[caption id="attachment_31165" align="alignright" width="300"] Rasmus Feldthusen er professor, ph.d. på det juridiske fakultet ved Københavns Universitet med speciale i skatteret og fondsret.[/caption]

Fortalt til Anna Fenger Schefte.

Hvordan kan Skatteministeriet regne forkert med mere end en milliard kroner? Det er urovækkende, at sådan en fejl kan ske.

Hele forløbet omkring finanslovsaftalens lovforslag L71 om fondsbeskatningsreglerne, hvor transparensreglen og konsolideringsfradraget foreslås ophævet, efterlader ridser i lakken på Skatteministeriets troværdighed. Der er en lang række ting ved processen og udarbejdelsen af lovforslaget, som er kritisable. Og det er en sag, der bare bliver værre og værre.

Det er – set fra min stol – problematisk, at Skatteministeriet anvender otte år gamle tal til grundlag for sine provenuberegninger. Skatteministeren har i udvalgsbehandlingen af lovforslaget før jul anført, at Skatteministeriet baserer lovforslaget på en manuel gennemgang foretaget tilbage i 2009 af en række skatteregnskaber fra 2007 – et år, hvor vi i øvrigt var i den største økonomiske krise i vor tid. Skatteministeriet bruger tallene uden at kvalificere dem nærmere og uden at undersøge, om der i perioden fra 2007 og frem til i dag er sket en udvikling i tallene.

Havde Skatteministeriet undersøgt fondenes regnskaber for de seneste år – ligesom en række store fonde selv gjorde, da de indsendte deres høringssvar – ville Skatteministeriet have opdaget, at afskaffelsen alene af transparensreglen ville betyde et merprovenu til staten, ikke på 150 millioner kr., men på over en milliard kr.

Det undrer mig, at man fremsætter et lovforslag om så vidtrækkende en lovændring, som betyder, at man fundamentalt ændrer ved beskatningen af vores fondsmodel, uden at have dobbelttjekket de tal, man lægger til grund for beregningen.

Det må være et udtryk for, at det er gået alt for stærkt. Man har formentlig stået i de sidste timer i forhandlingerne om finansloven og manglet 200 millioner kr. til at finansiere afskaffelsen af afgiften ved generationsskifte, og har antaget, at 200 millioner kr. fra fondene ikke ville gøre rigtig ondt. Brian Mikkelsen, finansordføreren fra De Konservative, sagde det selv. Han troede, der alene var tale om ”flødeskum”.

Men der har man fra Skatteministeriet skudt helt forkert beregningsmæssigt. Det oprindelige forslag var langtfra bare flødeskum, men derimod en meget omfattende ændring i fondsbeskatningen – som kom uden nogen som helst advarsel eller dialog med fondene.

Problemerne i sagen stopper ikke ved fejl i beregningerne eller den manglende politiske forståelse af, hvad det er, man havde gang i. Lovarbejdet omkring L71 strider på flere andre områder også imod god praksis. Man vælger, dagen efter at lovforslaget er skrevet ind i finanslovsforslaget, at fremlægge ændringen med en alt for kort høringsfrist på syv dage – eller rettere fem arbejdsdage. Det er i sagens natur meget uhensigtsmæssigt at operere med så kort en frist, også selv om man skriver, at den korte frist skyldes forhalede finanslovsforhandlinger. Se tekstboks.

Og det lovforslag, man sender i høring, mangler oplysninger om, hvilke år eller procentsatser, Skatteministeriet har lagt til grund for sine beregninger – både i forhold til transparensreglen og udnyttelsesgraden for konsolideringsfradraget. Lovforslaget bliver hermed uigennemsigtigt, og det gør det reelt umuligt at efterprøve beregningerne og forudsætningerne. Efter min opfattelse er denne type oplysninger noget, man som minimum må forvente er oplyst i lovmaterialet – især når man lægger det frem for Folketinget og for de berørte parter med så kort høringsfrist.

Dertil vælger man at implementere lovforslaget, som var der tale om et skattehul. Lovændringen for konsolideringsfradraget skulle efter planen have haft virkning fra den 19. november – altså før forslaget overhovedet var vedtaget. Det er en praksis, man normalt kun ser ved lukninger af skattehuller, som der slet ikke er tale om her. Man burde selvsagt her have behandlet forslaget som en almindelig ændring af reglerne og således haft en ordentlig proces, så de omfattede havde haft mulighed for at handle hensigtsmæssigt og i ordentlig tid. Det stiller i dette tilfælde fondene i en meget dårlig situation i forhold til deres uddelinger planlagt efter november sidste år.

L71 indeholder heller ikke en vurdering af, hvilken effekt en fjernelse af konsolideringsfradraget eller transparensreglen vil få for størrelsen af fondenes almennyttige uddelinger. De penge, man regner med at få i provenu til staten fra konsolideringsfradraget, tager man direkte fra fondenes almennyttige uddelinger. Her står en række aktører og institutioner i samfundet til at blive ramt – og det er ikke noget, man forholder sig til i forslaget. Man undlader at forholde sig til, at regningen for det her i sidste ende betales af civilsamfundet, forskningen, kulturen m.v. Forestil dig, at man ville fjerne kørselsfradraget – og slet ikke kiggede på de afledte samfundsøkonomiske effekter i form af mindre mobilitet, øget risiko for flaskehalse og tabt arbejdstid m.m. På samme måde burde man have kigget på de samfundsmæssige effekter af at afskaffe transparensreglen og konsolideringsfradraget. Men man har kun haft øjet rettet mod provenuet.

Det bliver endnu mere paradoksalt af, at det kommer som del af en finanslov, som også indeholder et forslag, der er tiltænkt at gøre det mere attraktivt at oprette nye fonde, og hvor selvsamme regering under finanslovforhandlingerne i flere omgange direkte opfordrede fondene til at give flere penge til almennyttige formål, fordi de selv skærer i bevillinger til forskning, uddannelse og kultur.