Det var “Underdanmark”, der reddede Nyrup-regeringen på målstregen, og “Overdanmark”, der svigtede Per Stig Møller. De foretrak sofaen. Det viser den første omfattende kortlægning af det valgresultat, der totalt ændrede dansk politik og førte til nogle af de mest dramatiske begivenheder i nyere politisk historie. Analysen er udarbejdet for Ugebrevet Mandag Morgen af professor Søren Risbjerg Thomsen, Aarhus Universitet, og afdækker de vælgervandringer, der de sidste par dage før valget snød meningsmålingerne. Analysen viser, at det i sidste øjeblik lykkedes Nyrup-regeringen at mobilisere tusinder af arbejdsløse, ufaglærte arbejdere og lavere funktionærer. Mobiliseringen var overraskende stor. Samtidig fik Socialdemokratiet også et godt valg blandt funktionærer i den private sektor. Som en af årsagerne til det overraskede valgresultat peger Risbjerg Thomsen på usikkerheden omkring lejeværdien for ejerboliger. “Det borgerlige forslag om at fjerne lejeværdien for ejerboliger blev opfattet som en uretfærdig økonomisk forskelsbehandling, der både forargede lejerne og brede sociale kredse,” siger han. For sent opdagede V og Ks ledere, at emnet var sprængfarligt og kunne flytte i tusindvis af stemmer. Kortlægningen af vælgerstrømmene viser også, at nederlaget for de Konservative ikke kun skyldes, at partiet mistede stemmer til CD, Dansk Folkeparti og Venstre, men nok så meget, at de mange tidligere K-vælgere foretrak sofaen frem for Per Stig Møller.