Når frygten bliver en politisk strategi

Der kastes rundt med enorme milliardbeløb lige nu i den offentlige debat om, hvordan vi skal finansiere ubegribeligt store nye udgifter frem mod 2040.

Men hvem forstår egentlig, hvad det betyder? Hvem i alverden har overblikket? Og hvor kommer pengene fra? 

Frygt har altid været et effektivt politisk redskab. Hvis vi er bange nok, stiller vi færre spørgsmål.

Vi står over for valg, der vil forme Danmarks fremtid: Skal vi bruge 300 milliarder kroner eller endnu mere på Forsvaret? Vil det være nok til at forsvare Rigsfællesskabet, eller skal der mere til i Arktis? Hvordan finansierer vi de planlagte klimamål og klimainvesteringer og realiseringen af den grønne trepartsaftale? Hvordan redder vi et presset velfærdssystem, der konstant mangler penge, mens handelskrige og økonomisk uro truer?

Vi fastholdes i et narrativ om kriser og økonomiske nødvendigheder: Forsvaret skal styrkes, klimaet reddes, virksomhederne skal vækste i konkurrencen med udlandet, velfærden skal sikres, og skatten må ikke stige. Hvad så? Skal vi tage mere gæld og overlade regningen til de kommende generationer?

Når frygten sætter rammen

Den italienske filosof og samfundsteoretiker Niccolò Machiavelli skrev allerede i 1500-tallet, at "mennesker handler mere af frygt end af kærlighed". Og den franske sociolog Michel Foucault beskrev, hvordan magten i moderne samfund opretholdes gennem en konstant tilstand af undtagelsestilstand og kontrol. 

Derfor en appel til regeringen om at lægge en plan frem til grundig, demokratisk debat og ikke kun til forhandlinger bag lukkede døre med et udvalg af partier. Ellers gør man demokratiet en bjørnetjeneste og fodrer den voksende mistillid til den politiske beslutningsproces.

Frygt har altid været et effektivt politisk redskab. Hvis vi er bange nok, stiller vi færre spørgsmål. Vi accepterer skatteforhøjelser, forsvarsinvesteringer, velfærdsbesparelser og indgribende klimatiltag, fordi vi føler os truet.

Men hvor går grænsen? Hvornår bliver frygten ikke længere et redskab til sikkerhed, men en strategi til at gennemtvinge prioriteringer uden en reel demokratisk debat? Når vi konstant fodres med fortællinger om nye trusler – Rusland, klimakatastrofer, økonomisk kollaps – bliver vi så i bedste fald afmægtige og i værste fald demokratisk negative over for de beslutninger, vi aldrig har fået lov til at have nogen indflydelse på?

Jeg siger på ingen måde, at truslerne ikke er reelle og skal tages alvorligt. Det skal de. Kun at vi skal huske at tage borgerne med ind i rummet, hvor løsningerne skal findes.

En uforståelig regning

Da regeringen og en bred kreds af partier før sidste valg hævede det danske Nato-bidrag til to procent af BNP, kostede det 195 milliarder kroner. Pengene blev fundet ved at øge statsgælden. Nu taler forsvarsministeren om tre procent til Forsvaret – yderligere 300 milliarder kroner – mens Mette Frederiksen har sagt, at vi skal tættere på fem procent af BNP. En stigning til 3,5 procent vil kræve, at regeringen finder 45 milliarder ekstra om året. Ifølge flere økonomer kan det ikke klares alene med lån eller et magisk råderum.

Politikerne vil ikke sige, at vi må vælge mindre velfærd – for den pris er for høj at betale i forhold til vælgerne. Men hvad så? Lige nu skruer regeringen bare mere og mere op for frygten. Vi skal opruste. Putin truer. Trump er uforudsigelig. Grønland kan glide ud af Rigsfællesskabet, hvis vi ikke investerer massivt i Forsvaret i Arktis. Vi skal også redde klimaet. Vi er ikke på rette vej med havvindmøller og energiomstilling. Vi står med en amerikansk præsident, der satser på mere olie og gas. Den grønne trepartsaftale kræver milliardinvesteringer og en omfattende landbrugsomstilling.

