Californiske, danske og finske vidensmiljøer i utraditionelt samarbejde
Vil etablere fælles innovationscenter
Helt nye alliancemuligheder for danske virksomheder
I sidste uge blev det første skridt taget til et usædvanligt samarbejde imellem videnscentre i Danmark, Finland og Silicon Valley. Under titlen Innovation Alliance Technology Coop er det planen at etablere et center, der skal forske i nye anvendelsesmuligheder for IT inden for helseområdet, ældreforsorg mv. Initiativet er taget af en af USAs førende ITforskere, Shankar Sastry, der er professor i biotek og naturvidenskab ved Berkeley Universitet i San Francisco. Det skete i forbindelse med et møde i den innovationsalliance, som det danske Innovationsråd har taget initiativ til. Berkeley var vært for mødet, der netop havde til formål at drøfte konkrete samarbejdsprojekter. Planen er at etablere tilsvarende alliancer inden for andre udvalgte områder. Perspektivet i den form for global arbejdsdeling vurderes som meget stort. Ifølge en af de danske deltagere, professor Morten Kyng fra Aarhus Universitet, kan det føre til en kobling imellem nordiske forskere og nogle af de store amerikanske koncerner. “Det kan trække danske virksomheder ind i nogle samarbejdsrelationer, de ikke har haft adgang til før, ” siger han.