Det er næppe slut med lukninger i rejsebranchen efter krakket i Express Rejser og senest Holiday Rejser, der fredag blev erklæret konkurs. Fra den 1. januar næste år pålægger en ny lov om Rejsegarantifonden charterselskaberne væsentligt skrappere kapitalkrav end tidligere. For et mellemstort rejsebureau med en omsætning på 200 millioner kr. 50-dobles kapitalkravet fra 200.000 kr. til 10 millioner kr. Det vil formentlig få flere mindre og mellemstore rejsebureauer til at dreje nøglen om. Hovedparten af de danske charterrejseudbydere har nemlig et særdeles svagt kapitalgrundlag, og flere af dem lever i dag ikke op til de nye kapitalkrav. Det viser Mandag Morgens analyse af årsregnskaberne for de 20 charterudbydere, der omfattes af loven. Konkurrencerådet har kritiseret den øgede garanti og konkluderer, at loven “alt andet lige indebærer en konkurrencemæssig fordel for etablerede kapitalstærke kæder.” Også Forbrugerrådet var kritisk op til lovens vedtagelse i foråret. Rådet frygter, at det “vil indebære store - måske uovervindelige - vanskeligheder for et bureau at øge omsætningen. Det vil sige, at de store bureauer, der i dag er etableret - nogle med udenlandsk kapital - vil være enerådende.” Med færre udbydere vil der blive lagt en dæmper på den hårde konkurrence, som har gjort det ganske billigt for danskerne at tage på charterferie. De nye regler vil heller ikke forhindre nye useriøse selskaber i at etablere sig på markedet. Ifølge loven fritages nye selskaber fra de skrappe kapitalkrav de første 12 måneder. Den ville derfor ikke have forhindret førsteårs-krakkene i eksempelvis Calypso Rejser og Holiday Rejser.