Mindre analyse, mere design

I takt med at problemerne i verden bliver mere og mere komplekse, så øger vi også vores bestræbelser på at analysere og forstå dem. Men vi glemmer at investere tid og evner i at løse dem.

Christian Bason

Den tidligere amerikanske udenrigsminister og fredsmægler Henry Kissinger er en aktiv mand. I en alder af 91 år har han netop udgivet sit seneste værk, ”World Order”, en omfattende kortlægning af verdens problemer og udfordringer. Jeg har endnu ikke læst bogen, men ifølge The Economist udgør den en relativt deprimerende oplevelse: Der er krig, konflikt og ustabilitet, hvor end man kigger hen i verden, og ingen udsigter til at det foreløbig bliver meget bedre. Desto mere overraskende er det, at Kissinger bruger 400 af bogens sider på analysen af alle problemerne og kun omkring fire sider på løsningsforslag og anbefalinger. Selvsagt er der ikke meget med substans at komme efter her.

I samme udgave af The Economist kan man læse om en stort set lige så deprimerende bog, nemlig den ansete Financial Times-journalist Martin Wolfs analyse ”The shifts and the shocks” om finanskrisen og dens årsager. Her er igen tale om et digert værk, hvor der ganske vist er afsat en smule mere plads til anbefalingerne. Anmelderen bemærker ikke desto mindre, at forslagene ville have haft gavn af at blive foldet betydeligt mere ud.

Vi er gået analyseamok

De to bogomtaler har fået mig til at reflektere over, at vi lever i en tid og en kultur, som på sin vis er gået amok i analyser. Vi bruger utrolige mængder ressourcer til at gennemføre undersøgelser, indsamle data og formidle analyseresultater. Det gælder offentlige institutioner, som dem jeg selv beskæftiger mig med til daglig, men det gælder også private virksomheder og ikke mindst medierne, som villigt formidler ”dugfriske” nye tal og resultater videre i stadig højere tempo. Og det gælder forskerne på vores universiteter, som for manges vedkommende udelukkende ser sig selv som vidensproducenter. Andre aktører må bringe deres forskning i spil i praksis, hvis de da opdager, at den findes.

[quote align="left" author=""]Konfronteret med de mange analyser får man i det hele taget lyst til at stille spørgsmålet: Og hvad så?[/quote]

Selv indsigtsfulde forfattere som herrerne Kissinger og Wolf vælger, når de analyserer så afgørende problemstillinger som vores militære og finansielle verdensorden, at afsætte den langt, langt overvejende del af deres intellektuelle energi til analysearbejdet og formidlingen af det.

Ofte virker det, som om analysen er målet i sig selv. Jeg har i tidens løb truffet en hel del embedsmænd, som gerne bruger et år på et analyseprojekt og på at udarbejde en omfattende rapport, og, når projektet så er afsluttet, er helt overbeviste om, at de nu står med et endeligt ”resultat”. Hvorefter de kaster sig ud i den næste analyse.

Den samme tendens gør sig gældende i den voldsomme fascination, vi i øjeblikket ser i mange private virksomheder ved big data. Rigtig mange ledere er optagede af, hvor store datamængder, der er til rådighed via nye kilder som f.eks. sociale medier, og er nysgerrige, mht. hvordan de indsamles og analyseres; en hel del færre er optaget af, hvordan de indsigter, man høster, så omsættes i konkrete handlinger og værdi for kunderne og for organisationen.

