Nybrud på arbejdsmarkedet: Lønrabat giver langtidsledige jobgaranti

Rengøringsvirksomheden Elite Miljø giver jobgaranti, og 3F tillader ansættelse til en lavere løn. De to parter bryder dermed gængse normer i håb om at trække flere langtidsledige i job. Det sker på et tidspunkt, hvor mange virksomheder oplever rekrutteringsproblemer.
Jens Reiermann

For at trække langtidsledige i arbejde bryder rengøringsvirksomheden Elite Miljø og fagforbundet 3F med to meget grundlæggende principper på det danske arbejdsmarked.

Mens Elite Miljø giver langtidsledige en jobgaranti, hvis de gennemfører et introforløb på virksomhedens servicecenter i Ikast, så accepterer 3F på sin side, at nogle af kursisterne ansættes til en timeløn, der ligger ca. 20 kr. under normalen.

”Vi har tit oplevet, at vi har haft borgere i praktik for praktikkens skyld, og ikke fordi de skulle have et job. Det her skulle være anderledes. Når vi udsteder en jobgaranti, bliver det mere alvorligt for os som arbejdsgivere,” siger Annette Vindstrup Jensen, regionsdirektør i Elite Miljø, om de kommende ansættelser, der sker efter en lokalaftale mellem Elite Miljø og 3F.

I 3F Midtjylland er formand Henning Vestbjerg Pedersen meget tilfreds med aftalen.

”Vi vil godt tage et socialt ansvar og hjælpe nogle af de borgere, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, og som skal lære igen at være på arbejdsmarkedet. Lokalaftalen er dækkende for de borgere, som er for raske til et fleksjob, men som ikke kan konkurrere på lige vilkår med en, som er fuldt arbejdsdygtig,” siger formanden.

Elite Miljø udsteder jobgarantien til de langtidsledige borgere, mens Ikast-Brande Kommune står for at henvise til servicecenteret.

Centeret slog for første gang dørene op 15. oktober sidste år, og introforløbene er tilpasset til hver enkelt deltager og kan vare fra nogle få måneder og helt op til 18 måneder. Det er et krav, at deltagerne gennemfører forløbet på servicecenteret for at kunne nyde godt af jobgarantien.

For både virksomhed og fagforbund er der tale om et grundlæggende brud med normer og praksis. I DI siger underdirektør Steen Nielsen lige frem, at ”jobgaranti er et stort ord”.

”Virksomhederne tøver ofte med at give en jobgaranti, fordi de ikke kan vide, om de også har jobbene. Det kan derfor være svært at være helt sikker på, at det kan lade sig gøre,” siger han.

Men inden for kort tid forventer Elite Miljø alligevel, at handling følger garantiens ord.

Arbejdsløsheden er igen rekordlav

Figur 1 | Forstør   Luk

Arbejdsløsheden er på et historisk meget lavt niveau. Kun i de to år umiddelbart før krisen (2007 og 2008) har arbejdsløsheden været lavere.


”Jeg regner med, at vi kan ansætte de to første deltagere i ordinære job i løbet af januar,” siger Annette Vindstrup Jensen.

Mangel på rengøringsassistenter

Elite Miljø oplever ligesom kolleger og konkurrenter begyndende problemer med at rekruttere den arbejdskraft, de har brug for. Nærmest umærkeligt er knaphed på ledige hænder ved at afløse krisens arbejdsløshed.

Dertil kommer, at den historisk lave arbejdsløshed har bidt sig fast. Det var i hvert fald regeringens vurdering i december måneds økonomiske redegørelse fra Økonomiministeriet. Niveauet er historisk lavt, fordi man bortset fra to år under 00’ernes højkonjunktur skal helt tilbage til 1974 for at finde tilsvarende lave tal for arbejdsløsheden. Se figur 1.

Virksomheder mangler hænder

Figur 2 | Forstør   Luk

Den aktuelle mangel på arbejdskraft begrænser i stigende grad produktionen i mange virksomheder. Det samme gjorde sig gældende fra 2003 til 2008. I 2016 oplevede hver femte virksomhed inden for byggeriet således problemer med rekruttering.

Kilde: “Økonomisk Redegørelse”, december 2016, og STAR.

Derfor kan der igen opstå udbredt mangel på arbejdskraft, som det var tilfældet under højkonjunkturen i 00’erne. Allerede nu oplever hver femte virksomhed problemer med at rekruttere medarbejdere, og de problemer kan hurtigt vokse sig større, som det også skete i 00’erne. Se figur 2.

I dag er der mangel på faglærte tømrere, murere og elektrikere, og mere overraskende også på de ikke-faglærte rengøringsassistenter, der også ligger på top-10-listen over de jobfunktioner, som virksomhederne aktuelt har problemer med at få besat. Se figur 3.

