Kan USA leve med en middelklasse, der tjener så lidt på deres lavtlønnede jobs, at de ikke har råd til ordentlig børnepasning? Kan Europa leve med arbejdsløshed på over 20 pct. i Grækenland og Spanien, der er tynget af massiv statsgæld efter at have reddet kriseramte banker? Nej, lyder svarene fra Washington og Frankfurt.

I den forgangne uge viste både den amerikanske præsident og Den Europæiske Centralbanks ledelse, at man politisk er klar til at prioritere både job, forbrug og beskæftigelsesfremmende velfærdstiltag til de mange millioner arbejdsløse amerikanere og europæere.

I sin tale om nationens tilstand sagde Barack Obama, at velfungerende børnepasning, sygesikring og adgang til uddannelse er en forudsætning for at genrejse den amerikanske middelklasse efter flere års massiv økonomisk krise.

Både mor og far skal ifølge den amerikanske præsident kunne gå trygge på arbejde i vished om, at de får en løn, der både kan finansiere omsorg for børnene, afdrag på studielån og det forbrug, der er motoren i den amerikanske økonomi. Ifølge Obama betyder dette også, at de rigeste amerikanere må betale mere i skat, så man kan lempe skatten for middelklassen.

Fra Den Europæiske Centralbank var budskabet, at tiden nu er til at investere i vækst. Torsdag meddelte ECB’s italienske chef, Mario Draghi, at ECB frem til september 2016 vil trykke 60 milliarder nye euro om måneden og pumpe disse penge ud i eurozonens økonomier.

Meddelelsen fik i sagens natur eurokursen til at falde – helt ned på et niveau, hvor den ikke har været siden 2003. Denne udhuling af Europas købekraft er i sig selv et boost for eksportindustrierne og en tilsvarende bremse på importen. Samtidig indfrier ECB’s beslutning Mario Draghis løfte fra sommeren 2012 om, at ECB vil gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at sikre euroens overlevelse. Dér er vi altså nu. Euroen overlever, og ingen lande smides ud.
 

DE NYE ECB-LÅN til kriseramte lande som Grækenland og Portugal er underlagt særlige betingelser. Men det ændrer ikke ved, at beslutningen fra ECB-hovedkvarteret i Frankfurt er historisk: Den markerer enden på det konservative pengepolitiske dogme, der i årtier har dikteret, at ECB – og før den den tyske Forbundsbank – alene skulle fokusere på at holde inflationen nede. Nu markerer Draghi, at ECB, i lighed med den amerikanske forbundsbank, også bør forholde sig til beskæftigelsen som et succesparameter. Det hører med til historien, at inflationen i Europa er så lav, at Draghi med god ret kan påpege, at torsdagens de facto-devaluering af euroen har til formål at trække inflationen op til de knap 2 pct., der er målet i ECB’s mandat.

Selvom det endnu er uvist, om det vil lykkes at sætte gang i væksten i Europa, imødekommer ECB et længe næret ønske hos Tysklands europæiske partnere i Frankrig, Italien og Spanien om, at Den Europæiske Centralbank fører en mere offensiv pengepolitik.

Ikke uventet mødte politikskiftet i Frankfurt stærkest kritik i Tyskland, hvor mange finanspolitiske høge ser med stor skepsis på, at Den Europæiske Centralbank nu reelt begynder at låne penge ud til kriseramte eurolande.

Men man skal lægge mærke til, at Mario Draghi ugen forinden havde holdt et privat møde med Tysklands kansler, Angela Merkel, i Berlin, hvor han uden tvivl har fået grønt lys til torsdagens beslutning.

Merkel selv reagerede helt efter bogen, da hun fra Davos slog fast, at Den Europæiske Centralbank skal være uafhængig af politik, og i øvrigt tilføjede, at Europas ledere har ansvaret for at gennemføre investeringer, der skaber nye job og vækst på både kort og langt sigt.

Reelt har Merkel forberedt sig på torsdagens historiske politisk-økonomiske kursskifte i flere år. Kansleren har længe vidst, at det kun var et spørgsmål om tid, før Tyskland måtte acceptere, at ECB lagde de tyske dogmer bag sig og begyndte at føre en ægte europæisk pengepolitik. Den brede tyske regeringskoalition mellem Merkels konservative og socialdemokraterne i SPD har netop haft til formål at kunne modstå den hjemlige modstand mod denne store indrømmelse.
 

EFTER ECB’s BESTLUTNING om at pumpe ny milliardlikviditet ind i den europæiske økonomi, blev alles øjne rettet mod Grækenland, der gik til valg i går.

Ved redaktionens slutning tydede alt på en massiv valgsejr til det venstreorienterede protestparti Syriza på baggrund af løfter om at genforhandle det stærkt forgældede lands afdragsordning med EU, ECB og IMF. Dette har fået nogle analytikere til at forudse, at Grækenland – hvis ikke landet overholder sine gældsforpligtelser – kan være på vej ud af eurozonen.

Men dette kommer ikke til at ske, selvom Syrizas leder, Alexis Tsipras, har lovet at bruge milliarder, han ikke har, på at hjælpe især de allerfattigste grækere og indføre en ny fattighjælp til mennesker med under 1.000 euro om måneden.

Bag de dramatiske overskrifter i europæiske og amerikanske finansmedier står det nemlig klart, at Tsipras er er i tæt kontakt med nogle af Angela Merkels nærmeste rådgivere, der har overbevist ham om, at han ikke skal stille ultimative krav i de forhandlinger om Grækenlands statsgæld, som formentlig vil finde sted over de kommende måneder.

Tsipras selv har gjort det klart, at han som leder af en græsk regering både vil komme kriseramte grækere til undsætning og sikre Grækenlands forbliven i euroen. Ikke mindre end 74 pct. af grækerne er enige i, at fortsat medlemskab af euroen tjener dem og deres land bedst.
 

TILBAGE STÅR, at det er klogt af ECB at investere mere end 8.000 milliarder kr. i kampen mod den arbejdsløshed og stagnation, der bider hårdest i de sydeuropæiske eurolande. På samme måde vil det være klogt af de nordeuropæiske eurolande at medvirke til en lempelig gældssanering i lande som Portugal, Spanien og Grækenland, der alle har gennemført modige besparelser og reformer over de seneste år. Kun ved at markere viljen til at investere i nye jobs og beskæftigelsesfremmende velfærdsordninger kan Europas ledere forsikre grækere og andre kriseramte europæere om, at det er inden for EU, man på solidarisk vis skal finde svaret på den menneskelige forarmelse, som finanskrisen har ført til.

I modsat fald vil stadig flere europæere følge de nationalkonservative ledere, som i forvejen har betydelig vind i sejlene rundt om på kontinentet. Deres bud på løsninger – mere national protektionisme og begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed – vil skade Europas økonomi langt mere end de nominelt overskuelige lempelser til regeringerne i Athen, Madrid og Lissabon.

Hvis ikke nationale regeringer i disse lande får det økonomiske råderum, der skal til for at adressere massiv menneskelig armod, vil europæiske skåltaler om solidaritet og Europa som en social markedsøkonomi ikke være det papir værd, de er skrevet på.

Når det er sagt, må resten af Europa også kunne stole på, at regeringerne i Athen, Rom, Madrid, Paris og Lissabon fortsætter de reformer, der udrydder korruption, stopper offentligt ansattes ofte overdrevent lukrative pensionsordninger og i det hele skaber de moderne velfærdsbaserede konkurrencestater, som har gjort en række lande i det nordlige Europa globalt førende – både når det gælder konkurrenceevne og social retfærdighed.