Og vi skal redde velfærden. Kommunerne kæmper allerede for at få budgetterne til at hænge sammen. Befolkningsudviklingen arbejder imod os: Flere ældre, færre i arbejdsstyrken. Vi er blevet lovet reformer på stribe til frisætning og forbedring af velfærden, men pengene skal findes. Vi skal også beskytte økonomien og erhvervslivet mod handelskrige, mens Trump buldrer frem med straftold og sanktionspolitik. Selvom vi står skulder ved skulder i EU, kan hans økonomiske hammer ramme Danmark hårdt.

Der er nok at frygte. Vi skal have en 2040-plan, siger Lars Løkke Rasmussen nu. Helt rigtigt. Men hvad skal den indeholde? Hvorfor tør politikerne ikke tage debatten åbent om, hvordan pengene skal findes? Hvornår stopper de med at skrue op for frygten – uden at svare på det afgørende spørgsmål: Hvilket Danmark vil vi egentlig have på den anden side af alle disse milliardinvesteringer?

Tillidskrisen vokser

Regeringen har sat kurs mod en historisk økonomisk omlægning og en omfattende forandring af det danske samfund. Men hvor er debatten om de reelle valg? Tilliden til politikerne har længe været lav, og en ny undersøgelse fra Mandag Morgen viser, at hver tredje dansker ikke føler sig repræsenteret i Folketinget. Mange tvivler på det faglige grundlag for politiske beslutninger. Følelsen af, at politiske beslutninger træffes hen over hovedet på befolkningen, under påvirkning af indflydelsesrige lobbyister, vokser. Tilliden til medierne er også under pres.

Folketingets formand, Søren Gade, påpegede forleden på en konference, hvor Mandag Morgens demokratianalyse blev fremlagt, hvordan kløften mellem Christiansborg og hverdagen udenfor bliver dybere.

I København og i medierne fylder debatten om forsvar, Trump og geopolitik det hele, mens man i Vestjylland bekymrer sig mere akut om fiskeriets fremtid og ulve i parcelhuskvarteret i Oksbøl. I de fattigere af kommunerne kæmper borgmestre for at få budgetterne til at hænge sammen, mens regeringen og finanslovpartierne vil indføre gratis skolemad.

Samtidig lider velfærdssektoren under massiv mangel på arbejdskraft. Der er lærermangel i mange folkeskoler, og psykiatrien har alenlange ventelister. Der er et stigende misforhold mellem de politiske dagsordener på Christiansborg og borgernes hverdag.

Hvornår bliver vi inddraget?

Frygt kan være et politisk redskab, men det bør ikke være en strategi. Hvis regeringen ønsker at tage befolkningen med på råd, kræver det en ærlig debat om konsekvenserne af de vigtige politiske valg, vi står overfor. Skal vi bruge pengene på velfærd eller forsvar? Kan vi redde både klimaet, Forsvaret og velfærden uden at hæve skatterne massivt eller skære i den offentlige sektor? Hvordan skal byrderne fordeles?

Hvis politikerne ikke vil svare, risikerer de, at borgerne selv finder et nyt sprog for demokratiet – et sprog, hvor mistilliden bliver det stærkeste argument ved næste valg. De færreste borgere kan overskue de enorme milliardbeløb, der svinges rundt med i de politiske cirkler. Men vi kan forholde os til konkrete valg: Skal vi prioritere forsvar over velfærd? Kan vi acceptere en senere pensionsalder, højere skat eller dårligere offentlige ydelser? Og har vi overhovedet et reelt valg, når landets sikkerhed kræver så mange flere penge?

Hvis en fredsaftale indgås i Ukraine, vil frygten så aftage? Vil danskerne stadig acceptere massive forhøjelser af forsvarsudgifterne, fordi det i det seneste års tid er blevet åbenlyst for enhver, hvor dårligt det står til med vores forsvarskapacitet? Eller vil nye trusler blive fremhævet for at fastholde os i en tilstand af alarmberedskab?

Uden reelle valgmuligheder er det svært at tale om en demokratisk debat. Derfor en appel til regeringen om at lægge en plan frem til grundig, demokratisk debat og ikke kun til forhandlinger bag lukkede døre med et udvalg af partier. Ellers gør man demokratiet en bjørnetjeneste og fodrer den voksende mistillid til den politiske beslutningsproces.