Offentlige ledere kunne lære noget af forsvaret

I forsvaret lever de grundlæggende offentlige værdier, som er på vej til at blive udraderet i resten af den offentlige sektor. Ordentlighed i ledelse, respekt for medarbejdernes faglighed og praksisviden. Det kan andre offentlige organisationer tage ved lære af.

I store dele af den offentlige sektor i dagens Danmark er praksisviden og faglige argumenter ikke længere i høj kurs. Vi har efterhånden vænnet os til, at et fagligt argument fra en lærer, pædagog, sygeplejerske eller læge udelukkende bliver set som et forsøg på at fremme egeninteresser. Derfor bliver de faglige organisationer og brugerorganisationerne ikke altid inddraget i arbejdet på Slotsholmen. Men sådan er det ikke i forsvaret.

På Folkemødet i år deltog jeg i et arrangement under den meget provokerende overskrift: ”Livsvigtig viden – kan viden fra praksis redde Danmark?” Det blev ledet af dekan Ole Kværnø fra Forsvarsakademiet og foregik i et mobilt møderum bemandet med uniformerede soldater, som bød velkommen. Der var landkort på væggene, moderne formidlingsudstyr, og man fik klart et indtryk af, at denne vogn kunne bruges til at træffe konkrete beslutninger ikke langt fra fronten. Og det siger noget om deres syn på ledelse.

Praksisviden er livsvigtig

Forsvaret arbejder ud fra den klare opfattelse, at det er i praksis – dvs. i de konkrete missioner – at ny viden kommer til verden. Det bliver så af staben formuleret som retningslinjer, men udgangspunktet er altid den konkrete faglige praksis. Det interessante og svære er, at man aldrig kommer til at kæmpe den samme krig igen. Det er altid en ny krig, som kræver nye kompetencer. Man kan derfor ikke operere med snorlige styring, som ellers har været det traditionelle og fejlagtige billede af forsvaret. Man er nødt til at lade virkeligheden tælle, dvs. acceptere og prøve at forstå de konkrete faglige iagttagelser, som man gør sig i felten. Det forhindrer ikke, at man samtidig har et centralt arsenal af viden og erfaring placeret i staben, men man starter ikke som udgangspunkt med mistro til den enkelte soldat, delingsfører eller løjtnant. Deres faglige praksisviden har værdi og bliver brugt.

Skal der lægges en strategi, må den ligeledes have sit konkrete udgangspunkt i sikker viden om den virkelighed, som den skal virke i. Det har Kim Kristensen, som er Dronningens ceremonimester, tidligere oberst og chef for den danske krigsindsats i Afghanistan, beskrevet meget præcist i bogen ”Følg mig”, der blev udgivet sidste år. Man er nødt til at beskæftige sig med den konkrete virkelighed i alle dens detaljer og nuancer. Ledelsen er nødt til at inddrage alle, som skal være med i udførelsen af strategien. Og ledelsen er nødt til at kommunikere strategien ærligt og uden skønmalerier. Det kræver, at ledelsen går foran og ikke overlader arbejdet til konsulentfirmaer.

Praksisviden skal styre uddannelserne

Et andet centralt element drejer sig om, at koblingen mellem praksis og uddannelse er effektiv. Ny viden fra praksis skal hurtigt omsættes til retningslinjer, som kan indarbejdes og trænes i uddannelsen. Kim Kristensen bruger et helt kapitel under overskriften: ”Man skal træne, som man kæmper”. På Bornholm fortalte premierløjtnant Søren Barsøe, som har været udsendt til Afghanistan flere gange som ansvarlig officer, hvordan han konkret forberedte en udsendelse ved selv både at tage af sted til området i en kort periode for at få et konkret billede af situationen og ved at gennemgå de indberetninger, som forskellige hold udsendt før ham havde udarbejdet.

Men i så vanskelige missioner, som dem i Afghanistan, er det ikke altid nok at vente på den formelle opsamling af praksiserfaringer, selv om det fungerer godt i forsvaret. Derfor benyttede Barsøe sig af en kortslutningsmekanisme – dvs. når han og hans folk iagttog behov for justeringer af forskrifter, ringede han hjem til den ansvarlige for træningen af næste hold og formidlede den indsamlede praksisviden direkte. Så kunne det komme ind i revisionen af retningslinjerne senere.

