Offentlig innovation er en dagsorden, som synes at være kommet for at blive. Men spørgsmålet om, hvad der skal være i fokus inden for denne dagsorden, synes til stadighed at være til debat.

Nogle taler om behovet for et særligt fokus på specifikke kernevelfærdsområder. Andre fokuserer på, hvordan strukturelle og styringsmæssige systemer kan forandres. Andre igen understreger vigtigheden af den digitale transformation og dens konsekvenser. Mens andre igen mener, at offentlig innovation handler om opbruddet mellem sektorer og professionelle discipliner.

Jeg kan kun tilslutte mig, at alle disse (og meget mere som ikke er nævnt her) er af stor vigtighed. I denne blog spørger jeg dog, i hvor høj grad den offentlige innovationsdagsorden bidrager til at udvikle mandatet for forandring og øge det offentliges legitimitet? Fornyer vi vores samfund på måder, som også kan måles på den demokratiske bundlinje?

Forrige måned talte jeg med en kreds af Canadiske offentlige chefer i regi af Nestas partnerskab med den canadiske regering omkring deres strategiske fokus omkring en mere eksperimenterede tilgang til politikudvikling.

Usædvanligt nok kom diskussionen til at handle om en ret bogstavelig fortolkning af offentlig innovation: en udvikling af hvordan vi bedst muligt muliggør, at borgere opfatter sig som en betydningsfuld og værdifuld del af offentligheden. Og om hvordan vi bedst lukker det voksende gab mellem de folkevalgte og den menige borger.

Diskussionen var motiveret af den erkendelse, at mange lande verden over lige nu står midt i en demokratisk krise med historisk høj mistillid til politikere og det politiske system. Stemmeprocenterne er faldende mange steder, og samtidig er yderligtgående og radikale bevægelser stigende i omfang og tilslutning.

Nylige undersøgelser udført af TUI Stiftung har endda indikeret, at halvdelen af unge mellem 16 og 26 i lande som Storbritannien, Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland er skeptiske over for demokrati som styreform.

Vi talte også om, at det samtidig er et stigende demokratisk problem, at offentlige organisationer har sværere og sværere ved at håndtere de udfordringer, de står overfor. Ikke kun fordi deres kompleksitet og skala er vokset, men også fordi borgere oplever politiske intentioner, som ofte enten ikke udmøntes i praksis eller er ude af trit med den praktiske virkelighed, de står i.

Dette presser også forholdet mellem politikere og embedsmænd, da de nuværende udfordringer kalder på nye roller og måder samarbejde på.

Spørgsmålene begyndte at hobe sig op på vej hjem i flyet fra Canada. I hvor høj grad bidrager den offentlige innovationsdagsorden egentlig til at genskabe borgernes tillid til det offentlige og relationen til en større samfundsfortælling? Sikrer vi den rette udvikling af de systemer, betingelser og modeller, der udgør fundamentet for den demokratiske legitimitet og mandatet for forandring?

Nye veje til at træffe demokratiske beslutninger

Heldigvis er der masser af inspiration at hente lokalt og internationalt, når det gælder eksperimenter, der fokuserer på politisk og demokratisk innovation. En lang række lande, regioner og byer udforsker lige nu nye veje til at skabe og vedligeholde mandatet for forandring.

Et eksempel er Taiwan. I 2014 var det taiwanske parlament besat af fredelige demonstranter som reaktion på en foreslået handelsaftale med Kina – protester som senere blev kendt som solsikkebevægelsen. I de følgende kommunale valg oplevede regeringspartiet Kuomintang et jordskredsnederlag, og premierministeren fratrådte.

I lyset af de folkelige reaktioner var et af de første tiltag fra den nyvalgte regering at etablere en offentlig online høringsproces om en række udfordringer, som regeringen lige nu var usikker på, hvordan den skulle adressere.

Resultatet blev vTaiwan. vTaiwan er en uafhængig høringsproces, som bringer en bred vifte af interessenter sammen gennem en blanding af online- og offline-aktiviteter. Den har til formål at forstå og opnå konsensus om flere synspunkter om et emne, så der skabes et rum til overvejelse for at nå frem til aftale om komplekse og kontroversielle emner.

Til dato er mere end en håndfuld svære beslutninger blevet truffet gennem vTaiwan-processen, som har ført til ny lovgivning. Det gælder eksempelvis lovgivning og initiativer inden for erhvervsudvikling, fødevarepolitik, infrastruktur, transport, konkurrenceregler og boligforhold.

Eksemplet fra Taiwan er ekstraordinært, fordi man er lykkedes med at skabe en ny samfundsmæssig funktion, der både gør bedre brug af den kollektive intelligens, skaber mere effektfuldt samarbejde og ejerskab på tværs af modstridende interesser og den traditionelt langsomme politiske proces.

