Socialdemokratiet og Mette Frederiksen

Det har længe ligget i kortene, at Socialdemokratiet ville blive en af kommunal- og regionsrådsvalgets vindere, og at Mette Frederiksen dermed ville få sin første sejr som partiformand. Det blev som forventet. Valget er en triumf for Mette Frederiksen.

Socialdemokratiet er atter det største borgmesterparti. Partiet er gået næsten 3 procentpoint frem og sidder nu på mindst 42 borgmesterposter mod blot 33 efter sidste valg.

Socialdemokratiet har holdt fast i de fire store kommuner – København, Aarhus, Aalborg og Odense – og har samtidig tilbageerobret en række kommuner som Randers, Køge, Vordingborg og Thisted.

De har formandsposten i fire ud af fem regioner, bevarer formentlig formandsposten i Danske Regioner og vil atter få formandsposten i Kommunernes Landsforening.

Mette Frederiksen har investeret meget politisk kapital i valget. Hun har rejst rundt til alle landets kommuner for at vise flaget og støtte de lokale kandidater.

I modsætning til valget for fire år siden, hvor det var stolpe ud for Socialdemokratiet i talrige kommuner, har held og dygtighed skabt bedre resultater under nattens konstitueringer denne gang.

Et af valgets store spørgsmål var, hvor holdbar alliancen mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti var lokalt. At dømme ud fra nattens konstitueringer ser det umiddelbart ikke ud til, at de to partier har giftet sig med hinanden i nævneværdigt omfang – bortset fra kommuner som Hedensted, hvor Kasper Glyngø (S) overraskende vandt borgmesterkæden fra Venstres bydronning Kirsten Terkilsen i en alliance med DF.

Vælgerne har taget Socialdemokratiets velfærdsdagsorden til sig. Partiet går også frem i selv stærke V-bastioner i det sønderjyske. Mette Frederiksen kan notere sig sin første sejr som formand for Socialdemokratiet og har sikret sig et godt udgangspunkt frem til næste folketingsvalg.

Venstre og Lars Løkke Rasmussen

Venstre har fået en politisk kæberasler. Det lykkedes ikke for statsminister Lars Løkke Rasmussen at undgå det forventede nederlag. Han må vinke farvel til mange af partiets borgmesterposter. Venstre taber 79 mandater og har nu 688.

Det er ikke lykkedes Venstre at erobre nogen af de fire største kommuner. De har fået 3,5 procentpoint færre stemmer end ved sidste valg og har mistet rollen som landets største borgmesterparti. De mister samtidig flertallet i KL’s bestyrelse og formår formentlig heller ikke at få flertal i regionernes bestyrelse.

Partiet har ganske vist forsøgt at tale nederlaget ned de seneste måneder. Venstres topfolk med Løkke i spidsen har argumenteret for, hvor fantastisk et valg de havde for fire år siden, og at det næsten kun kunne gå tilbage denne gang. På denne måde har de forsøgt at mindske nederlagets størrelse og nærmest vende et lille nederlag til en sejr.

Men nok så meget spin kan ikke ændre på fakta. Faktum er, at kommunalvalget er Løkke Rasmussens fjerde nederlag i træk.

Ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 tabte Venstre det ene af sine tre mandater. Ved Folketingsvalget i 2015 tabte Løkke Rasmussen 13 mandater. Ved folkeafstemningen i 2015 om dansk deltagelse i det overstatslige EU-samarbejde om bl.a. Europol tabte Løkke Rasmussen til en koalition af skeptikere med DF’s Kristian Thulesen Dahl i front. Og nu har han også tabt kommunalvalget.

Det ligner efterhånden en tendens og er ikke en god test af formen forud for det næste folketingsvalg. Fortsætter tendensen, har Løkke kurs mod sit femte nederlag i træk og formentlig et farvel statsministerposten.

Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl

Valget har givet et overraskende nederlag til Dansk Folkeparti og dets formand Kristian Thulesen Dahl. Partiet havde sat næsen op efter at få sine første borgmestre men er foreløbig endt med at få en lang næse. De er gået 1,3 procentpoint tilbage og har mistet 32 mandater.

Siden valget i 2013 har der været meget ballade rundt omkring med lokale DF’ere. Hver ottende byrådsmedlem har forladt partiet og er primært blevet løsgængere, mens et par håndfulde er skiftet til Venstre eller Nye Borgerlige.

