Det danske arbejdsmiljø er ikke blevet bedre siden 1990 - tværtimod. Selvom en stor del af det fysisk anstrengende arbejde forsvinder, er der fra 1990 til 1995 sket en overraskende stigning i antallet af arbejdsulykker på 22 pct. Og danske lønmodtagere er generelt mere syge end for fem år siden. Antallet af lægeligt anerkendte sygdomme er steget - for kvindernes vedkommende helt op til 30 pct. på fem år. Det viser den hidtil mest omfattende kortlægning af udviklingen i danske lønmodtageres helbred og arbejdsmiljø, som offentliggøres i dag. Undersøgelsen, der bygger på over 14.000 interview, er foretaget af Arbejdsministeriets Arbejdsmiljøinstitut. ”Danmark bliver på arbejdsmiljøområdet udnævnt til et foregangsland, fordi bl.a. staten gør en så stor indsats. Men vi må konstatere, at den åbenbart ikke rigtigt er begyndt at virke. Det går meget langsomt,” siger seniorforsker Vilhelm Borg fra Arbejdsmiljøinstituttet. Både Dansk Arbejdsgiverforening og LO erkender på baggrund af undersøgelsen, at der ikke er skabt gode nok resultater på arbejdsmiljøområdet i 90’erne. LO-formand Hans Jensen mener, at rapporten er ildevarslende: ”Det er et ganske alvorligt problem for arbejdsmarkedets parter, at man ikke kan måle resultatet af vores indsats,” siger han. Undersøgelsen viser blandt andet, at der ikke er sket nogen forbedring på et af de områder, som fagbevægelsen selv prioriterer højt: Indsatsen mod det ensidige, monotone arbejde. Netop det ensidigt gentagne arbejde er ifølge undersøgelsen en afgørende årsag til, at mange ældre forlader arbejdsmarkedet før pensionsalderen. De manglende forbedringer vil derfor ikke gøre det lettere for regeringen at nå sit mål om at fastholde flere ældre længere på arbejdsmarkedet. På trods af behovet for forbedringer i danskernes arbejdsmiljø tyder meget på, at den nuværende krise i parternes samarbejde vil fortsætte helt frem til næste folketingsvalg. DA har trukket sig fra Arbejdsmiljørådet i protest mod arbejdsminister Jytte Andersens nye arbejdsmiljølov. Embedsmændene har vanskeligt ved at få DA tilbage i stolene, fordi Jytte Andersen reelt er ved at miste sin troværdighed som forhandlingspartner. Arbejdsgiverne vil sandsynligvis vente og se, om der kommer en ny arbejdsminister efter folketingsvalget, der er lettere at lave en aftale med. LO er derimod under hårdt pres. Der er en stor risiko for, at f.eks. KTO og Metal vil bruge konflikten som løftestang for at fratage LO kompetence på arbejdsmiljøområdet, vurderer arbejdsmarkedsforsker Per Langaa Jensen.