”Offentligt hyleri over besparelser er egoistisk”.

Det var den bombastiske overskrift på dagbladet Børsens ledende artikel i torsdags. Lederen var ment som en begmand til det danske erhvervsliv, der i de seneste uger har rettet en overordentlig skarp kritik mod regeringens planlagte besparelser på uddannelse og forskning. Med Novo Nordisk i spidsen har et bredt udsnit af Danmarks erhvervsliv – herunder de to store erhvervsorganisationer Dansk Erhverv og DI – argumenteret for, at forskningsbesparelserne risikerer at skade både Danmarks fremtidige vækst, velstand og beskæftigelse.

Mandag Morgen er lodret uenig med Børsen. Vi ser erhvervslivets advarsler som berettigede. De er udtryk for det stik modsatte af egoisme, nemlig en dyb bekymring for nationens samlede konkurrencekraft – at vi ved at spare på investeringerne i forskning og uddannelse udhuler grundlaget for den viden og de kompetencer, vi skal leve af de kommende årtier.

[quote align="right" author=""]Hvis man skærer på investeringer, skærer man selvsagt også på de afkast, man i fremtiden kan forvente sig at høste.[/quote]

Logikken burde ellers være til at forstå: Hvis man skærer på investeringer, skærer man selvsagt også på de afkast, man i fremtiden kan forvente sig at høste.

Omkvædet er bl.a. en bagatellisering af besparelserne på 1,4 milliarder kr. på forskning til næste år og 3,3 milliarder kr. på landets videregående uddannelser de næste fire. Ligesom regeringen mener Børsen, at de besparelser er bedre investeret i skattelettelser end i at styrke forskning og uddannelse. Også der er vi uenige. At lette skatten for et lille milliardbeløb giver næppe nogen mærkbar effekt på konkurrenceevnen. På forsknings- og uddannelseskontoen gør selv små milliardbeløb en stor forskel. Set i et globalt konkurrenceperspektiv er der snarere brug for at øge investeringerne i forskning og uddannelse for en lille åben økonomi som den danske.

Det er bemærkelsesværdige ved kritikken af forskningsbesparelserne er, at den vokser og breder sig. Mandag Morgen har i denne udgave lavet en form for frontreportage for at lodde dybden i kritikken, og hvad den bygger på. Den viser en usædvanlig bred og uhellig alliance af kritikere, der tæller både erhvervslivet, den samlede danske fagbevægelse samt betydningsfulde nationale og internationale vidensinstitutioner. Har de alle uret? Er de alle til hobe kortsynede, klynkende egoister? Eller har de en pointe, der er værd at lytte til?

[quote align="left" author=""]Fællesnævneren i kritikken og bekymringen er ikke alene et spørgsmål om de konkrete besparelser, men om holdninger og prioriteringer om, hvordan vi skal indrette det danske vidensamfund.[/quote]

”Forskning giver vækst og beskæftigelse, nye produkter vi kan sælge, og nye metoder til at forbedre velfærdssamfundet,” siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, og kalder det ”en meget kortsigtet strategi at spare på forskning”. Selv OECD, der dog ikke direkte vil kritisere et medlemslands politiske forslag, drister sig over for Mandag Morgen til at sige, at ”det er klart, at det ikke er anbefalelsesværdigt at spare på forskning i en tid, hvor forskning og udvikling kun bliver en vigtigere forudsætning i den internationale konkurrence”.

Fællesnævneren i kritikken og bekymringen er ikke alene et spørgsmål om de konkrete besparelser, men om holdninger og prioriteringer om, hvordan vi skal indrette det danske vidensamfund. Hvilke kompetencer skal vi leve af om 10 og 20 år? Og hvor skal væksten komme fra, og hvem skal levere den?

Noget af svaret kan findes i rapporten ”VækstDanmark 2025”, som Mandag Morgen og Danske Regioner præsenterede den 27. oktober, og som tager pulsen på det næste vækstlag – højvækstvirksomhederne eller de såkaldte scaleups. I rapporten identificeres nøgleaktørerne i Danmarks vækstmiljøer og vækstpotentialet i Danmarks fem regioner, bl.a. med afsæt i den seneste internationale viden om, hvilken type virksomheder der driver fremtidens vækst.