Partiet havde derfor investeret mange kræfter i at køre stærke kandidater i position. Håbet var, at folk som René Christensen i Guldborgsund eller Jens Henrik Thulesen Dahl i Assens kunne erobre den første borgmesterkæde til partiet – hvis vi altså ser bort fra kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen i København, som mere kan sammenlignes med en slags rådmand, og som partiet også mistede i går.

Men strategien slog fejl. Partiet ligger nu på niveau med de konservative i kommunerne. Og valget har endnu en gang demonstreret, at partiet har svært ved at omsætte sin succes på den nationale politiske scene til borgmesterposter lokalt.

De konservative og Søren Pape Poulsen

De konservative har fået et hæderligt valg. Partiet er gået en smule frem og vinder sammenlagt 20 mandater.

Partiet sad før valget på 14 borgmesterposter og var det tredjestørste borgmesterparti. Det er dog et nærmest surrealistisk højt antal i betragtning af, at partiet blot opnåede 8,5 pct. af stemmerne ved valget i 2013. Det skyldes først og fremmest en usandsynligt heldig og dygtig hånd ved konstitueringerne dengang.

Det kunststykke har de konservative ikke kunnet gentage denne gang. Partiet har som ventet forsvaret flere af sine højborge med Henrik Rasmussen i Vallensbæk, Hans Toft i Gentofte, Michael Ziegler i Høje-Taastrup og Morten Slotved i Hørsholm. Partiet har også holdt fast i borgmesterposterne til Benedikte Kiær i Helsingør, Jørgen Glenthøj på Frederiksberg og Gert Jørgensen i Sorø.

Men de har som forventet tabt borgmesterposten i Søren Papes egen Viborg kommune til den tidligere landstræner i håndbold, Ulrik Wilbek (V). De har også tabt borgmesterposten i Vesthimmerland og Thisted.

Normalt ville det være et kæmpemæssigt nederlag for en partileder, hvis han havde tabt 3-5 ud af 14 borgmesterposter. Men tilbagegangen har nærmest været uundgåelig.

Søren Pape kan nu kigge fremad med en vis ro i maven. De konservative er fortsat det tredjestørste borgmesterparti. Han har trukket partiet væk fra spærregrænsen. Han topper ranglisten som en af de mest dygtige og troværdige ministre. Og snart vil han kunne præsentere en aftale med store skattelettelser og en ny blå finanslov.

Ganske godt gået af en partileder, som blev betegnet som et højrisikoprojekt og spået en svær tid, da han skiftede jobbet som borgmester i Viborg ud med posten som frontfigur for de Konservative.

SF og Pia Olsen Dyhr

Pia Olsen Dyhr har fået visket tavlen ren efter katastrofevalget for fire år siden. Dengang nedsmeltede partiet totalt. De tabte to ud af tre mandater – 225 i alt – på landsplan og havde kun 115 tilbage.

Denne gang har SF holdt stand og har erobret 10 mandater. Hvor Mette Touborg i Lejre var det helt store lyspunkt ved sidste valg, er det denne gang partiets tidligere næstformand Tonni Hansen, som har vundet borgmesterkæden på Langeland efter et kanonvalg.

SF er forsat i gang med genopbygningen. De kæmper fortsat med eftervirkningerne af SF’s kernenedsmeltning i vinteren 2014, flugten af unge talenter som Thor Möger, Ida Auken og Astrid Krag til andre partier og det smertelige valgnederlag i 2015.

Nu kan Pia Olsen Dyhr sætte et flueben ud for kommunal- og regionsrådsvalget og fokusere på at få kørt den forholdsvis uerfarne folketingsgruppe i stilling til næste folketingsvalg.

De radikale og Morten Østergaard

De radikale har også fået et hæderligt valg. Partiet går fra at have 62 byrådspladser til nu at have 80 pladser. Og de bevarer Leon Sebbelins borgmesterpost i Rebild.

Valgoptakten har ellers mildest talt været temmelig kaotisk for de radikale. Det voldsomme fokus på Københavns borgmester Anna Mee Allerslev for sin gratis leje af rådhussalen og forsøg på at blande sig i en konkret byggesag kastede partiet ud i kaos. Hun endte som bekendt med at trække sig. Et af valgets store spørgsmål har været, hvor meget sagen ville svække partiet ikke bare i København men på landsplan.

Tilsyneladende ikke meget. I hvert fald ikke uden for hovedstaden. Nu har de radikale en tendens til at klare sig dårligere ved kommunalvalg sammenlignet med folketingsvalg. Men Anna Mee Allerslevs efterfølger, Mia Nyegaard, holder fast i en borgmesterpost i København.

