Nordiske politikere sætter præg på verden

De nordiske lande har leveret mange politikere og topembedsmænd til vigtige poster i FN, NATO og EU. Hvis regeringerne i Danmark, Norge, Sverige og Finland kan arbejde samme, vil der i det kommende år blive rig lejlighed til at sætte nordiske fingeraftryk på den politiske og økonomiske udvikling i Europa såvel som på verdensplan. 2016 kommer til at handle om, at EU skal finde sin rolle i verden. Flygtningekrisen har gjort det klart, at EU er nødt til at udvikle sig til en troværdig global aktør, der kan beskytte sine ydre grænser og påvirke udviklingen i sit geografiske nærområde. Hvis ikke EU formår det, vil det europæiske samarbejde være truet på sin eksistens. Og et EU i opløsning vil i høj grad true de nordiske og baltiske landes sikkerhed, velstand og velfærd. På verdensplan er FN’s dagorden for 2016 og i årene fremover præget af temaer, hvor de nordiske lande har meget at byde ind med: grøn omstilling og moderne velfærdssystemer. Samtidig skal FN til september 2016 have ny generalsekretær efter den sydkoreanske diplomat Ban Ki-moon. Se Mandag Morgens bud på de fem nordiske politikere, som lige nu har bedst muligheder på den internationale scene.

Claus Kragh

Hvis regeringerne i København, Oslo, Stockholm og Helsinki kan finde ud af at arbejde sammen, vil der i det kommende år blive rig lejlighed til at sætte nordiske fingeraftryk på den politiske og økonomiske udvikling i Europa såvel som på verdensplan.

I Europa kommer 2016 i høj grad til at handle om, at EU skal finde sin rolle i verden. Flygtningekrisen har gjort det klart, at EU er nødt til at udvikle sig til en troværdig global aktør. Man må kunne beskytte sine grænser og påvirke udviklingen i sit geografiske nærområde fra Rusland i nordøst over Tyrkiet og Mellemøsten til Nordafrika. Hvis ikke EU formår at nå dertil, vil det europæiske samarbejde være truet på sin eksistens. Og et EU i opløsning vil i høj grad true de nordiske og baltiske landes sikkerhed og velfærd.

På verdensplan er FN’s dagorden i 2016 og i årene fremover præget af temaer, hvor de nordiske lande har meget at byde ind med: grøn omstilling, moderne velfærdssystemer og alle de andre prioriteringer, der ligger i FN’s 17 nye bæredygtige udviklingsmål, som blev vedtaget i september sidste år. Samtidig skal FN til september i år have ny generalsekretær efter den sydkoreanske diplomat Ban Ki-moon. Meget taler for, at FN for første gang skal have en kvindelig leder.

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt blev flere gange i løbet af foråret 2015 nævnt som en mulighed, fordi hun anses som driftssikker og som værende en god kommunikator. I hvilket omfang det har skadet hendes muligheder, at hun søgte og ikke fik stillingen som leder af FN’s højkommissariat for flygtninge, UNHCR, i efteråret, kan man kun gisne om.

[graph title="" caption="Figur 1 " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/7ff90-ckr_fig01_nordens-naeste-globale-ledere_web.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/40e56-ckr_fig01_nordens-naeste-globale-ledere_web.png" text=""] [/graph]

Men det er givet, at Thorning med sin status som relativt ung, midtsøgende, internationalt orienteret, kvindelig tidligere regeringschef fortsat er blandt den håndfuld nordiske toppolitikere, der i de kommende år kan forventes at komme i spil til de vigtigste internationale topposter. Det samme gælder Sveriges tidligere statsminister Fredrik Reinfeldt. Se figur 1.

Både Thorning og Reinfeldt har gennem flere år tilhørt den kreds af yngre europæiske regeringsledere, som Europas politiske chef, Tysklands kansler Angela Merkel, har plejet jævnlig omgang med – ikke mindst med de meget diskrete netværksmøder på slottet Meseberg nord for Berlin. Også Reinfeldts finansminister, Anders Borg, samt finnen Alexander Stubb og nordmanden Jonas Gahr Støre hører til de aktuelt bedste bud på nordiske politikere, der i de kommende år kan gøre sig gældende, hvad angår internationale topposter.

