Konkurrencestyrelsen anbefaler i en ny omfattende rapport, at der indføres totalt fri konkurrence i elsektoren - stik imod miljø- og energiminister Svend Aukens ønske. Konkurrencestyrelsen under Erhvervsministeriet skønner, at fri kon-kurrence vil give en årlig gevinst på 2,4 milliarder kr. samtidig med, at de energi- og miljøpolitiske målsætninger uden problemer fortsat kan opfyldes. Rapporten, som offentliggøres om kort tid, er en sønderlemmende kritik af den begrænsede og langsomme liberalisering af energisektoren, energiministeren hidtil har lagt op til. Rapporten kommer midt i Energistyrelsens arbejde med en omfattende lovreform for ener-gisektoren. Konkurrencestyrelsen anbefaler, at alle elforbrugere - også private hus-stande - får fri adgang til at vælge elselskab, så de får valgfrihed til at købe ind billigst muligt, eventuelt i udlandet. Samtidig mener styrelsen, at de mange andelsejede og kommunale elselskaber bør omdannes til aktieselskaber, og en oplagt mulighed ville være at udlodde aktier til elforbrugerne, vurderer styrel-sen. Samlet drejer det sig om værdier for 40 milliarder kr. Vurderingen er, at det nuværende forbrugereje ikke kan opretholdes. Andelshaverne i andelsselskaberne er tvungne ejere, som i et frit konkurrencemarked står med reel økonomisk risiko. Netop denne risiko er også problematisk for de kommunalt ejede energiselskaber, “da kommunerne ikke umiddelbart har mulighed for at finansiere underskud på erhvervsaktiviteter,” skriver Konkurrencestyrelsen.