For fire uger siden, da partiet var i massiv modvind i sagen om Anna Mee Allerslev, ville Morten Østergaard formentlig gerne have solgt valget for det resultat, som nu foreligger. Nu kan han også se frem mod næste folketingsvalg.

Liberal Alliance og Anders Samuelsen

For otte år siden fik Liberal Alliance ét mandat ved kommunalvalget. Det var partiets egen leder, Anders Samuelsen, der blev valgt ind i Horsens. Ved sidste valg fik det 33 mandater. Og denne gang havde partiet håbet på at fortsætte den positive tendens. Men det er ikke lykkedes.

Liberal Alliance er gået en smule tilbage og har mistet sammenlagt fire mandater, så det nu har 29 mandater. Partiet har formentlig mistet en del stemmer til Nye Borgerlige. Og valget må derfor betragtes som en stor skuffelse for Anders Samuelsen. 

Enhedslisten og Pernille Skipper

Enhedslisten har som ventet haft svært ved at leve op til sit supervalg fire år siden. Dengang bragede partiet ind i byråd og kommunalbestyrelser med 119 mandater – en fremgang på over 100 mandater – og blev pludselig landets femtestørste kommuneparti.

Med træerne vokser ikke ind i himlen. Partiet har ”kun” fået 6 pct. af stemmerne. En tilbagegang på 0,9 procentpoint og et tab på 17 mandater.

Det har længe ligget i kortene, at Enhedslisten ville få skarp konkurrence fra den nye elev i klassen – Alternativet. Det har vist sig at holde stik. Mens Enhedslisten er gået tilbage, er Alternativet vadet ind i mange byråd. Enhedslisten er også gået lidt tilbage i København, men er dog fortsat næststørst efter Socialdemokratiet og bevarer en borgmesterpost.

Enhedslisten må betegnes som en af taberne ved dette valg.

Alternativet og Uffe Elbæk

Alternativet er stormet ind i flere byråd og kommunalbestyrelser. Dermed må partiets frontfigur Uffe Elbæk betegnes som en af valgets vindere.

Det er dog ikke til at sige, om partiets sejr kunne have været endnu større, hvis de havde undgået de seneste dages tumultagtige afsløringer om bl.a. deling af en falsk grafik, indsamling af ’dick-pics’ til en collage og partiets valgfest på en bar, hvor en sexgynge og et darkroom er fast inventar.

Specielt i de store byer har partiet fået et supervalg. Med 10,5 pct. af stemmerne og seks mandater er de nu det tredjestørste parti i København. Det kaster en borgmesterpost til spidskandidaten Niko Grünfeld af sig. I Aarhus er det blevet til 5 pct. af stemmerne.

Det store spørgsmål er nu, hvordan de mange nye og uerfarne mandater kommer til at forvalte deres nye indflydelse, så Alternativet ikke blot bliver en kommunal døgnflue, der dør igen inden næste valg om fire år. 

Nye Borgerlige og Pernille Vermund

Nye Borgerlige har fået et skuffende valg. Kun partiets spidskandidat Mette Thiesen i Hillerød har fået et mandat.

Samlet har Nye Borgerlige kun fået 0,9 pct. af stemmerne, og selv om partiets suverænt mest fremtrædende medlem, Pernille Vermund, på forhånd havde nedtonet forventningerne til valget, havde hun nok sat næsen op efter et noget bedre resultat.

Partiet har dog ikke gjort det let for sig selv med en temmelig kaotisk valgkamp, hvor tre kandidater enten måtte forlade partiet eller trække sig. Johnny Boalth Lambertsen, Esbjerg, trak sig efter at have opfordret til etnisk udrensning. Spidskandidaten Morten Johan Lintrup, Frederikssund, blev ekskluderet for at have bifaldt sterilisation af muslimske rohingya-flygtninge i Bangladesh. Og Lars Kiil, Gentofte, blev ekskluderet for i en kampagnemail at agitere for både antisemitisme, holocaust-benægtelse og racisme.

Der har været meget usikkerhed om, hvor stærkt Nye Borgerlige egentlig står. Meningsmålingerne har givet vidt forskellige resultater. Det netop overståede valg har givet et fingerpeg. Tiden må nu vise, om Nye Borgerlige og Pernille Vermund kan gøre det bedre ved næste folketingsvalg.