En innovationsdagsorden under udvikling

Taiwan står ikke alene som et nyt interessant eksempel på offentlig innovation, hvor mandatet for forandring er i fokus. De nye initiativer er lige nu mest kendetegnet ved deres mangfoldighed og eksperimentelle karakter, men jeg har forsøgt at kategorisere og eksemplificere dem i nedenstående seks overordnede temaer:

1. Åbne beslutnings- og lovgivningsprocesser. Bruge samfundets kollektive intelligens til at rammesætte og kvalificere offentlige beslutninger og lovgivningsprocesser – som de f.eks. gør det i det Parlement et Citoyens i Frankrig, hvor borgere i direkte dialog med politikere og deres rådgivere får mulighed for at bidrage eller kvalificere lovsforslag inden de bliver fremsat i parlamentet. Lignende tiltag findes i Finland (Open Ministry) og Estland (People’s Assembly of Rahvaalgatus, Estland). 
2. Institutionaliseret evne til at lytte. Skabe muligheder for at forstå borgernes oplevelser og aktivt bruges deres feedback og ideer – som de eksempelvis gør det i Seoul Citys Listening Administration. Her har man skabt mangfoldige muligheder for borgerinput, inklusive skabelsen af borgerbeslutningspaneler, beslutningstagning, borgerdrevne budgetter og crowd-sensing Af de mere end 5000 policy-ideer skabt gennem borgerengagement, har omkring 70 procent haft direkte indflydelse på policy-udvikling. Lignende tiltag findes også i Paris’ ’Madame Mayor, I have an idea’ og i Sydaustraliens Citizen juries (dog fokuseret på juridiske beslutningsprocesser).
3. Platforme for rettidig involvering af ekspertise og erfaring. Skabe effektive platforme der kan sikre rettidig involvering af ekspertise og brugere i relation til komplekse politikområder – som eksempelvis i det allerede nævnte eksempel fra Taiwan eller e-democracia i Brasilien, som anvender en lignende tilgang. Challenge.gov i USA er en ældre og allerede anerkendt digital platform, som bringer højt kvalificeret ekspertise og ny kreativ tænkning ind i den offentlige opgaveløsning gennem crowd-sourcet, konkurrencedrevet innovationsudbud. Og innovationslaboratorier verden over – deriblandt MindLab i DK – eksperimenterer med at muliggøre mere effektorienteret og brugbar viden til at informere forandringstiltag i forhold til at redesigne processer for politik- og systemudvikling.
4. Lokalt ansvar, engagement og ejerskab. Muliggøre lokalt engagement og ejerskab gennem åben inddragelse og overdragelse af ansvar til borgerne. I Madrid skabte man eksempelvis i 2015 Decide Madrid. Gennem elementer som bl.a. participatory budgeting og borgerdrevne lokale lovgivningsprocesser muliggøres det, at enhver borger kan opnå politisk handlekraft ved hjælp af en proces, hvor borgere kan fremsætte, promovere og virkeliggøre ideer til forandringsinitiativer og lovforslag. Initiativer som Better Reykjavik i Island og Mexico Citys Constitucion CDMX indeholder lignende elementer.
5. Gennemsigtighed og legitimitet. Skabe bedre og mere gennemsigtige politiske beslutningsgrundlag og evidenstolkninger. I Storbritannien inviterer man i de såkaldte Parliament Evidence Checks eksempelvis borgere ind for at checke det offentlige beslutningsgrundlags argumentation og validitet inden for eksempelvis områder som uddannelse, sundhed og kønsrettigheder. Denne slags tilgang bruges også i forsøget på at skabe bedre demokratisk transparens, som eksempelvis i det globalt orienterede initiativ Follow My Vote.
6. Demokratisering af den politiske debat. Demokratisere og effektorientere den politiske debat. Flere politiske partier verden over har vundet stor opbakning på at åbne deres partipolitiske ståsted op for en mere aktiv, kontinuerlig og involverende proces. Islands Piratparti er et succesfuldt eksempel på dette, hvor en kombination af on- og offline platforme kontinuerligt bliver brugt for at udforske, udvikle og debattere partiets politik på givne områder. Lignende tilgange er blevet brugt af 'LabHacker' initiativet i Brasilien og af Alternativet i Danmark.

En innovationsdagsorden med fokus på at skabe bedre ’offentlighed’

Danmark har opnået en unik position og status som global rollemodel i forhold til at lykkes med at skabe relativ høj tillid til det offentlige, en velfungerende velfærdssektor og et bredt funderet repræsentativt demokrati. Derudover er der allerede en rig tradition omkring samfundsmæssigt engagement gennem eksempelvis foreninger, interesseorganisationer, lokalråd og socialt orienterede ngo’er.

Spørgsmålet er, om disse unikke styrker og værdier er tilstrækkeligt repræsenteret i den nuværende offentlige innovationsdagsorden? Lige nu ser vi aspekter af de ovenstående temaer i forskellige initiativer – særligt på lokalt plan – men det er sjældent en del af en strategisk offentlig innovationssatsning.

Spørgsmålet er, hvordan lokale og internationale erfaringer anvendes på mere strategisk? For mens mange internationalt stadig lader sig inspirere af Danmarks velfærdssystem og kreative sektor, så er Danmark i mindre grad en del af udviklingen af fremtidens demokratiske modeller.

Det kan virke som lidt af et paradoks, at man verden over ikke aktivt prioriterer strategisk udvikling af nye modeller for demokratisk og politisk praksis i en tid, hvor de demokratiske og politiske modeller er under stigende pres.

Hvis ikke de demokratiske institutioner følger med udviklingen, risikerer vi, at det offentliges mulighed for at skabe god effekt for borgerne bliver dårligere, den offentliges legitimitet mindskes, og tilliden til de offentlige systemer falder.

I en tid hvor mange regeringer og offentlige organisationer verden over lige nu har strategisk fokus på at transformere deres forandringskapacitet og ledelsesmæssige handlekraft, bør vi også have systematisk fokus på at eksperimentere med mandatet for forandring.