Arbejdskultur
Ny sygehusreform får næppe effekt
Politikere overser væsentligste barriere:
Lægernes arbejdsrutiner har ikke udviklet sig i 20-30 år
Personalet ved de danske sygehuse arbejder i en opsplittet, upersonlig lønmodtagerkultur, som ikke har udviklet sig væsentligt fra den gammeldags samlebåndslogik i industrisamfundet. Der er behov for en ny arbejdskultur, hvor lægernes indgroede rutiner, nomadeliv og løse ansættelser afløses af en mere fast rytme. Så længe regeringen ikke tager fat på at løse disse problemer, vil reformplanerne fra regeringens ekspertgruppe om at lade større regioner drive hospitalerne ikke forbedre kvaliteten af behandlingerne synderligt. Det fastslår sygehusforsker Sidsel Vinge, der netop har foretaget en større kortlægning af den måde, lægerne arbejder på. “Personalet suser rundt som atomer. Det er umuligt at arbejde som et team, når man dag efter dag sætter læger og sygeplejersker, som aldrig har set hinanden, tilfældigt sammen, ” siger Sidsel Vinge, som mener, at sygehusene er et af samfundets dårligst forståede styringsopgaver.