Det var et klassisk Putin-stunt, der udspillede sig i Berlin den 19. oktober. Den russiske præsident havde ved forhandlingerne om Ukraines fremtid valgt at medbringe sin strategiske kommunikationschef i Kreml, Vladislav Surkov, selvom denne er omfattet af EU’s sanktioner mod Rusland med et personligt indrejseforbud til EU.

Mens de tyske værter måtte bide i det sure æble og acceptere Surkovs tilstedeværelse med henvisning til undtagelsesbestemmelser i EU-landenes straffeforanstaltninger mod det russiske regime, kan man på billederne fra begivenheden se en skælmsk smilende Vladmir Putin, mens kansler Angela Merkel er temmelig stram i betrækket.

Episoden er symbolsk for den politiske armlægning, som har fundet sted mellem Putin og Merkel siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2014. Mens den tyske kansler via EU og OSCE arbejder møjsommeligt på at tvinge Rusland til at overholde den europæiske retsorden, optræder Ruslands præsident som en gadedreng i et infantilt spil, hvor selv den mindste åbning bliver brugt til at irriterere den store modstander i Berlin.

Man skal ikke tage fejl af alvoren. Tvekampen mellem Vladimir Putin og Angela Merkel handler om langt mere end personlige drillerier mellem to politikere, der har mødt hinanden dusinvis af gange, og som ganske usædvanligt taler hinandens sprog. Den politiske armlægning mellem Ruslands tysktalende præsident og Tysklands russisktalende kansler er i efteråret endt i en dybt alvorlig politisk konfrontation, der kan ende med en regulær omkalfatring af den verdensorden, som har eksisteret siden Anden Verdenskrig i 1945 i kraft af USA’s støtte til et demokratisk og stadig mere integreret Europa.

Det paradoksale er, at det er Vladimir Putin, der som leder af et økonomisk stærkt svækket Rusland synes at have et uforklarligt politisk momentum selv blandt vesteuropæiske vælgere, mens Angela Merkel efter tre genvalg og som de facto-leder af et EU, der aldrig har været rigere, befinder sig i en politisk defensiv og europapolitisk isolation, som det ikke umiddelbart er til at se nogen vej ud af.

Næste stop Paris

Den russiske præsident har med stor virtuositet spillet på hele det register af magtmidler, han har samlet sig i løbet af sine 16 år på posten som Ruslands stærke mand. Væbnede invasioner i Georgien og Ukraine, åbenlys økonomisk afpresning ved hjælp af russiske gasleverancer til Europa, en offensiv indblanding i meningsdannelsen i nationale politiske systemer i en række europæiske nationalstater og i USA og endelig en sen og opportunistisk indblanding i borgerkrigen i Syrien. Trods voldsomme protester fra Vestens førende politikere synes Putins optræden kun at have styrket hans nationale og internationale magtpositioner.

Samtidig har Angela Merkel i stort set hele sin regeringstid siden 2005 kæmpet med at holde sammen på et EU, der trods sine uomtvistelige fortjenester som freds- og velstandsskabende faktor er blevet skydeskive for frustrerede europæere, som i stigende grad stemmer på nationalkonservative populistiske politikere. Efter valget af Donald Trump i USA har førende internationale kommentatorer udnævnt Angela Merkel til at være den politiker, der i de kommede år skal lede den liberale, demokratiske verdensorden.

Den tyske kansler, der netop har meddelt, at hun kandiderer til endnu fire år på posten ved valget i efteråret 2017, kalder disse udsagn om hendes personlige og Tysklands nationale betydning ’groteske og absurde’. Ikke desto mindre står det klart, at Angela Merkel som Tysklands kansler og Europas reelle politiske leder i de kommende måneder vil komme til at udkæmpe noget, der ligner en ikke-militær stedfortræderkrig med Vladimir Putin, som ud over dødelig våbenmagt i det østlige Ukraine vil bruge alle tænkelige politiske, økonomiske, informationsteknologiske og diplomatiske midler på at destabilisere den herskende politiske orden i Europa.

Efter succeserne med Brexit og valgsejr til Trump i USA i 2016 har Putin i 2017 blikket stift rettet mod først det franske præsidentvalg i maj og derefter valget til den tyske Forbundsdag i september eller oktober. Alene en valgsejr til Marine Le Pen i Frankrig vil være nok for Putin, og den franske nationalistleder lægger ikke skjul på, at hun ser Vladimir Putin som sin allierede.

