En ny og grænseløs skole vinder frem lokalt. Hundredvis af skoler har det seneste år sat gang i projekter, der kan føre til en ny lærende børneinstitution, der bygger på det bedste fra både skole- og fritidspædagogik. Det sker mange steder med svenske skoler som forbilleder. Sverige har sat fælles mål for børn i skoler og daginstitutioner, og lærere og pædagoger deler ansvaret for børnenes udvikling. Det er denne tilnærmelse, der er i fuld gang rundt omkring i landet. Lærere, pædagoger og forældre har overraskende let ved at blive enige, hvis de bliver spurgt, hvad børnenes behov er, vurderer Jens Guldbæk, leder af et omfattende skoleudbygningsprojekt i Gentofte Kommune. Et andet nyt og ambitiøst projekt finder sted på Årby Skole i Kalundborg, hvor lærere og pædagoger har skabt en radikalt anderledes skoledag. “Vi vil skabe et miljø, der sætter lige så meget liv i børnene, som når de er i Tivoli eller Eksperimentariet,” siger skolens leder, Benny Christiansen. De spirende lokale forsøg lægger pres på lærernes og pædagogernes organisationer for at indrette de faglige regler efter virkeligheden.