Med besparelserne på uddannelse, forskning og kultur er det på en og samme tid lykkedes landets folkevalgte at fremme en snæver økonomisk nyttetænkning og dreje landet i en nytteløs retning.

For at få pengene til at passe, sparer regeringen på alt det, Danmark skal leve af i fremtiden: Forskning og uddannelse, viden og nysgerrighed. Det er bekymrende, men lige så bekymrende er det signal, Christiansborg samtidig sender: Hvis det ikke giver afkast, kan det ikke betale sig. Hvis det ikke kan forsvares økonomisk og rationelt, kan det ikke forsvares overhovedet.

Dette gælder på snart sagt alle områder på finansloven. Hvis nyuddannede ikke kan få arbejde, kan de ikke bruges til noget. Hvis forskning ikke kan omsættes til patenter og opfindelser, kan den ikke bruges til noget. Hvis ikke kunst kan eksporteres og sælge billetter, kan den ikke bruges til noget.

Det er en håbløs tilgang.

Vi uddanner ikke kun de unge, så de kan få et arbejde, men også så de bliver kritiske individer, der kan tænke selv og forholde sig til tilværelsen. Også de dele af tilværelsen, som ikke har med profit og arbejde at gøre.

Vi forsker ikke kun for at få flere opfindelser, men for at få ny viden, få nye svar og kunne stille nye spørgsmål.

Vi har ikke kun film, teater, opera, ballet og poesi, fordi vi vil underholdes, men også fordi det er med til at udfordre os og udvikle os, både samfundsmæssigt og menneskeligt.

Vi må ikke acceptere den snævre økonomiske nyttetænkning, der gennemsyrer samfundet fra børnehave til plejehjem. Tilværelsen er andet og mere end økonomisk fremgang og øget beskæftigelse. Det kan godt nytte, selv om det ikke betaler sig.

Men selv hvis man er varm fortaler for den økonomiske nyttetænkning, opstår der problemer. For at legitimere forbruget på uddannelse, forskning og kunst, bliver institutionerne nødt til at bruge pengene på det, de kan forsvare økonomisk. Kortsigtede forskningsprojekter, uddannelser, der efterspørges nu og her, og kunst og kultur, der sælger billetter.

For at få mest ud af pengene, tager vi færre chancer, og det er det sidste, vi har brug for i et Danmark, hvor meget tyder på, at vi allerede er gået i stå.

Man ser det blandt politikerne. Flertallet mangler visioner. De vil ikke lave noget om, men kæmper om at vinde danskernes tillid til, at de er de bedste til at bevare samfundet, som det er. Forandringer er ikke målet for politiske reformer, men midlet til at bevare velfærdsstaten, svineproduktionen eller arbejdsmarkedet.

Man ser det afspejlet i kulturen: Vi laver film om dengang, vi vandt EM i fodbold i 1992, om dengang tyskerne kørte ind over grænsen den 9. april. Spillefilmen bliver brugt til at skildre de danskere, der har været med til at forme Danmark, ikke dem, der kommer til det. Engang havde vi originaler som Spies og Glistrup, engang havde vi modstandsfolk som Flammen og Citronen. Og når der ikke er flere store personligheder, laver vi film om vores eneste gode væddeløbshest nogensinde, Tarok. Selv hestene var bedre i gamle dage.

Den kulturelle konservering findes ikke alene i biograferne. Den kommer til syne i de danske teatre, der sætter den ene musical med kendte skuespillere op efter den anden, eller spiller Holberg, Holberg og Holberg igen for at fylde salene. Den kommer til syne på museerne, der udstiller Asger Jorn og Edvard Munch. Igen. Og den kommer til udtryk gennem vores nationale public service-gigant, DR, der af frygt for politikernes krav satser på alt det, de ved vi gerne vil se: X Factor, Den Store Bagedyst og Bonderøven i syvende sæson. Alle skal bruge DR, hvis det skal kunne forsvare at bruge vores alle sammens penge.

Men vi har ikke brug for et kulturliv, der fortæller de historier, vi kender. Vi har brug for kulturen til at hjælpe os med at forstå den fremtid, vi går i møde. Vi står midt i verdenshistoriens største drama: Med klimaforandringer, der udfordrer vores levevis og stiller nye krav til vores omstillingsevne. Med teknologiske landvindinger, der forandrer vores hverdag, økonomier og arbejdsmarkeder i et hidtil uset tempo. Med en intensiverende kamp mellem frihed og fundamentalisme. Vi har mere end nogensinde brug for kunstnerne til at sætte billeder, ord og følelser på, hvad vi har i vente, og hvordan vi skal forholde os til en verden, der ændrer sig hurtigere end nogensinde. Og hvad får vi? Nostalgiske historier om en verden af i går. Det er nytteløst.