Blandt andre politikere med globalt potentiale finder man også de tre siddende EU-kommissærer fra de nordiske lande, danske Margrethe Vestager, svenske Cecilia Malmström og finske Jyrki Katainen. De tre kommissærers porteføljer – henholdsvis konkurrence, handelspolitik og EU’s investeringsplan – vidner om, at kommissionsformand Jean-Claude Juncker har tiltro til det politiske talent, der kommer fra de nordiske lande.

Det samme gælder for udnævnelsen i sommeren 2015 af den danske topdiplomat Jeppe Tranholm-Mikkelsen til den meget vigtige post som generalsekretær i Det Europæiske Råd. Tranholm-Mikkelsen sidder på denne post nærmest lige midt i øjet på den interne storm, der hersker mellem EU-landene, hvor Tyskland søger hastig videre integration i EU, mens lande som Storbritannien, Polen, Danmark og Ungarn er ledet af regeringer præget af EU-skepsis og præferencer for nationale og mellemstatslige løsninger.

Ifølge tidligere udenrigsminister Per Stig Møller er det vigtigt at holde sig for øje, at politikere, der tiltræder internationale topposter, hurtigt skal markere, at de repræsenterer de europæiske eller globale interesser, der til ligger i embedet, og at de ikke plejer nationale interesser.

”Nordiske politikere bliver betragtet som kompetente, retlinede og effektive, og de er gode til at tilpasse sig den embedsmandsrolle, der ligger i mange af de internationale stillinger,” siger Per Stig Møller.

Han peger samtidig på, at de nordiske politikere ofte kan være passende kompromiskandidater, som man også har set det med politikere fra Benelux-landene.

”Der er mange stillinger, som er bedst besat med folk fra mindre lande, fordi de store magter vogter på hinanden,” siger han.

Amerikansk tillid til Norden

Nordiske politikere har siden Anden Verdenskrig indtaget markant flere internationale topposter, end landenes relativt små indbyggertal tilsiger.

Det er bemærkelsesværdigt, at de nordiske lande Norge og Sverige havde posten som generalsekretær i FN fra 1946 til 1962. Og at to nordiske lande – Danmark og Norge – nu har sat sig på posten som generalsekretær i NATO fra 2009, hvor Anders Fogh Rasmussen blev udnævnt, til i hvert fald 2018, hvor Jens Stoltenberg forventes at træde tilbage. Se boks.

Politiske ledere fra Norden på den globale scene

Her finder du navnene på nogle af tidens mest fremtrædende nordiske politiske ledere på den internationale scene

NATO:

2014 - : Jens Stoltenberg, generalsekretær,

2009-2014: Anders Fogh Rasmussen, generalsekretær,

FN:

2015- : Lise Kingo, eksekutivdirektør i UN Global Compact

2015-2016: Mogens Lykketoft, formand for FN’s generalforsamling

2012 - : Jan Eliasson, vicegeneralsekretær, FN i New York.

2014 - : Chrstian Friis Bach, Leder af UNECE, FN’s økonomiske udvalg for Europa, Genève.

1996-2005: Peter Hansen, generalkommissær i FN’s agentur for hjælp til palæstinensiske flygtninge, UNRWA.

2004-2006: Søren Jessen-Petersen, særlig repræsentant for FN’s generalsekretær i Kosovo.

2000-2003: Hans Blix, chef for FNs våbeninspektører, UNMOVIC.

2000-2001: Hans Hækkerup, leder af FNs civile mission i Kosovo.

1998-2003: Gro Harlem Brundtland, generaldirektør i WHO

1987-1991 og 2000-2008: Maarti Athisaari, diverse diplomatiske topposter i FN.

1978-1985: Poul Hartling, FN’s højkommissær for flygtninge, leder af UNHCR.

1952-1962: Dag Hammarskjöld, FN’s generalsekretær, svensk diplomat

1946-1952: Trygve Lie, FNs generalsekretær, norsk socialdemokrat

OECD:

1960-1969: Thorkil Kristensen, generalsekretær.

Europarådet:

2009-2019: Thorbjørn Jagland, generalsekretær.