Og det er, siger Annette Vindstrup Jensen, bare begyndelsen.

”Om ti får hele rengøringsbranchen rigtig store udfordringer med at tiltrække den arbejdskraft, vi har brug for. Det mærker vi allerede nu,” siger hun.

På den måde løser Elite Miljø med servicecentret så at sige to problemer med et smæk. Dels hjælper virksomheden langtidsledige med at finde vej ud til arbejdsmarkedet, dels hjælper den sig selv med at finde den arbejdskraft, virksomheden ellers kunne komme til at mangle.

”Nå vi gør en ekstraordinær indsats over for nogle borgere, så ved vi af erfaring, at de ofte er meget loyale og bliver hos os i mange år. Det ser vi selvfølgelig også på, når vi går ind i sådan et projekt,” siger Annette Vindstrup Jensen.

Forløbene på servicecenteret i Ikast-Brande Kommune er noget særligt.

”Vi betragter deltagerne som medarbejdere hos os helt fra den første dag på servicecenteret. Her får de udleveret en uniform med vores logo, og de løser konkrete opgaver, som skal løses,” siger hun.

Arbejdskraftsmanglens top-10

Figur 3 | Forstør   Luk

Der er særligt mangel på faglært arbejdskraft inden for byggeriet (tømrer, murer, bygningsmaler og elektriker). Overras-kende nok har virksomhederne også problemer med at rekruttere rengøringsassistenter, selv om arbejdsløsheden på rengøringsområdet er markant højere end antallet af ledige stillinger.

Kilde: Rekruttering efterår 2016”, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

På servicecenteret vasker deltagerne beskidte mopper og klude, pakker dem og sender dem ud til Elite Miljøs arbejdspladser i lokalområdet. Herudover klargør de rengøringsvogne til hele Jylland, pakker rengøringsmidler og reparerer maskiner og udstyr.

Forløbene er udviklet i samarbejde med virksomheden Ramsdal Gruppen, der har specialiseret sig i netop den type udviklingsforløb.

Efterspørger svage borgere

På linje med Elite Miljø oplever andre virksomheder også et stadig mere presset arbejdsmarked. Ifølge Peder Halkjær, arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv, reagerer stadig flere virksomheder på den situation på samme måde som Elite Miljø.

”Arbejdsmarkedet strammer til, og så har flere virksomheder sværere ved at rekruttere. Flere og flere prøver at finde loyale medarbejdere og tager fat i nogle af de grupper, der ellers ville have svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet,” siger han.

Et eksempel er Dansk Supermarked, der har flere end 1.300 butikker fordelt på kæderne Føtex, Bilka, Netto og Salling. Virksomheden har en lang tradition for at arbejde med borgere, der ellers har svært ved at finde vej til arbejdsmarkedet. Hvert eneste år har de i samarbejde med jobcentrene mellem 2.000 og 2.500 borgere i praktik i en af deres butikker.

”Udfordringen med den lave ledighed er, at de borgere, som skal have hjælp til at komme i arbejde, befinder sig længere og længere væk fra arbejdsmarkedet. De har det sværere, så vi oplever, at langt færre gennemfører et praktikforløb end for bare et år siden,” siger Annette Vittrup, Senior HR Partner Diversity i Dansk Supermarked.

Ifølge Annette Vittrup er der tale om borgere med fysiske eller psykiske skavanker.

”Vi får flere og flere borgere med psykiske problemer. Og mange af dem er unge med en diagnose som f.eks. angst, ADHD eller borderline. Jeg er overrasket over, hvor mange unge der er i den gruppe,” siger hun.

Hun vurderer, at 2 ud af 3 ikke gennemfører det 13 uger lange afklaringsforløb i f.eks. Føtex eller Bilka. Ligesom Elite Miljø betragter Dansk Supermarked afklaringsforløbene som en rekrutteringskanal, selv om man ikke kan garantere fast arbejde til alle, der gennemfører forløbet.

”Når vi lærer hinanden at kende gennem nogle måneder, så er det en kendt medarbejder, vi får ind ad døren. Vi kan ikke love, at vi ansætter alle, for vi kan stå i en situation, hvor vi ikke har en ledig stilling, men vi vil gerne ansætte ad den vej,” siger Annette Vittrup.

Garanti i praksis

Lige nu er den meget lave arbejdsløshed med til at forklare, hvorfor virksomheder kan være interesserede i at øge deres sociale engagement og åbne dørene for mere udsatte grupper. Men der er også tale om en tendens, der stikker dybere.

Siden årtusindskiftet har danske virksomheder mere end fordoblet andelen af borgere, der er ansat i støttet beskæftigelse. Det gælder i særlig grad de store virksomheder som f.eks. Elite Miljø og Dansk Supermarked, der har henholdsvis ca. 2.600 og 39.000 ansatte. Se figur 4.

