I løbet af få måneder vil danske forbrugere kunne få adgang til at handle på internettet via deres tv, og den mulighed vil udsætte store dele af dansk detailhandel for hård konkurrence. “Jeg mener, at detailhandlen i dag skal være yderst varsom med at undervurdere styrken bag den omstillingsproces, der er under udfoldelse,” siger Michael Zøhner fra Andersen Consulting til Ugebrevet Mandag Morgen. Den konkurrencemæssige udfordring til detailhandlen er blot det seneste element i den omstilling til en ny netværksøkonomi, der allerede er under fuld udfoldelse i dansk erhvervsliv. De virksomheder, der har forstået udfordringen, arbejder på højtryk for at omstille sig til grundlæggende nye konkurrencevilkår. Alene det seneste år er der sket betydelige strukturelle omlægninger i flere brancher, og nu stiger tempoet i omstillingsprocessen. Samlet er der tale om den største omstilling i dansk erhvervsliv siden industrialiseringen. Ugebrevet Mandag Morgen indleder i dag en artikelserie, der sætter fokus på de muligheder og udfordringer, virksomhederne står over for i den nye markedsvirkelighed.