Den nye økonomi handler ikke kun om internet-gazeller og boom i aktiekurser, men om gennem-bruddet for en helt ny kultur, der vil ændre adfærden på tværs af brancher og sektorer. Den handler om en teknologi og en tænkning, der kan forløse og udnytte det enkelte menneskes potentialer, og om en økonomi, der kan værdiansætte disse potentialer. Den erkendelse er baggrunden for, at Ugebrevet Mandag Morgen har valgt at sætte specielt fokus på den nye økonomi. Det sker fra og med dette nummer af Ugebrevet. Satsningen vil bl.a. omfatte en række analyser udvalgte korte nyheder, der tilsammen tegner mosaikken af den nye økonomi, samt et panel af kommentatorer, der fra forskellige udgangspunkter følger den nye udvikling. I sit første indlæg vurderer adm. direktør Niels Chr. Nielsen den udfordring, den nye økonomi konfronterer de nationale regeringer med. Panelet tæller desuden Mai Buch, tidligere direktør i Forskningsministeriet og nu medindehaver af et Competence House, rektor for Kaospiloterne Uffe Elbæk og Klaus Riskær Petersen, direktør for og grundlægger af Cybercity. Mandag Morgen inviterer samtidig til den første store konference, der skal drøfte den ny økonomis nedslag i Norden