[quote align="right" author=""]Jo flere midler i de rigtige kompetencer, jo mere vækst.[/quote]

Konklusionen er entydigt, at uddannelse og viden er det vigtigste råstof for, at virksomhederne kan skalere og skabe vækst. Det er fuldstændigt afgørende for en regions vækst, at den via uddannelse og forskningsinstitutioner er leveringsdygtig i de kompetencer og den viden, som regionens potentielle højvækstvirksomheder har behov for. Er den ikke det, flytter virksomhederne deres aktiviteter ud af regionen, ud af landet, eller de får ikke indfriet deres vækstpotentiale.

Rapporten var et første forsøg på mere systematisk at kortlægge vækst- og videnssamfundet set ude- eller nedefra og samtidig afdække de vigtigste drivkræfter bag. Der eksisterer et stort uopfyldt behov for at knytte videns- og vækstmiljøerne tættere sammen og skabe større symbioser. Sagt med andre ord: jo flere midler i de rigtige kompetencer, jo mere vækst. Som topchefen for energiselskabet SE, Niels Duedahl, der har været en væsentlig driver for at omstille Esbjerg fra hensygnende fiskeriby til et dynamisk erhvervscentrum for energi, siger i et interview i rapporten: ”En væsentlig vækstdriver er adgangen til kompetent arbejdskraft. Her har vores region de sidste år nydt godt af Aalborg Universitets og Syddansk Universitets tilstedeværelse. Det har skabt en vigtig pipeline af studerende, som tidligere var svære at få hertil, og samtidig har det været med til at skabe noget fornyelse af byen.” 

I det aktuelle opgør om Danmarks fremtidige investeringer i forskning og uddannelse må erhvervslivet erkende, at de har tabt slaget – og oven i købet har de skullet finde sig i at blive udhængt i erhvervslivets eget dagblad som egoistiske hylere og blive mødt med en mur af afvisning fra folketingsflertallet.

[quote align="left" author=""]Risikoen ved at ignorere erhvervslivets stemme i den offentlige debat er, at det nøjes med at stemme med fødderne og flytte ud af landet.[/quote]

Den behandling er værd at reflektere over. For det første er det et åbent spørgsmål, hvem der bliver de egentlige tabere af forskningsbesparelserne. Noget kunne tyde på, at det bliver næste generation.

For det andet har vi nu i flere omgange oplevet, hvordan et bekymret erhvervsliv bliver trynet i den offentlige debat. Sidste gang var det under den ophedede flygtningedebat, hvor advarsler om Danmarks omdømme også hånligt og nedladende blev afvist. Én ting er at være uenig, en anden er måden at være det på.

Man må håbe, at det ikke er udtryk for en ny stil fra de ledende politikeres side.

Risikoen ved at ignorere erhvervslivets stemme i den offentlige debat er, at det nøjes med at stemme med fødderne og flytte ud af landet.

I spørgsmålet om forskning bør refleksionen munde ud i en dybere analyse eller forståelse af, hvad det vil sige at være et videnssamfund, hvad der skal forskes og uddannes i og hvor meget. Formanden for Carlsbergfondet, Flemming Besenbacher, har tidligere og igen i denne udgave af Mandag Morgen rejst nogle spørgsmål, der er værd at forfølge i en fremtidig og nødvendig debat: Uddanner vi rigtigt, eller overuddanner vi? Forsker vi rigtigt? Får vi nok ud af forskningen? Det er gode og vigtige spørgsmål.

[quote align="right" author=""]Danmarks fremtid som videns- og forskningssamfund er for alvorlig en sag at overlade til en regnemodel.[/quote]

At efterlade debatten på det nuværende niveau med en stærk front imellem det forsknings- og uddannelsesafhængige erhvervsliv og det politisk bevilgende system er ikke frugtbart. Det er en tabersag for alle parter. Derfor kunne man ønske, at begge parter kunne se en fælles interesse i at lære af opgøret og få besvaret nogle af de spørgsmål, som Besenbacher rejser, så vi i fremtiden har et bedre og mere oplyst grundlag at træffe de langsigtede beslutninger på.

I regeringsgrundlaget skriver regeringen tilmed, at den vil have foretaget en analyse af forskningsindsatsen for at finde ud af, hvad vi får ud af investeringerne. Netop sådan en gennemgang kunne man ønske sig, at regeringen havde fået lavet, før den besluttede sig for at spare med finansministerens grønthøster. Danmarks fremtid som videns- og forskningssamfund er for alvorlig en sag at overlade til en regnemodel.