”Der er en verdensomspændende bevægelse i gang. En bevægelse, der afviser ustyret globalisering, destruktiv ultraliberalisme, elimineringen af nationalstaterne og grænsernes forsvinden,” sagde Le Pen forleden i Paris, hvor hun erklærede, at hun, Donald Trump og Vladimir Putin vil arbejde tæt sammen for at styrke verdensfreden.

Løgnens gift

Katri Pynnöniemi, seniorforsker ved Finlands institut for internationale anliggender, FIIA, og en af Finlands førende Ruslands-eksperter, påpeger, at Putin-regimet i Kreml arbejder efter fundamentalt anderledes spilleregler end dem, en demokratisk valgt tysk kansler må holde sig til. Den finske forsker er en af forfatterne til rapporten “Neighbouring an Unpredictable Russia”, der er udarbejdet på vegne af den finske regering, som er i vildrede med, hvordan man skal forholde sig til sin uforudsigelige russiske nabo.

”Det russiske styre går langt for at destabilisere den offentlige opinion i andre lande, hvis man kan se en fordel i det. Det har man set i Tyskland, hvor selv den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov har bidraget til misinformation,” siger Pynnöniemi med henvisning til den såkaldte Lisa F.-sag fra januar 2016.

Sagen handlede kort fortalt om en 13-årig pige fra det russiske mindretal i Tyskland, som angiveligt skulle være blevet voldtaget af muslimske asylansøgere, hvorefter de tyske myndigheder ifølge den russiske udenrigsminister skulle have dækket over sagen.

De russiske beskyldninger vakte furore i Berlin, hvor chefen for Tysklands svar på PET, Verfassungsschutz, Hans-Georg Maaßen direkte beskyldte Moskva for misinformation og for at forsøge at destabilisere Tysklands politiske ledelse. Sandheden var, at pigen ikke var blevet bortført, og at hun ikke var blevet voldtaget. Og Maaßen har siden gjort det klart, at man i Tyskland forbereder sig på, at det russiske regime gennem løgne og misinformation vil forsøge at påvirke valget i 2017.

”Det bedste, vi kan gøre, er at tale åbent om, at disse ting foregår. Kun på den måde kan vi gøre os forhåbningerne om, at løgnens gift ikke virker,” sagde Maaßen forleden i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge de finske Ruslands-eksperter arbejder det russiske regime med det, man kalder ’hybrid krigsførelse’, hvor man ud over militære midler bruger politiske, økonomiske og propagandamæssige virkemidler til at stabilisere internationale modstandere, på samme måde som man bruger disse virkemidler til at cementere regimets magt hjemme i Rusland. Se figur 1. De ’strategiske ressourcer’, der er nævnt i figuren, er først og fremmest energi i form af naturgas og i form af den atomteknologi, som statsejede russiske selskaber sælger til EU-lande.

Magtfulde tyske venner

Mens Angela Merkel skal lede endog meget længe i kredsen af regeringschefer i de øvrige lande for at finde opbakning til sin EU-politik om fælles fordeling af flygtninge og en stram økonomisk politik, kan Ruslands præsident Vladimir Putin glæde sig over et betydeligt netværk af venligt stemte nationale politikere og indflydelsesrige erhvervsledere i Europa.

I europæiske erhvervskredse er den tidligere tyske topdirektør Klaus Mangold formentlig Putins bedste kort. Mangold beskrives i tyske medier som tysk erhvervsliv Mr. Rusland. Han var i 10 år formand for det særlige ’Østudvalg i Tysk Erhvervsliv’, der er en paraplyorganisation for alle de virksomheder inden for industri, energi, finans, handel og service, som – selv mens Sovjetunionen eksisterede - drev forretninger i det russisk styrede imperium og i de øst- og centraleuropæiske lande, som blev holdt i kort snor af det kommunistiske regime i Moskva.

Det var angiveligt Mangold, der i 2005 fik den tidligere socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder placeret som bestyrelsesformand i selskabet Nord Stream AG, som på vegne af den statsejede russiske gaskoncern har konstrueret en meget omdiskuteret gasrørledning fra det vestlige Rusland gennem Østersøen til det nordlige Tyskland. En række baltiske og øst- og centraleuropæiske lande protesterer i øjeblikket voldsomt over den planlagt fordobling af kapaciteten i Nord Stream, som efter deres opfattelse vil styrke Moskvas muligheder for at bedrive politisk afpresning i forbindelse med gasleverancerne til EU-landene.