Danske EU-kommissærer:

2014- : Margrethe Vestager, Konkurrence

2009-2014: Connie Hedegaard, klima

2004-2009: Mariann Fischer Boel, landbrug

1999-2004: Poul Nielson, udvikling og humanitær bistand

1995-1999: Ritt Bjerregaard, miljø

1985-1995: Henning Christophersen, økonomi og finans (næstformand)

1981-1985: Poul Dalsager, landbrug

1974-1981: Finn Gundelach, landbrug,

Finske EU-kommissærer

2014- : Jyrki Katainen, viceformand, jobs, vækst, konkurrenceevne og investeringer.

2004-2014: Olli Rehn. Porteføjer: EU’s udvidelse, økonomi, euro.

1995-2004: Erkki Likanen, budget, industri

Svenske EU-kommissærer:

2010- : Cecilia Malmström, retlige og indre anliggender (justits)

1999-2010: Margot Wallström, miljø, internationale relationer, kommunikation.

1994-1999: Anita Gradin, justits

Topembedsmænd i EU:

2015-2020: Jeppe Tranholm-Mikkelsen, generalsekretær i Det Europæiske Råd

1980-1994: Niels Ersbøll, generalsekretær i EU’s Ministerråd

Nordiske deltagere i Bilderberggruppen

Bilderberggruppen er et af verdens vigtigste netværk for den politisk-økonomiske verdenselite. Gruppen holdt sin 2015-konference i Østrig i juni. Fra de nordiske lande deltog følgende personer.

Danmark:

  • Thomas Ahrenkiel, direktør Forsvarets Efterretningstjeneste, nu konstitueret departementschef i Forsvarsministeriet
  • Merete Eldrup, administrerende direktør TV2
  • Ulrik Federspiel, næstformand, Haldor Topsøe A/S
  • Christina Markus Lassen, afdelingschef Udenrigsministeriet

Norge:

  • Svein Richard Brandtzæg, Formand og CEO, Norsk Hydro ASA
  • Trine Eilertsen, Politisk redaktør, Aftenposten
  • Olaug Svarva, CEO, Den Norske Regerings Pensionsfond

Sverige:

  • Mikael L. Damberg, Minister for Enterprise and Innovation
  • Carola Lemne, CEO, Svensk Industri
  • Carl-Henric Svanberg, Formand BP , formand Volvo
  • Jacob Wallenberg, Formand, Investor AB

Finland:

  • Alexander Stubb, Finansminister
  • Matti Apunen, Direktør, Finnish Business and Policy Forum
  • Leena Mörttinen, Direktør, Foreningen af finske familieejede virksomheder

Læs mere her om Bilderberg-netværket her.

Det skyldes ifølge Hans Mouritzen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, en stor amerikansk tillid til de skandinaviske lande i mere end 80 år. I 1930’ernes kriseramte USA handlede den politiske debat i høj grad om, hvordan man kunne tøjle den uhæmmede kapitalisme, der førte til krakket i Wall Street i 1929.

En bog – ”Sweden – The Middle Way” – skrevet af journalisten Marquis Childs i 1936 har ifølge Hans Mouritzen haft en særlig og langvarig indflydelse på den amerikanske velvilje over for de nordiske lande. USA’s præsident Franklin Roosevelt blev så begejstret af at læse bogen, at han sendte et hold af sine rådgivere til Europa for at studere Sverige, hvilket han begrundede med disse ord:

“Jeg er meget interesseret i, hvad de har gjort i Skandinavien. I Sverige, for eksempel, har man en kongefamilie og en socialistisk regering og et kapitalistisk system, som arbejder lykkeligt sammen side om side. Det er selvfølgelig et meget mindre land end vores, men de har gennemført nogle meget interessante – og indtil nu – succesrige eksperimenter,” sagde Roosevelt.

De nordiske lande ses fortsat i vore dage hver især som frontløberstater og kollektivt som en frontløberregion, når det gælder demokrati, social velfærd, bæredygtighed, transparent administration og høj national konkurrenceevne. Og i nogle af de nordiske lande er man sågar villige til at lære af hinandens politiske erfaringer. Dette gælder både i Finland og Norge, hvor regeringerne har hyret henholdsvis Sveriges tidligere finansminister Anders Borg og Danmarks tidligere energi- og klimaminister Connie Hedegaard til at udvikle de nationale politikker i henseende til erhvervsmæssig konkurrenceevne og grøn omstilling.