Flere ansættes i støttet beskæftigelse

Figur 4 | Forstør   Luk

Virksomheder ansætter flere og flere medarbejdere i støttet beskæftigelse. Ved den seneste opgørelse i 2013, dvs. ved krisens afslutning, var andelen oppe på godt 3 pct. Store virksomheder (både private og offentlige) har en lidt højere andel, mindre virksomheder en lidt lavere andel.

Note: Fra 1998 til 2009 er andelen beregnet ud for den ældre version af RAS, Registerbaseret arbejdsstyrkestatistik, og fra 2008 til 2013 ud fra den nyeste version af RAS.
Kilde: “Virksomheders sociale engagement: Årbog 2015”, SFI.

Men er virksomhederne først i gang, så bliver de faktisk bedre og bedre.

”Når først virksomhederne har prøvet det én gang, så oplever de det mere positivt. De oplever ikke bare en belastning, men også en aflastning,” siger seniorforsker Helle Holt, SFI, der bl.a. forsker i virksomheders sociale engagement.

Derudover udviser virksomhederne og deres medarbejdere et socialt engagement, som kan være med til at styrke deres brand.

”Virksomheden signalerer over for andre, at de påtager sig et socialt ansvar, og kollegerne oplever, at en borger får en ekstra chance. Det er nogle meget positive historier,” siger Helle Holt.

Det bekræfter Annette Vittrup fra Dansk Supermarked. Således viser supermarkedskoncernens årlige medarbejderundersøgelser, at 81 pct. af medarbejderne er stolte over deres ’rummelige og mangfoldige arbejdsplads’.

”Vi stiller ikke store krav om lange uddannelser, men så rummer vi til gengæld også folk med mange forskellige baggrunde. Det er med til at give Dansk Supermarked som arbejdsplads et bedre ry,” siger hun.

Jobgaranti åbner arbejdsmarkedet

Hvor Dansk Supermarked i sidste ende altså tøver med at udstede en jobgaranti til deltagerne på deres kurser, er konkurrenten Fakta, der ejes Coop Danmark A/S, gået et skridt videre. De tilbyder ligesom Elite Miljø en jobgaranti. Se også artiklen ’Win-win: Autister bliver klar til start i Fakta’.

For Elite Miljø er regnestykket meget enkelt.

”Hvert år går nogle af vores medarbejdere på pension, eller de flytter måske til en anden kommune. Vi kan altså se, at vi hele tiden har jobåbninger, og det dimensionerer vi vores garanti efter. De job, der på den måde bliver ledige hos os, skaber plads til medarbejderne fra projektet,” siger Annette Vindstrup Jensen og understreger, at virksomheden ikke kommer til at opsige eksisterende medarbejdere for at skaffe plads til de nye medarbejdere fra projektet.

Og lige netop det forhold er afgørende for 3F-formand Henning Vestbjerg Pedersens opbakning. For ham er det vigtigt, at jobbene hos Elite Miljø er noget andet end et fleksjob eller andre støttede ansættelser. Det skal være en måde at åbne det almindelige arbejdsmarked på, så der bliver plads til borgere, der måske nok kan arbejde 37 timer om ugen, men gør det i et lavere tempo end kollegerne.

”Borgerne i projektet kan ikke arbejde i samme tempo som medarbejdere ansat på den normale overenskomst. Derfor er vi med til at finde en løsning for dem, så de kan få et arbejde efter endt træningsforløb og føle sig som en del af et fællesskab på en arbejdsplads. Det giver en bedre livskvalitet. Men vores aftale må ikke udnyttes,” siger han.

Henning Vestbjerg Pedersen lægger vægt på, at aftalen er skræddersyet til de deltagere, der er omfattet af Elite Miljøs jobgaranti, og at den altså ikke gælder for andre. Derudover er aftalen tidsbegrænset til de tre år, hvor projektet løber. 3F kan til enhver tid opsige aftalen, hvis den ikke bliver overholdt eller misbruges.

Men 3F-formanden håber ikke, at det går den vej. I stedet er det hans håb, at aftalen kan blive en model for, hvordan flere langtidsledige kan komme i arbejde.

”Hvis det bliver en succes, og det håber jeg, så kan den her model bredes ud til andre brancher og til andre dele af landet,” siger han.

Aftalen mellem Elite Miljø og 3F Midtjylland betyder, at projektdeltagerne kan ansættes til en timeløn på godt 120 kr. i timen. Der er tale om en slags grundløn, som ansatte på den normale overenskomst også får. I modsætning til projektdeltagerne får de desuden et præstationstillæg, der netop afspejler det højere tempo. Med tillægget ligger deres løn på godt 140 kr. i timen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu