Muslimer skal hjælpe Arla ud af krisen
Massiv satsning på mangfoldighedsledelse hos mejerigiganten
Ny strategi skal genrejse selskabet i Mellemøsten
En ny omfattende ændring i Arlas ledelsesstrategi skal være med til at bringe koncernen ud af den dramatiske krise og genoprette forholdet til de muslimske forbrugere. “Det er ikke flagbrænderne, der går forrest i boykotten af Arla. Det er hr. og fru Abdullah, der protesterer. Dem skal vi tale til, og de lokalt ansatte skal være med til at løfte opgaven, ” siger Arlas koncernchef Peder Tuborgh. I et eksklusivt interview med Ugebrevet fremlægger han de fire punkter, der skal bringe virksomheden på fode igen i Mellemøsten. Et vigtigt element bliver en massiv satsning på mangfoldighedsledelse. Fremover skal der være flere muslimer i topledelsen, de lokalt ansatte skal inddrages mere og man vil styrke mobiliteten i virksomheden. Kodeordet er respekt og empati for andre kulturer og religioner. Turborgh erkender, at opgaven er tung at løfte. Arla har tidligere haft voldsomme problemer med at få sin virksomhed i Saudi-Arabien til at fungere i krydspresset mellem danske værdier og lokale forhold.