Store huller i erhvervslivets kriseberedskab
De fleste virksomheder har oplevet kriser de sidste fem år. . .
. . . men ikke lært af dem
Kriseberedskabet i landets største virksomheder er forbløffende tyndt. Hovedparten har
været ramt af kriser i løbet af de sidste 5 år. Alligevel er 4 ud af 10 stort set uforberedte,
hvis de skulle blive ramt af begivenheder, der kan true deres forretning. Hver tredje virksomhed har end ikke en kriseplan. Det viser den hidtil første videnskabelige undersøgelse af kriseberedskabet hos 298 danske virksomheder og myndigheder foretaget af
lektor Winni Johansen og professor Finn Frandsen, Handelshøjskolen i Århus. “I dag,
hvor image og omdømme spiller en stor rolle for alle typer organisationer, er det overraskende, at så mange end ikke har et minimumsberedskab, ” siger Winni Johansen. . Undersøgelsen viser i øvrigt, at dårlig kommunikation ofte forværrer krisen, når først den opstår. Finn Frandsen påpeger, at det dårlige beredskab ikke kun er virksomhedernes problem. I dag bliver en erhvervskrise hurtigt en samfundskrise.