Minister snydt af forkerte tal om danske biler

Ifølge økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) er danske biler ældre end vores udenlandske naboers. Men det er der ifølge Detektor ikke belæg for at sige.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) tager fejl, når han hævder at biler i Danmark gennemsnitligt er ældre end i vores to nabolande, Tyskland og Sverige. Det kan DR-programmet Detektor afsløre.

Tallene bag påstanden er nemlig så usikre, at de ikke kan bruges til at sammenligne alderen på danske biler med andre europæiske lande.

Ministerens udtalelse faldt på det pressemøde, hvor regeringen fremlagde sit udspil til en ny skattereform. I skattereformen indgik også et forslag om at sænke registreringsafgiften på biler.

Simon Emil Ammitzbøll bygger udtalelsen på en figur i dette års Økonomiske Redegørelse fra august, hvor Danmark ligger nummer 21 på en liste med 27 europæiske lande. Den statistik bygger på tal fra Det Europæiske Miljøagentur (EEA). Men de fortæller til Detektor, at de ikke selv har lavet beregningerne.

I stedet henviser de til organisationen Det Internationale Institut for Anvendt Systemanalyse, som dog oplyser til Detektor, at de intet kender til beregningerne. Derfor vælger EEA helt at fjerne statistikken fra deres hjemmeside.

For at finde troværdige tal for de tyske og svenske bilers alder har Detektor taget kontakt til transportekspert Ismir Mulalic, der er lektor på Danmarks Tekniske Universitet. Han henviser til tal direkte fra de nationale statistikbureauer.

Og hvis man kigger her, havde Danmarks personbilpark en gennemsnitsalder på 8,9 år, Tysklands på 9,3 år og Sveriges på 10 år.

Minister erkender fejl

Efter henvendelse fra Detektor erkender Simon Emil Ammitzbøll, at tallene fra EEA ikke kan bruges som dokumentation for hans påstand.

“Detektors gennemgang viser, at statistikken fra Det Europæiske Miljøagentur desværre kan være fejlbehæftet og ikke udgør et sikkert grundlag for at sammenligne bilparkens alder i forskellige lande. Det er beklageligt, og der er tydeligvis behov for, at der fremadrettet udarbejdes mere konsolideret og veldokumenteret international statistik på bilområdet”.

Omtalte personer

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Radiovært, 24syv, fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu