Ny metode kan øge behandlingskvaliteten
Flytter fokus fra forskning til praksis
Lovende resultater af de første projekter
De seneste år har det ikke skortet på rapporter, evalueringer og anbefalinger med det formål at øge behandlingskvaliteten i det danske sundhedsvæsen. Men måske skal der sættes ind på en helt anden front, hvis ny viden for alvor skal gøre en forskel i sundhedssektoren. De første forsøg herhjemme med den såkaldte gennembrudsmetode viser nu lovende resultater. I modsætning til andre metoder er den handlingsorienteret og sigter direkte på at ændre den daglige praksis. Kernen i den er intensiv og målrettet uddannelse af det sundhedsfaglige personale. Den tager udgangspunkt i den eksisterende forskning, men styres af de problemer, som deltagerne selv oplever i det daglige arbejde. “For første gang har man en teknik, som sætter kød på alle disse implementeringsovervejelser. Det er noget af det mest begavede, jeg har set på området, ” siger Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.