Stephen Smith er en mand, der bliver lyttet til i Frankrig, når debatten handler om Afrika. Den 61-årige amerikanske forfatter, journalist og universitetslærer har siden 1990 skrevet 13 bøger på fransk om forskellige lande, problemstillinger og politiske personligheder i Frankrig.

Smiths seneste bog handler om befolkningseksplosionen i Afrika og om ’det unge Afrika på vej mod det gamle kontinent’, som også er bogens undertitel. Bogens titel, ’La Ruée vers l’Europe’, kan oversættes til ’Rushet mod Europa’ og spiller således på begrebet ’Rushet mod Afrika’, som var den udvikling i sidste del af 1800-tallet, hvor de europæiske magter bogstaveligt talt delte Afrika imellem sig ved den såkaldte Berliner-konference i den tyske hovedstad i 1984-85.

Bogen er akademisk i sin dokumentation og fuld af skarpe udfald mod politiske og økonomiske magthavere og samfundsaktører i både Europa og Afrika. Stephen Smiths bog er kommet til at stå centralt i den politiske debat i Frankrig, efter at præsident Emmanuel Macron refererede til den i et flere timer langt tv-interview, hvor han gjorde det klart, at befolkningsudviklingen i Afrika er en ’veritabel bombe’, der stiller Europa over for et migrationspres, der ikke tidligere er set i verdenshistorien. ”Vi deler skæbne med Afrika,” sagde den franske præsident, alt imens han ser det som sin opgave at værne om det franske samfunds sammenhængskraft i denne situation.

Stephen Smith afviser i sin bog at melde sig ind i en af de to store grupperinger, der findes i debatten: Afrika-optimisterne på den ene side og Afrika-pessimisterne på den anden. Men han konstaterer, at Europa i de kommende årtier vil blive ’afrikaniseret’, fordi antallet af europæere med afrikansk baggrund vil vokse markant, på samme måde som Amerika blev europæiseret i slutningen af 1800-tallet, da omkring 30 millioner europæere udvandrede. Og på samme måde som USA i de seneste årtier er blevet ’mexicaniseret’ i kraft af den store indvandring fra det sydlige naboland.

Smith anslår med referencer til befolkningsfremskrivninger fra FN og andre, at Europa i 2050 vil have omkring 150 mio. afroeuropæere, som der i dag blot er omkring 10 millioner af. Smith konstaterer også, at EU’s udviklingspolitik i Afrika og ngo’ernes redninger i Middelhavet er præget af engleagtig humanisme, og at begge dele bidrager til at skabe flere – og ikke færre – illegale migranter til Europa.

På samme måde gør han det klart, at det ikke er de fattigste afrikanere, der søger mod Europa, men derimod dem, der er lykkedes med at komme fra landsbyen til storbyen, hvor de skaffer sig penge nok til at kunne søge lykken i Europa. Endelig slår han fast, at det er en illusion at tro, at massiv afrikansk indvandring kan sikre de europæiske velfærdsstaters finanspolitiske holdbarhed. Tværtimod vil massiv afrikansk indvandring til Europa ifølge Smith betyde velfærdsstatens død, fordi indvandrerne i mange år vil koste de europæiske stater mere, end de vil bidrage med i kraft af deres deltagelse på arbejdsmarkedet.

De store tals lov

Stephen Smith har dækket Afrika for førende franske medier som Libération, Le Monde og Radio France Internationale, og ingen tvivler på hverken hans faglighed eller hans oprigtige solidaritet med de kræfter, der ønsker at skabe en reel økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtig udvikling i Afrika.

Smith tager sit udgangspunkt i kortlægningen af Afrikas humane geografi. I 1885, da europæerne delte Afrika imellem sig, var der 275 mio. europæere – når man ser bort fra Rusland – mens Afrika kun talte omkring 100 mio. mennesker. I 2016 var der 1,2 mia. afrikanere, mens Europa uden Rusland havde cirka 600 mio. indbyggere. I 2050 vil Afrikas befolkning være cirka fordoblet, mens Europas vil gå tilbage. Denne ’de store tals lov’ er fundamentet for den videre beretning, der beskriver de sociologiske forandringer i Afrika, hvor millioner af unge flytter væk fra landsbyen og ind til de store byer, hvor de hutler sig igennem.

