Ny rapport fra Mandag Morgen: Danskerne vil have mere forebyggelse

Daglige idrætstimer i skolen, differentieret moms på sunde og usunde fødevarer, højere aldersgrænse for køb af alkohol og rygestopkurser for unge er eksempler på forslag, der bakkes op af mere end 70 pct. af danskerne. Det viser en ny rapport fra TrygFonden og Mandag Morgen, som har spurgt mere end 2.200 danskere om deres holdninger til forebyggelse.
Dermed gør rapporten op med et billede af danskerne som et folkefærd, der principielt er imod tiltag, der regulerer vores adfærd. Selv når man ser på forebyggelsestiltag, der tidligere har vakt stor debat, som fx rygeloven og øgede afgifter på cigaretter, er et massivt flertal af danskerne nu imod en lempelse af reglerne.
Mandag Morgen tilbyder foredrag med udgangspunkt i konklusionerne fra rapporten Forebyggelse – ifølge danskerne. Foredraget inviterer til debat om resultaternes betydning for lige netop din organisation.
Download her en pdf af hele rapporten
"Det kan godt være, at danskerne i første omgang vil være stærkt skeptiske over for nye lovforslag, men hvis politikerne tør gå to skridt foran og lovgive, er danskerne til gengæld parate til at tilgive – hvis det vel at mærke viser sig at virke i deres dagligdag," siger forskningschef i TrygFonden, Anders Hede.
Her fortæller projektchef hos Mandag Morgen Astrid Læssø om de vigtigste pointer i rapporten, der bl.a. viser, at danskerne bakker op om politiske beslutninger, som styrker sundhedsfremme, og at de er klar til at få nye aktører på banen.
Flere positive greb er vejen frem
På mange områder har danskerne forstået, hvad der virker og ikke virker. Men på et område kniber det. Danskerne mangler fortsat at få øjnene op for effekten af de såkaldt strukturelle tiltag – positive og umiddelbart umærkelige forandringer i omgivelserne, der får os til at leve sundere, fx flere og bedre cykelstier, grønne områder eller vores indretning af dagligvarebutikker.
Mandag Morgen har skrevet en lang række analyser og artikler om forebyggelse. Læs nogle af dem her:
Astrid Kragh vil bruge det tunge skyts i forebyggelsen (16.04.2012)
Forebyggelse begynder på fosterstadiet (23.01.2012)
"Vi ved fra systematisk forskning, at den slags tiltag for alvor er i stand til at ændre vores adfærd, uden det afhænger af selvdisciplin eller giver følelse af skyld og afsavn. I Odense har en forbedring af cykelstierne sammen med en massiv påvirkning af byens borgere eksempelvis fået mange flere til at cykle. Det er sådan en type forandringer, der virker hver evig eneste dag på rigtig mange mennesker. Dermed bliver den samlede effekt over tid stor. Men for mange forekommer den usynlig, fordi den består af mange bittesmå umærkelige påvirkninger. Der ligger en udfordring for fagfolk i at blive bedre til at måle og formidle resultaterne, og samtidig bør politikerne kigge grundigt på mulighederne for at fremme folkesundheden med positive greb," siger Anders Hede.
Rapportens resultater bliver diskuteret i dag den 19. april på et stort debatmøde i Copenhagen Conference, DGI-byen, København. Her samles beslutningstagere, førende eksperter og organisationer samt kommuner til en diskussion om fremtidens forebyggelsesindsats.
Mere om Forebyggelse - ifølge danskerne
Kontakt Anders Hede, forskningschef i TrygFonden, ah@trygfonden.dk, 4110 6136 eller Astrid Læssø, projektchef hos Mandag Morgen, als@mm.dk, 2298 0751.