Både Kværnø og Kristensen er bevidste om, at forsvaret befinder sig i en speciel situation. Betydningen af praksisbaseret viden og den tætte sammenhæng mellem uddannelse og praksis er særlig nødvendig for forsvaret. Det er forskellen mellem liv og død. En fejlagtig retningslinje baseret på manglende sammenhæng mellem den faglige praksis og de fra staben udstukne retningslinjer kan betyde, at mange liv går tabt, eller at civile mister livet, eller at man i et område f.eks. i Afghanistan må starte forfra med at opbygge tillidsforhold til lokale beboere. Men de særlige forhold gør ikke erkendelserne mindre anvendelige for andre.

Top-down-implementering virker ikke

En tredje pointe, som både findes i Kristensens bog, og som var centralt i budskabet på Bornholm, drejer sig om, hvordan man kommer fra viden, strategi og beslutning til udførelse. Her er det igen vigtigt, at man har en grundig proces med inddragelse af alle relevante parter med afdækning af de vanskelige og ofte irriterende spørgsmål. At der sammensættes en udredningsgruppe, hvor også de med de skæve synspunkter og de atypiske vinkler kommer på banen, er vigtigt, fordi komplementariteten er med til at sikre, at man kommer rundt i hjørnerne. Man må ud på træningsbanen og prøve af, og man må være villig til at lave de nødvendige justeringer – baseret på ny viden.

Det er gennem denne proces, at man får en holdbar strategi og dermed en fortælling, som alle har forståelse for, og som ofte derved mere eller mindre implementerer sig selv. Mange ville nok forvente, at forsvaret brugte sit ordresystem og sit hierarki og dermed slet ikke havde et implementeringsproblem. Men det forholder sig slet ikke på den måde. Forsvaret har for længst opgivet tanken om en top-down-strategi. Man kan ikke beordre sig til den rigtige implementering. Der findes ikke noget, som kan kaldes ”konsekvent implementering”. Virkeligheden er altid en foranderlig størrelse. Her skal den enkelte soldat eller den ansvarlige officer have så godt styr på strategien og målet, at man frit kan lave de nødvendige tilpasninger. Den frihed er sikret gennem et forarbejde og et udviklende og inddragende samarbejde med alle parter. Det foregår ikke i et magtfrit rum, men det foregår via dialog og respekt for den, som står forrest i fronten.

Ledelse handler om at gå forrest

Det sidste, jeg vil fremhæve her, er den særlige forståelse af ledelse, som præger forsvaret if. Kim Kristensens bog. Alene titlen ”Følg mig” siger alt. Han ser i den grad ledelse i den betydning, som ligger i det engelske ord ”leadership”, dvs. lederen er den, der går forrest, den, som skaber sammenholdet, og den, som har ansvaret for sine medarbejdere. Han går nok længere, end mange vil gøre det med formuleringer som ”elsk dine medarbejdere”. Men kernen i hans pointer er ikke til at komme uden om. Kristensen viser os, at ledelse grundlæggende er forskellig fra administration, og at ledelse handler om mennesker og dermed om tillid.

Et særligt aspekt drejer sig om at have gensidig forståelse op og ned i kommandokæden. Her beskriver Kristensen det således, at alle i ledelsessystemet – fra delingsføreren til den øverste chef – kender de enkelte pladser og umiddelbart er trænet til at springe to led op, hvis det bliver nødvendigt. Den faglige forståelse er grundlagt ved, at alle har prøvet at være i det første led og f.eks. ikke bare har brugt hele sin karriere på eksempelvis Slotsholmen.

Forsvaret har overlevet med fagligheden i behold

I en tid, hvor det vrimler med eksempler på, at fagligheden i de offentlige velfærdsinstitutioner er under pres, og hvor medarbejdere, faglige organisationer og brugergrupper alene beskyldes for at mele egen kage, er det befriende, at vi har et sted i den offentlige sektor, hvor der fortsat er fokus på faglighed og ordentlig ledelse. Lad os begynde at tage ved lære af forsvaret. Lad os lytte til folk som Ole Kværnø, Søren Barsøe og Kim Kristensen og bruge deres viden som løftestang for en nyudvikling af den offentlige sektor og dens velfærdsinstitutioner.

Forrige artikel Hvad Trump og Aristoteles kan lære os om lederdyder Næste artikel Hvad er god integration?