Bud på en ny vækststrategi:
Tving det offentlige til at handle hos iværksættere . . .
. . . og skab verdens bedste iværksættercentre
En ambitiøs plan for hvordan Danmark kan skabe flere levedygtige virksomheder med stort vækstpotentiale er nu på vej til Globaliseringsrådet. En tværfaglig gruppe af iværksættere og ledere fra det offentlige og private har sammen med en række eksperter analyseret sig frem til tre konkrete forslag, der kan være med til at rykke dansk iværksætteri op i verdenseliten: det offentlige skal tvinges til at lægge 2, 5 pct. af sine indkøb hos iværksættere, de videregående uddannelser skal have verdens bedste iværksættercentre, og så skal en ny uafhængig fond koordinere det offentliges iværksætteraktiviteter. Danmark er i dag noget nær verdensmester i at starte nye virksomheder, men kun 3 pct. vokser efterfølgende kraftigt. “Vi går glip af et potentiale, og det kan give problemer i fremtiden med at opretholde et erhvervsliv, der kan sikre en fortsat finansiering af velfærdsstaten, ” siger gruppens formand, Jubii-iværksætteren Martin Thorborg.