Ingen nordisk front i EU

Selvom de nordiske lande efterhånden har et tæt formaliseret samarbejdet om koordineringsmøder forud for topmøder i EU og andre fora, er det imidlertid svært at se nogen overbevisende fælles linje i den måde, hvorpå Danmark, Finland, Sverige og Norge håndterer sine kollektive interesser i Europa.

Norge er med i NATO men ikke EU. Sverige er med i EU men ikke i NATO eller euroen, men til gengæld involveret i fælles udlændingepolitik. Danmark er med i NATO og i EU med store forbehold. Finland er som medlem af EU, NATO og eurozonen Nordens uden sammenligning mest europæiske land.

2016 vil byde på store europapolitiske udfordringer for de nordiske lande – ikke mindst Danmark, som for alvor kan komme i klemme imellem sit ønske om på den ene side at drage fordel af det åbne indre marked, mens man ikke vil deltage i den fælles udlændingepolitik. På dette område lægger både Sverige og Finland op til at følge Tyskland, mens Lars Løkke Rasmussen flirter stadig kraftigere med Storbritannien. Den position kan blive noget nær uholdbar, når EU-kommissionen i de kommende måneder vil insistere kraftigt på, at EU-landene bliver nødt til at udvise solidaritet på flygtningeområdet, hvis de skal nyde godt af frihandelsgoderne i Schengen-samarbejdet.

Fortsat interesse for Norden

Trods disse dybe forskelle i de nordiske landes europæiske engagement er de nordiske lande fortsat genstand for international interesse fra både medier, politikere og politologer. Det er ikke tilfældigt, at udtrykket ”getting to Denmark” bruges af Francis Fukuyama til at beskrive verdens landes bestræbelser på at opbygge en velfungerende offentlig administration og regeringsførelse, påpeger Fabrizio Tassinari, der er seniorforsker ved Danmarks Institut for Internationale Studier.

I en artikel i tidsskriftet Foreign Affairs fra oktober sidste år forsøger han at give svaret på, hvad det egentlig er, resten af verden kan lære af de skandinaviske lande. Og det handler ikke længere kun om velfærd og social retfærdighed:

”Skandinavernes selvopfattelse har forandret sig. […] Indstrømningerne af migranter har gjort de nordiske kulturer mere forskellige. Over tid er skandinaverne langsomt krøbet væk fra diverse traditionelle socialdemokratiske positioner over mod mere pragmatiske og sågar konservative positioner,” skriver Tassinari, der konstaterer, at selv ultraliberalistiske ikoner som Joseph Schumpeter og Ayn Rand er blevet populære på de nordiske breddegrader.

“Hvis Europas nordlige region fortsat repræsenterer en middelvej, så er det ikke mellem fri markedskapitalisme og socialisme. Det er imellem to radikalt forskellige opfattelser af demokratisk politik,” skriver Tassinari.

”Nordiske demokratier er dybt rodfæstede i et civilsamfund baseret på konsensus, kompromis og deltagelse i lokalsamfundet. Og særligt i europæiske og andre internationale sammenhænge opfattes teknokratiet, som om det i stadig mindre grad står til regnskaber over for befolkningen, og som om det reducerer folkets valgmuligheder,” skriver Tassinari, der mener, at denne situation er en del af forklaringen på de populistiske bevægelsers store popularitet i Skandinavien.

Lars Hovbakke Sørensen, historiker og ekstern lektor ved Københavns Universitet, konstaterer, at de nordiske lande i disse år er stærkt præget af det sammenstød, der sker mellem de nationalt forankrede nordiske velfærdssystemer og den voksende europæiske integration.

”Efter min opfattelse kommer de nordiske velfærdsstater i de kommende år til at skulle tilpasse sig resten af Europa, sådan at det snarere bliver i den europæiske ramme end i den nationale ramme, at man videreudvikler velfærdssamfundet,” siger Lars Hovbakke Sørensen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu