig bevidst, at hun som kansler har ansvar for både Tyskland og for Europa. Hvis hun også vil fremstå sådan i historiebøgerne, bør hun sikre, at der træffes en fælles europæisk beslutning om gasrørledningen Nord Stream 2, som det Kreml-styrede Gazprom ønsker at bygge – blandt andet gennem dansk territorialfarvand.

Sagen om den russiske rørledning, der er dikteret af Kreml, styret fra Schweiz og promoveret massivt af tyske industriinteresser og topsocialdemokrater, er ved at splitte EU på kryds og tværs. Og dét med Tyskland i en ubehagelig hovedrolle. Sagen er, at EU’s største land synes at gå målrettet efter at stoppe en fælleseuropæisk beslutningsproces og i stedet foretrække at gå solo, fordi det tjener nationale, tyske interesser bedst.

Merkel er den eneste, der kan sætte Tysklands magtfulde prorussiske og i vid udstrækning socialdemokratiske gaslobby på plads. Og dét bør hun gøre ved at sikre, at Nord Stream 2-projektet bliver genstand for en EU-koordineret sagsbehandling og beslutning. Når sagens sikkerhedspolitiske, nationalpolitiske, europapolitiske, energipolitiske og økonomiske implikationer er fuldt belyst, er det svært at forestille sig anden løsning, end at man fra EU-landenes side siger pænt nej tak.

Den tyske argumentation om, at Nord Stream-rørledningen er et rent forretningsmæssigt projekt, holder ikke. Og det ved Merkel ganske udmærket. Hun har lige siden sin tiltrædelse i 2005 lagt arm med Vladimir Putin, der tilbage i 1997 stod som forfatter til en videnskabelig afhandling ved universitetet i Sankt Petersborg. En afhandling, der lige præcis handlede om, hvordan Rusland skulle øge statens magt over energiindustrien og højfinansen, for at man på den måde kunne bruge energieksporten som et politisk værktøj til at genrejse Rusland som en regional stormagt.

DET ER MED ANDRE ORD HELT ÅBENLYST, at Putin bruger Gazprom som politisk løftestang, og at selskabets forretninger er en væsentlig del af det magtpolitiske fundament under Putins stadig mere autoritære regime. I øvrigt har der gennem de senere år været en række eksempler på, at Gazprom har skruet ned for gashanerne, når det har passet Putin at straffe Ukraine eller andre øst- og centraleuropæiske lande.

Gazprom er fra russisk side ikke et selskab, der opererer på frie og fair vilkår. Derfor er der i bedste fald tale om naiv skolebogsliberalisme, når Tysklands regering og EU-Kommissionen bliver ved med at fremføre, at Gazprom skal behandles som alle andre virksomheder på det europæiske marked. Gazprom er ikke en almindelig virksomhed. Det er et potent russisk våben til varetagelse af Kremls politiske og økonomiske interesser i Europa.

Mens den tyske regering fortsat velvilligt varetager tysk-russiske gaspolitiske interesser i forhold til Nord Stream og Gazprom, har der været en positiv udvikling i sagen på Christiansborg. Det er således velgørende at se, at regeringen nu offensivt forsøger at sikre en fælleseuropæisk beslutning i sagen, og det er fint, at det sker i samarbejde med den svenske regering.

Hvis europæerne skal have tillid til EU-landenes fælles beslutninger om, at man vil skabe en energiunion med fair konkurrence, europæisk solidaritet og grøn omstilling, så forudsætter det, at EU-landenes nationale regeringer lever op til de kompromisser, de selv har indgået i Bruxelles.

TYSKLAND ER PÅ EN RÆKKE OMRÅDER ET EKSEMPLARISK EU-LAND, og der er i høj grad brug for, at Tyskland spiller en central rolle i ledelsen af EU og Europa, som i øjeblikket er stærkt udfordret af både den britiske udtræden af EU og af en amerikansk politisk ledelse, der ikke er EU venligt stemt.

Men når det gælder den gashandel med Rusland, som tyskerne har bedrevet siden 1973, er der alt for meget, der lugter af kammerateri og underhåndsaftaler indgået i lyssky baglokaler mellem magtfulde gas- og industribaroner. Og problemet er, at både Tyskland og EU svækkes, hvis dette fortsætter.

Tag Polen som eksempel. Det er rigtigt og fint, at man fra EU’s side forsøger at stoppe den aktuelle polske regerings underminering af almene retsstatsprincipper. Men det bliver alt for let for polakkerne at afvise EU i denne sag, hvis de samtidig kan henvise til, at Tyskland og EU-Kommissionen ikke optræder med samme nidkærhed, når sagerne gælder forhold i Tyskland.

Hvis ikke Merkel griber ind i Nord Stream 2-sagen og sikrer, at EU-Kommissionen kommer til at sidde for bordenden i en proces, hvor det samlede EU’s interesser varetages, vil eksempelvis den danske og den svenske regering tabe ansigt. De to lande vil stå alene over for både Rusland og de stærke i kræfter i Tyskland, der ønsker projektet gennemført. Bundlinjen vil være, at de nationale regeringer i Stockholm og København ikke vil have anden udvej end at lade deres nationale myndigheder udstede tilladelserne til Gazprom, selv om begge regeringer har erklæret, at sagen er klart politisk.

Merkels valg står derfor klart: Europæisk solidaritet eller national enegang? Normalt vil svaret give sig selv. Men hvad siger Merkel, når det gælder den russiske gas?