Så sent som i denne måned har Mangold været i mediernes søgelys, fordi han stillede sin private jet til rådighed for den tyske EU-kommissær Günther Öttinger i forbindelse med en rejse til Budapest. Öttinger skulle tale med Ungarns prorussiske premierminister, Viktor Orban, som har gjort sine hoser grønne i Kreml med en statslig milliardordre på en såkaldt ’levetidsforlængelse’ af atomkraftværket Paks 2 syd for Budapest.

Alliance med venstrefløjen

De tyske erhvervsforbindelser til Rusland blev gradvist stærkere efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991, ikke mindst takket være Klaus Mangolds mellemkomst, og på trods af Ruslands krigeriske fremfærd i bl.a. Tjetjenien og Georgien op igennem 2000’erne blev de udbygget helt frem til Ruslands annektering af Krimhalvøen i 2014. Angela Merkel selv har bidraget til at styrke de økonomiske relationer til Rusland, men i Europa anno 2016 står det klart, at Ruslands dybe relationer til magtfulde kredse i tysk og europæisk erhvervsliv styrker Vladimir Putin og svækker den tyske kansler.

Ifølge den ungarske Ruslands-specialist Péter Kréko er det langt fra kun i europæiske erhvervskredse og blandt borgerlige europæiske politikere, at Vladimir Putin nyder støtte i Europa. Kréko har i år lavet en større analyse af ’Rusland og den yderste venstrefløj i Europa’ for tænketanken Political Capital Institute i Budapest.

”Vi kan se, at det russiske regime hele tiden arbejder på at udbygge sine relationer til den yderste venstrefløj i Europa, og de har held med det. I Grækenland, Spanien, Tyskland og Frankrig oplever man politikere på den yderste venstrefløj, som reelt kommer til at støtte Putins regime, fordi de overtager Kremls retorik om NATO’s påståede truende adfærd over for Rusland,” siger Peter Kréko, der også kan berette, hvordan Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov senest har udviklet en argumentation, der handler om, at de vesteuropæiske velfærdsstater, der er opbygget efter Anden Verdenskrig, reelt skulle være inspireret af Sovjetunionen.

Ifølge Kréko har magthaverne i Kreml anno 2016 udviklet, hvad han kalder en ’flydende tilgang til ideologi’, hvilket betyder, at Vladimir Putin og hans betroede folk på en og samme tid støtter yderligt gående venstreorienterede grupperinger, højreradikale grupperinger, globaliseringsmodstandere og miljøtilhængere og selv folk inden for de finansielle og økonomiske eliter i Vesten.

”Vi ser både en venstreorienteret Tsipras i Grækenland, en nationalist som Orban i Ungarn og konservative finansfolk og EU-modstandere i Storbritannien, som alle støtter Vladimir Putin og modarbejder Angela Merkel. Hele denne situation skaber en splittelse, som i sidste ende styrker magthaverne i Kreml,” siger Kréko i telefonen fra Indiana i USA, hvor han i øjeblikket er gæsteprofessor.

Brexit og Trump sætter strøm til EU

Mens Angela Merkel politisk set har stået meget isoleret i EU-kredsen, siden hun i august 2015 åbnede grænserne for syriske flygtninge på vej mod nord ad den såkaldte Balkan-rute, ser man de første tegn på, at dels den britiske beslutning om at forlade EU, dels valget af Donald Trump som i USA’s præsident i de kommende fire år begynder at have en ædruelig og samlende effekt på EU-landenes regeringer.

Nye opinionsanalyser har vist, at støtten til EU i løbet af efteråret er vokset i alle EU’s store lande, Tyskland, Frankrig, Italien, Storbritannien og Polen, mens det er i Spanien, at støtten fortsat falder. Denne udvikling hænger formentlig sammen med de store udfordringer, den nye britiske regering under ledelse af Theresa May har mødt efter nej’ets sejr ved folkeafstemningen 23. juni i år.

Samtidig har EU-landene allerede kort tid efter Donald Trumps sejr i USA kunnet enes om en række yderligere skridt i retning af mere militært og sikkerhedspolitisk samarbejde i EU. Disse udviklinger indikerer, at europæerne så småt begynder at indse, at det både har store omkostninger at forlade EU’s indre marked og i det lange løb at sætte sin lid til, at USA vil garantere Europas sikkerhed. Men om det også er nok til at sikre valget af en proeuropæisk præsident i Frankrig og et nyt politisk mandat til Angela Merkel i Tyskland, vil stå klart i løbet af 2017. I modsat fald vil må europæerne indse, at EU, der blev grundlagt i 1957, endte som en 60-årig parentes i Europas blodige historie.