Danmarks 300 førende virksomheder tvinges til at bringe skjulte værdier på 70-100 milliarder kr. frem i lyset. Alene A. P. Møller Gruppens egenkapital vil med et slag fordobles fra 23 milliarder kr. til mere end 50 milliarder kr. Det er nogle af konsekvenserne af den nye årsregnskabslov, som politikerne behandler første gang i Folketinget i næste uge. Loven skal gælde allerede fra næste år og er kun ét af en række opsigtsvækkende nye initiativer, der vil få epokegørende betydning for tusindvis af danske virksomheders fremtidige regnskabsaflæggelse over for offentligheden. F.eks. skal de for fremtiden anvende en række nye internationale regnskabsmetoder, som vil koste mange timers ekstraarbejde. Specielt skal alle børsnoterede virksomheder indstille sig på at følge meget omfattende internationale regnskabsstandarder fra 2005. Til gengæld bliver rapporteringen til offentligheden mere troværdig og sammenlignelig med andre landes regnskaber, og det gør det betydelig lettere at tiltrække internationale investorer. Den tidligere formand for den internationale regnskabsorganisation IASC, Stig Enevoldsen, kalder lovforslaget for “visionært og avanceret” og mener, det bliver modellen for mange andre lande. Men ifølge det nye udspil slipper f.eks. A. P. Møller fortsat for at of-fentliggøre et koncernregnskab for alle virksomhedsgruppens forretningsaktiviteter.