Annonce

Mærsk er årets klimaduks

12. december 2010 kl. 22.20

Bedre sent end aldrig. Der skulle gå over 100 år, før Danmarks største virksomhed – A.P. Møller-Mærsk Gruppen – landede sin første bæredygtighedsrapport.

Det har begejstret Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, FSR, i en sådan grad, at den i sidste uge tildelte Mærsk en pris for “bedste 1.-gangs CSR-rapport i 2010”.  Mærsk får bl.a. prisen for en “imponerende” datadel, der analyserer, hvordan selskabets 15 store forretningsområder kan arbejde med bæredygtighed. “Det styrker indtrykket af, at rapporten er et produkt af en strategi,” skriver FSR.

Anskuet lidt mere pragmatisk er rapporten imidlertid også et produkt af, at Mærsk ikke længere har kunnet sno sig udenom. Siden 1. januar 2009 har det nemlig været lovpligtigt for landets ca. 1.100 største virksomheder at redegøre for deres samfundsansvar i ledelsesberetningen.

Man kan derfor næppe betegne det som rettidig omhu, at Danmarks største virksomhed først nu hopper med på CSR-bølgen.

Til gengæld må man lade virksomheden, at den nu går “all in”. 2009 blev således også første år, Mærsk-gruppen rapporterede bæredygtighedsdata til det internationale netværk Carbon Disclosure Project, CDP, efter en årelang tovtrækning, hvor Mærsk har afvist at deltage.

Her var man knap så imponeret over Mærsks præstationer. Således fik Mærsk i 2009 en score på 67 ud af 100 på CDPs bæredygtighedsskala, mens den globale førergruppe inden for transportsektoren, der bl.a. tæller Boeing, scorede 25 pct. højere.

A.P. Møller-Mærsk Gruppen er imidlertid fast besluttet på at forbedre sig, da virksomheden, ifølge koncerndirektør Nils Smedegaard Andersen, nu har erkendt, at der er en tæt sammenhæng mellem bæredygtighed og bundlinje: “At drive forretning på en måde, der er til skade for samfundet, vil ikke blive tolereret i fremtiden,” erklærer han i selskabets første bæredygtighedsrapport.

Det er 16. gang, at Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, FSR, uddeler CSR-priser. Ud over debutantprisen til Mærsk blev Danisco og Novozymes hædret med priser for hhv. “bedste stand alone CSR-rapport” og “bedste CSR-rapport integreret i det finansielle regnskab”.

Derudover fik COOP en temapris for ”bedste leverandørstyring”, og rederiet TORM blev hædret med prisen “bedste CSR-redegørelse efter årsregnskabslovens nye § 99 a”.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026