Jeg tror, der mindst er tre grunde til vores umættelige lyst til analyser. For det første er medarbejderne i både den offentlige og private sektor i stigende grad højtuddannede og skolede i traditionelle universitetsmiljøer. Her er det evnen til at tilegne sig et omfattende stof og analysere det – det vil sige skille elementerne ad, bryde det op i dets bestanddele og forskellige typer viden og data på bestemte måder – som er i fokus, og som belønnes. For det andet er analysearbejde forholdsvis ufarligt for de organisationer, hvori det gennemføres. Det handler jo ikke om at beslutte eller at gøre noget, det handler blot om at blive klogere – og heldigvis kan farlige analyser altid syltes eller negligeres. Endelig er analyser blevet nemmere at gennemføre. Enhver kan efterhånden med hjælp fra diverse digitale redskaber hente data eller gennemføre spørgeskemaundersøgelser og få resultaterne sammenfattet. Det er straks en hel del vanskeligere at komme med gennemtænkte, effektfulde og overbevisende bud på, hvad man så skal gøre ved de problemer, der er afdækket.

Problemet er bare, at vi hermed holder tusindvis af mennesker beskæftigede med at gøre sig selv (og nogle gange andre) klogere og ikke så meget andet. Konfronteret med de mange analyser får man i det hele taget lyst til at stille spørgsmålet: ”Og hvad så?”

At skabe en bedre fremtid

Jeg kommer selv fra en analytisk baggrund og kan ikke sige mig fri for at holde meget af at gå store mængder information igennem for at skabe orden og klarhed. Men samtidig er jeg uhyre fascineret af design og designprocesser som en anden og mere fremadrettet måde at forholde sig til verden på. De fleste designere, jeg kender, er mere optaget af at finde mulige løsninger på problemerne end på at tygge dem igennem fra ende til anden. Faktisk går mange designere fundamentalt anderledes til værks, når de skal forstå verden og dens problemer: I stedet for at indsamle data sætter de hurtigt ufærdige løsningsforslag – prototyper – i spil i en konkret kontekst for dermed at se reaktionerne fra kunder, brugere, interessenter og beslutningstagere.

Ofte er designeres forslag meget konkrete, f.eks. i form af grafiske skitser eller fysiske modeller. Dermed høster de indsigt i noget, som ofte kun afdækkes i ringe grad af traditionelle analyser: De høster indsigt i de oplevelser og meningsdannelser, som en given løsning potentielt vil udløse, og hvordan den vil påvirke menneskers og organisationers adfærd. Dermed udforsker de systematisk mulige fremtider og anvender læringen fra prototyperne til at forbedre ideer, koncepter og løsninger. Designforskeren Joachim Halse kalder i Design for Policy, en ny bog, jeg har redigeret, processen for evocative visualization: Altså evnen til at gøre abstrakte, strategiske begreber – som vi finder såvel i den politiske verden som i erhvervslivet – så konkrete, at man kan opleve dem og engagere sig i dem. I bogen illustrerer han det med komplekse energi- og affaldssystemer, som gøres mere bæredygtige og effektive via brugen af visuelle dialogredskaber på workshops mellem alle aktører på området. Et centralt greb i denne sammenhæng er, at nye bud på løsninger dermed kan skabes sammen med dem, der kan være med til at gøre dem til virkelighed.

En ny balance

Det kunne være interessant at se, hvordan Henry Kissingers bog om vores verdensorden var endt, hvis han havde brugt halvdelen af sin tid og energi på at afprøve mulige policy-ideer i praksis. Han kunne jo trække på det enorme netværk af nuværende og tidligere beslutningstagere, han stadig har i kraft af sin rolle som tidligere statsmand såvel som via sit aktive virke som rådgiver og konsulent.

På samme vis kunne det være interessant, hvis Martin Wolf havde engageret finanssektoren i en grundig trykprøvning af sine radikale nye ideer om en reform af styringen af vores finansielle institutioner.

Det er jo ikke således, at evnen til at forstå og analysere problemer ikke er vigtig. Faktisk siger mange designere selv, at den måde, hvorpå et problem bliver repræsenteret, ofte indeholder kernen af løsningen. Jeg et blot bange for, at produktionen af viden i dag i for høj grad er blevet et mål i sig. Målet må, på kort eller på lang sigt, være at forbedre vores verden. Det er en tiltrængt aktivitet – en designaktivitet – som vi alle kan prioritere højere, end vi gør i dag.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu