Olie som våben

Den nye olievirkelighed rammer i høj grad det engang så magtfulde oliekartel OPEC. De olieproducerende landes sammenslutning havde med Saudi-Arabien i spidsen held til i 1970’erne at tvinge oliepriserne i de vestlige økonomier op i et uholdbart prisleje. Den energikrise, som var resultatet, betød, at mange europæiske lande gentænkte og omlagde deres energipolitikker. USA klarede sig med kul og importeret olie, mens Europa sparede på energien, udviklede Nordsøen og skæbnesvangert satsede på russisk gas.

Oliemarkedet anno 2016 er altså radikalt forandret i forhold til 1970’erne. USA er i dag lige så stor en olieproducent som Saudi-Arabien og Rusland. Se figur 1. Samtidig er landet uafhængigt af saudisk olie. Uden denne uafhængighed ville USA’s præsident Barack Obama ikke have haft muligheden for at gennemføre sidste sommers tilnærmelse til Iran. Begge dele har svækket OPEC’s og Saudi-Arabiens magt over olieøkonomien.

Ifølge Antoine Basbous, fransk ekspert i Saudi-Arabien og Mellemøsten, har Saudi-Arabien tre mål bag deres beslutning om ikke – sådan som landet tidligere har gjort – at skære i sin produktion for at holde hånden under olieprisen.

”Saudi-Arabien fører en oliekrig, der handler om markedsandele, om prisen på olie og om at ramme tre modstandere: Iran, Rusland og de amerikanske producenter af skifergas og olie. Disse producenter kan ikke leve med den lave oliepris, og derfor presser saudierne dem ud af markedet med det aktuelle prisleje,” siger Basbous, der driver konsulentvirksomheden Observatoire des Pays Arabes i Paris, og som har skrevet flere bøger om Saudi-Arabien, Mellemøsten og energipolitik i regionen.

Ifølge Basbous er det terrorangrebene i USA i september 2001, der har ført til, at amerikanerne i dag har tilnærmet sig Iran på bekostning af det tætte forhold til Saudi-Arabien. Iran anslås ifølge nyhedsbureauet Bloomberg til allerede i december i år at kunne have en månedlig olieindtægt på omkring 4 milliarder dollars – godt 27 milliarder kroner.

Basbous mener, at den amerikansk-saudiske alliance fungerede fint fra Anden Verdenskrigs afslutning og frem til 2001, så længe det handlede om at bytte sikkerhed mod olie.

”Men det var den saudiske wahhabisme, der ideologisk set bevæbnede de kamikazesoldater, der angreb World Trade Center i 2001. 15 af de 19 terrorister var saudiere. Det blev skelsættende,” siger Basbous.

Han advarer samtidig USA om ikke at opføre sig lige så naivt over for det iranske regime, som man efter hans opfattelse har gjort over for det saudiske.

”Iran er en stolt stat, der definerer sin eksistens som værende USA’s – den store satans – fjende. Alliancen med Iran vil give USA større problemer end alliancen med Saudi-Arabien har gjort,” mener Basbous, der har rødder i Libanon.

Kloge og mindre kloge olielande

Professor Øverland fra Norges udenrigspolitiske institut understreger, at verdens olieproducerende lande rammes meget forskelligt af den nuværende lave oliepris.

”Jeg vil gå så langt som til at sige, at den aktuelle situation er sund for Norge, selv om vi tjener mindre på olien. Den forbereder nemlig landet på, at olien ikke varer evigt. Og den giver luft til de erhvervssektorer, som lider under det høje lønniveau, der gør sig gældende, når olieprisen er høj,” siger Øverland.

Norge har ifølge Øverland i mange år lidt af den såkaldte hollandske syge, det fænomen, som Holland oplevede i 1970’erne: Her mistede landets øvrige industrier konkurrenceevne, selv om Holland tjente anseelige summer på store forekomster af naturgas. Men Norges problemer med at styre sin olierigdom er intet i sammenligning med de problemer, den lave oliepris skaber i mindre udviklede lande.

”Den virker destabiliserende på mange olieproducerende lande, der er præget af den tendens, at desto mere inkompetent en stat er, desto større risiko er der for, at den bliver autoritær eller ligefrem aggressiv ligesom Rusland. Den tendens forstærkes, når olieprisen er lav, fordi oliestaterne tvinges til at føre en hård sparepolitik, mens der samtidig er et voksende pres på regeringerne nedefra. Det kan føre til en autoritær udvikling og måske revolutioner,” siger Øverland.

Selv om olieprisfaldet næppe fører til revolutioner i olielande som Danmark, Norge og Storbritannien, har udviklingen markant betydning – både for beskæftigelsen og nationaløkonomierne.

De tre ’oliehovedstæder’ omkring Nordsøen: Aberdeen, Stavanger og Esbjerg oplever i øjeblikket massiv økonomisk nedgang. Virksomheder afskediger titusinder af medarbejdere, hvilket medfører betydelig tilbagegang i alle andre lokale erhvervssektorer. Til gengæld har regionerne omkring Esbjerg, Stavanger og Aberdeen væsentligt mere innovative og sofistikerede erhvervsstrukturer, der sætter dem i stand til hurtigere at omstille sig, når de skal absorbere et chok så massivt som det, de seneste to års fald i olieprisen har udgjort.

Vækstfaktoren er forsinket

Mens de mange milliardtab og konkurser i oliebranchen på grund af den lave oliepris er lige efter bogen, undrer førende økonomer sig over, at den lave pris ikke i højere grad fungerer som en vækstmotor i den globale økonomi.

”En af de største økonomiske overraskelser i 2015 var, at det bemærkelsesværdige fald i olieprisen ikke gav et større boost til den globale vækst. Trods kollapset fra over 115 dollars pr. tønde i juni 2014 til 45 dollars ved udgangen af november 2015 har virkningen været mindre end ventet – måske 0,5 pct.,” skrev Harvard-professor Kenneth Rogoff i december i The Guardian.

Rogoff glædede sig dog over, at effekten, om end den er beskeden, vil fortsætte i 2016, mens han bekymrede sig over, at de lave priser vil sætte olieeksporterende lande under endnu hårdere pres.

Indra Øverland fra Oslo understreger, at den positive effekt af den lave oliepris nok skal vise sig, selv om den er noget forsinket i forhold til den første fase, hvor man ser de mange tab.

”De penge, som tabes i eksportlandene, spares i importlandene. Der er mange flere importlande og langt flere olieforbrugende personer rundt i verden. De vil nyde godt af en lavere pris, selv om effekten bliver fordelt på rigtig mange individer. Det er sundt for verden,” siger Øverland.

Den norske professor påpeger også, at den lave oliepris burde være en ulempe for den vedvarende energis konkurrenceevne. Men den konsekvens er ikke slået igennem endnu.

”Det kan skyldes inerti, at vi ikke har set disse effekter endnu. Men det kan også være, at olieprisen var så høj så længe, at den vedvarende energi fik et afgørende momentum. Det ved vi endnu ikke,” siger Øverland.

Han er til gengæld ikke i tvivl om, at det er begyndelsen på enden for oliens æra, når han kan konstatere, at hver syvende bil i Oslo er en Tesla.

”Elbilerne bliver et stort problem for oliesektoren. Men hvem siger, at de vedvarende energiformer er sikret overlevelse,” spørger den norske professor og svarer selv:

”Hos Lockheed Martin i USA arbejder man lige nu med et koncept, der hedder ’Compact Fusion’ – altså kompakt, atomar fusionsenergi – som kan forsyne en hel by fra et kraftværk, der kan stå på en lastbil. Hvis de planer realiseres, vil det føre til mange stranded assets i den vedvarende energisektor.”