Et embedsmandsudvalg foreslår, at der oprettes et centralt register over den ejerkreds, der kontrollerer Danmarks godt 75.000 aktie- og anpartsselskaber. Topembedsmænd i bagmandspolitiet, skattemyndighederne og en række økonomiske ministerier mener, at Danmark halter bagefter en række andre lande, når det gælder registrering af storaktionærer m.v. Det gør det bl.a. vanskeligt at trænge til bunds i sager om økonomisk kriminalitet. Derfor opfordrer de nu politikerne til at gribe ind. Men fremtrædende eksperter mener, at der kan være grund til at gå endnu et skridt videre og udvide kravet om offentlighed, så det omfatter en større kreds af ejere i danske virksomheder. “Min personlige opfattelse er, at gennemsigtigheden på det danske aktiemarked burde styrkes. Det kunne ske ved at sæt-te grænsen for oplysningspligten ned fra de nuværende 5 pct., så vi kommer på niveau med andre lande,” siger professor Nis Jul Clausen, Syddansk Universitet. På trods af oplys-ningskravene er det almindelig kendt, at A.P. Møller Gruppen kontrollerer mindst 30 pct. af aktiekapitalen i Den Danske Bank. Men det fremgår ikke offentligt nogen steder, fordi ejerposterne er fordelt på en række mindre ejerposter i gruppens virksomheder.