Regeringens nye økonomiske strategi støder frontalt imod vælgernes holdninger. Regeringen vil have danskerne til at arbejde mere, men vælgerne vil have en sjette ferieuge inden for få år. De er også dybt skeptiske over for planerne om, at førtidspensionisterne skal i skånejob eller revalidering for at få offentlig hjælp. Det viser en ny analyse af befolkningens holdning til regeringens økonomiske strategi, som ACNielsen AIM har gennemført for Ugebrevet Man-dag Morgen. Blandt de socialdemokratiske vælgere vil næsten to trediedele have en sjette ferieuge. Og kun 17 pct. af vælgerne støtter, at skånejob og omskoling bliver en pligt for mennesker på førtidspension. Vælgernes holdninger gør det vanskeligt for regeringen at gennemføre 2005-planen, der vil øge arbejdsstyrken gennem aktivering af førtidspensionister og et stop for yderligere fridage til lønmodtagerne. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen erkender i et interview med Ugebrevet, at regeringen står i et dilemma, når den vil have de fritidsglade danskere til at arbejde mere. Han varsler derfor et opgør med en af overenskomst-systemets grundpiller - 37-timers-arbejdsugen for alle. Arbejdet skal omfordeles mellem generationerne, så børnefamilierne får mere tid, mens de helt unge og de midaldrende skal arbejde længere end hidtil aftalt. “Vi skal indrette arbejdsmarkedet efter hele livet og ikke efter ugen,” siger Poul Nyrup Rasmussen.