Ny enighed i oppositionen

På alle vigtige områder skal De Radikale nikke ja, hvis en S-SF-regering skal ændre politik efter et valg. Sådan lyder den musketer-ed, som SFs gruppeformand, Ole Sohn, og Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, afgav i sidste uge. Meldingen kommer efter en række spekulationer om, hvorvidt en socialdemokratisk ledet regering – uden R – f.eks. kunne gennemføre ændringer af udlændingepolitikken i samarbejde med Dansk Folkeparti.

I forhold til tidligere meldinger er der tale om en kovending af de store. Da S og SF for snart to år siden trådte frem som det tæt sammensvejsede par i oppositionen, gjorde begge partiledere et stort nummer ud af, at der var to områder, hvor De Radikale ikke ville få indflydelse: Skatte- og udlændingepolitikken.

Det bagvedliggende rationale var, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke skulle have held til at så tvivl om, hvorvidt en kommende rød regering ville genindføre den slappe udlændingepolitik fra Nyrups tid.

Når det pludselig ikke er så vigtigt længere, skyldes det ikke en genfunden kærlighed til De Radikale, men en erkendelse af, at S-SF gik over stregen, da de fulgte i hælene på regeringen og Dansk Folkeparti og foreslog deres eget pointsystem i forbindelse med familiesammenføringer.

Det skabte stor ballade i de to partiers baglande, og faktisk viste VKs forslag sig også at være et vælgerflop.

Udlændingepolitikken er kort sagt ikke, hvad den har været, og derfor er et samarbejde med De Radikale ikke mere så farligt for S-SF. Se også artiklen side 12.

Regeringen benyttede naturligvis straks anledningen til at påpege, at De Radikale nu har fået vetoret på udlændingeområdet. Den debat vil givetvis komme til at fylde rigtig meget i en kommende valgkamp. For det første kan man ikke udelukke, at der kan opstå en situation, der giver udlændingepolitikken ny luft. For det andet kan det medvirke til at skabe usikkerhed om oppositionens politik, at de tre partier på en række områder vitterligt er meget uenige.

Den diskussion kan dog også nemt føres over i den anden lejr. Lars Løkke Rasmussen må i bedste fald regne med at skulle danne regering på baggrund af mandater fra det nationalkonservative Dansk Folkeparti og det ultra-liberale Liberal Alliance.