Disse millioner af unge afrikanske mænd udgør på én og samme tid Afrikas håb om en rigere fremtid og en betydelig sikkerhedsrisiko, fordi de – fattige, som de er – let kan rekrutteres til alt fra religiøst fundamentalistiske grupperinger af både islamistisk og kristen observans til uregerlige og ofte ekstremt voldelige militser, som dem der er set hærge over hele kontinentet fra Freetown i Sierra Leone over Sudan til Tchad og Congo.

Omvendt er de unge mænd også Afrikas såkaldte ’befolkningsdividende’, der så at sige kan veksles til velstand og fremgang, hvis ellers der kommer bare nogenlunde gang i den nødvendige industrialisering af både landbruget og resten af økonomien. Her konstaterer Smith, at der ganske rigtigt vil være vækst og forretningsmuligheder også for europæiske virksomheder i Afrika. Men han advarer om, at der fortsat vil gå mange år, før Afrika bare kommer i nærheden af en vækst, der ved siden af at klare befolkningernes helt basale behov også kan finansiere de store investeringer, der er behov for overalt i Afrika.

Stephen Smiths tese er, at ’Rushet mod Europa’ er uundgåeligt, og at det vil blive en realitet, når to betingelser er opfyldt. Den første betingelse er, at en kritisk masse af afrikanerne når det niveau af velstand, som betyder, at de kan skrabe et beløb svarende til 1.500-2.500 euro sammen. Den anden betingelse er, at nationale eksilsamfund af afrikanere i Europa bliver tilstrækkeligt stærke til, at de kan fungere som brohoveder for mange nye migranter. Ud over disse to hovedbetingelser konstaterer Smith, at også den globale opvarmning skaber såkaldt ’økologisk stress’ og dermed ansporer endnu flere afrikanere til at søge lykken i Europa.

Stephen Smith opstiller i slutningen af bogen en række scenarier for udviklingen i forholdet mellem Europa og Afrika. I det optimistiske Eurafrika-scenarie, som forfatteren kalder ’den universalistiske humanismes triumf’, optræder hele Europa som Tyskland i 2015 og åbner i moralens navn armene for migranterne. Men Smith stiller sig stærkt kritisk over for denne tilgang ved at stille de ngo’er, der redder migranterne i Middelhavet, spørgsmålet om, hvorfor de stopper ved velgørenheden og ikke sikrer, at migranterne får job, boliger og uddannelse.

Det er i sandhed store forventninger at stille til ikke-statslige velgørende organisationer, men Smiths pointe er, at hvis dette scenarie vinder, så vil de europæiske stater ikke længere være i stand til at opretholde de aktuelle velfærdsstater. Og det vil i sidste ende også betyde, at man ikke længere vil kunne finansiere den udviklingshjælp, som i dag ifølge Smith i realiteten bidrager til, at flere unge afrikanere drager af sted for at søge lykken i Europa.

Et andet scenarie er et ’Fort Europa’, der lukker sig inde bag grænsevagter, kanonbåde og pigtråd. Og det vil i en række henseender blive til virkelighed, konstaterer Smith med henvisning til EU’s kraftige oprustning af grænseagenturet Frontex og andre initiativer i den retning. Hertil kommer, at migrationen mellem Afrika og Europa under alle omstændigheder ifølge Smith vil nære en betydelig kriminel undergrundsøkonomi, hvor menneskesmugling, handel med sexslaver og narko vil styrke mafiøse grupper både nord og syd for Middelhavet. Alt dette vil sågar kunne føre til en militarisering af indvandrerkritiske kredse i Europa med vold til følge. I februar i år – stort set samtidig med bogens udgivelse – skød en 28-årig radikal italiensk nationalist seks afrikanske migranter i byen Macerata i Italien.

Stephen Smith konkluderer, at Europas svar på migrationspresset fra Afrika bliver en blanding af styrket grænsekontrol, kontrolleret indvandring og massivt opskalerede europæiske investeringer i Afrika, hvor europæerne langtfra er elskede, men hvor man også omvendt vil være interesserede i udenlandske investeringer.

Forfatteren, der ud over at skrive bøger og journalistik underviser i afrikanske og afroamerikanske studier på Duke University i North Carolina i USA, slutter bogen med at udtrykke et håb om, at alle de unge afrikanere, der koste, hvad det vil, flygter fra Afrika, fordi de føler sig indespærrede og ønsker at frigøre sig, vil indse, at de har taget fejl af retningen.

”Gad vide, hvordan et Afrika, der drog fordel af al den energi, der bliver udfoldet for at vende det ryggen, ville se ud?,” skriver han.