Tårnhøje ambitioner og urealistiske forventninger til jobbet risikerer at skabe alvorlige sociale problemer for en stor del af Danmarks ungdom. Det er nemlig ikke blot de bedst uddannede, der er krævende i arbejdslivet. Selv de elever, der klarer sig dårligst fagligt og socialt, vil ikke leve med rutineprægede stillinger. Men der er slet ikke nok udfordrende job til at forløse alles drømme, advarer ungdomsforskeren Birgitte Simonsen. “Der er en stor gruppe unge, som bliver klemt af deres egne ambitioner. De vil ikke affinde sig med et uinspirerende job. I stedet kokser de ud og risikerer at blive tabt af arbejdsmarkedet.” To nye undersøgelser bekræfter billedet af en dansk ungdom med urealistiske forventninger til arbejdslivet og egne evner. De unge er selvstændige og krævende i forbindelse med arbejdslivet. De er ikke særlig loyale, medmindre de konstant bliver udfordret.