Kamp om finanseliten Murdochs bud på The Wall Street Journal bekymrer . . . . . . men et kvalitetsløft er en mulig konsekvens Nogle af sprogets værste gloser prægede avisernes kommentarspalter, da mediemogulen Rupert Murdoch for to uger siden købte The Wall Street Journal. Blandt journalister står det hæderkronede New York-dagblad som en af de ypperste garanter for kvalitet og troværdighed – mens Murdochs News Corp. -imperium repræsenterer nogenlunde det modsatte. Men paradoksalt nok fører opkøbet snarere til fornyede investeringer og kvalitetsløft end de nedskæringer, der typisk følger i kølvandet på en Murdoch-overtagelse. Opkøbet er ikke kun et varsel om, at de globale mediegiganter opruster til kampen om det hastigt voksende marked for finansnyheder. Det er også et tegn på, at Murdoch nu går efter de kræsne elitesegmenter.